Alfr. Lehmann

Alfr. Lehmann, Alfred Georg Ludvig Lehmann, 29.12.1858-26.9.1921, psykolog. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet i Hørsholm. L. blev student 1876 fra Metropolitanskolen og polyteknisk kandidat i anvendt naturvidenskab 1882. 1882–92 virkede han som assistent ved landbohøjskolen, først i kemi, senere i tegning, de to sidste år tillige som bibliotekar. Kort tid efter sin eksamen indledte han en psykologisk undersøgelse der dannede grundlag for den afhandling Farvernes elementære Æstetik. En objektiv psykologisk Undersøgelse som han 1884 forsvarede for den filosofiske doktorgrad. Tilskyndelsen hertil fik L. ved undervisningen i filosofikum 1876–77, hvor han under påvirkning af Rasmus Nielsen fattede interesse for filosofiske problemer, men det var dog først ved bekendtskabet omkr. 1880 med G. T. Fechners og W. Wundts arbejder at han fandt sit egentlige forskningsfelt, eksperimentalpsykologien, hvis anvendelse af naturvidenskabelige metoder ved udforskningen af forholdene mellem sjælelige og legemlige livsytringer tiltalte hans sans for det eksakte. Afhandlingen tager sigte på at angive betingelserne for, at to eller flere farver virker æstetisk tiltalende når de sammensættes, og den består af en række elegant udførte undersøgelser af farve- og lyseffekter. Hovedresultatet er, at en farvekombinations æstetiske værdi er betinget af, at de indgående farver fængsler opmærksomheden tilnærmelsesvis lige meget (ækvivalensioven), og at middelstore intervaller er disharmoniske, fordi den simultane kontrast der opstår mellem farverne forandrer deres farvetone (induktionsloven), hvorfor man bør vælge små eller store intervaller mellem farverne for at sikre æstetisk tiltalende kombinationer.

1884–85 studerede L. psykofysisk metode og teknik hos Wundt i Leipzig. Efter hjemkomsten påbegyndte han for egne midler indretningen af et psykofysisk laboratorium i Metropolitanskolens kælder der allerede n.å. kunne tages i brug. I lektionskatalogen s.å. tilbyder han som privatdocent at forelæse to ugentlige timer over "Æstetik grundet paa Erfaring" og "privatissime (men gratis)" at give studerende der henvender sig derom "Lejlighed til at anstille experimental-psykologiske Undersøgelser". 1889 erhvervede han Videnskabernes selskabs guldmedalje for en prisafhandling der i noget ændret form udkom 1892 under titlen Hovedlovene for det menneskelige Følelsesliv (s.å. på tysk stærkt ændret). Ved Polyteknisk læreanstalts udflytning 1890 til Sølvgade lykkedes det L., støttet af professorerne i filosofi, først at formå universitetet til at afstå nogle lokaler i det tidligere teknisk-kemiske laboratorium og dernæst 1893 at bevæge myndighederne til at overtage psykofysisk laboratorium og underlægge det Kbh.s univ. der herefter varetog dets drift. 1890 blev han midlertidig docent, 1910 ekstraordinær professor, og 1919 ordinær professor i eksperimentalpsykologi. 1916 bedredes laboratoriets lokaleforhold yderligere ved flytningen til Studiegården i Studiestræde. Hertil flyttede også R. H. Pedersen, laboratoriets assistent siden 1913, med hvem L. havde et mangeårigt samarbejde bl.a. om arbejdspsykologiske forhold (Vejret og Vort Arbejde, Vidensk. Selsk. Skr., 1906).

Det er L.s fortjeneste at have grundlagt et af verdens første psykologiske laboratorier, og han har æren af at have indført eksperimentalpsykologien eller, som han selv foretrak at sige, psykofysikken i Danmark. Med begejstring og utrættelig energi virkede han for denne videnskab, og i årenes løb foretog han, til dels med apparatur han selv havde udtænkt og konstrueret, talrige selvstændige undersøgelser og gennemprøvede i så vid udstrækning som muligt fremmede forskeres forsøg (fx Forsøg paa en Forklaring af Synsvinklens Indflydelse paa Opfattelsen af Lys og Farve ved direkte Syn, Vidensk. Selsk. Skr. 1885; Ueber die Helligkeitsvariationen der Farben, Festschr. W. Wundt zum 70. Geburtstage II, 1902; Irradiationen som Aarsag til nogle Synsbedrag, Vidensk. Selsk. Forhandl., 1904; Beiträge zur Psychodynamik der Gewichtempfindungen. Archiv f. d. ges. Psychol., 1906). Nogle undersøgelser over genkendelse (Om Genkendelse, Vidensk. Selsk. Skr., 1888; tysk udg. i Philos. Studien, n.å., og Kritische und experimentelle Studien ueber das Wiedererkennen, sst. 1892) blev især kendte i tiden, fordi L. med sin tilbagevisning af Harald Høffdings forklaring af genkendelse ved "lighedsassociation" til fordel for hans egen forklaring ved "berøringsassociation" kom i heftig debat med denne. Gennem sine mangeartede undersøgelser søgte han at finde nøjagtige udtryk for de psykiske og de fysiologiske fænomeners indbyrdes forhold. I hovedværket Die korperlichen Äusserungen psychischer Zustände I-III (1899–1905; bd. I på dansk 1898) nåede han til den antagelse, at det psykiske er knyttet til en særlig form for nerveenergi, kaldet "P-Energi", der i rent materielle kausalkæder opstår ved omdannelse af andre energiformer og igen kan omdannes til disse. Det er dog altid bevidsthedstilstandene som er bestemmende for vore handlinger og det dermed forbundne muskelarbejde, selv om deres oplevede styrke på sin side igen afhænger af energiomsætningen i "centralorganet" – hjernen. De fra refleksbevægelserne kendte hæmnings- og baningsforhold antog han for gældende for alle hjerneprocesser, og da alle psykiske virksomheder er knyttet til hjernefunktioner, mente han at også de psykiske vekselvirkninger måtte forstås som hæmnings- og baningsfænomener. I et andet hovedværk Die Hauptgesetze des menschlichen Gefühlslebens (1914, fuldstændig omarbejdelse af 1892-udg.) samlede L. resultaterne af sine mangeårige empiriske og teoretiske studier af følelseslivet. Hovedanliggendet her er igen de sjælelige tilstandes legemlige ytringer hvor han henfører følelseslivet til de trofiske reflekser og bestemmer lyst-ulystfølelserne ud fra variationer i forholdet mellem assimilation og dissimilation. Værket indeholder en indgående kritik af den James-Langeske emotions-hypotese som tilbagevises ved en påvisning af, at legemlige symptomer (som fx gråd) altid viser sig efter den sjælelige tilstand (bedrøvelsen) er indtruffet. I et tredje tysksproget hovedværk Grundzüge der Psychophysiologie, 1912, findes en foreløbig oversigt over L.s udforskning af det psykofysiske problemkompleks – således hans undersøgelser af sensoriske processer, psykodynamiske forhold, opmærksomhed, samt mere komplekse dannelser som vilje, temperament og personlighed. Selv om L.s opfattelse af forholdet mellem sjæl og legeme i nogen grad er opgivet, er flere af hans grundsynspunkter dog blevet stående, ligesom det også er almindelig erkendt, at han har leveret en række værdifulde enkeltundersøgelser af blivende betydning; bl.a. skyldes opdagelsen af de såkaldte paradoksale kuldefornemmelser ham.

Ved sine undersøgelser over hypnose og studier af okkulte, særlig spiritistiske fænomener, blev L. kendt i vide kredse i ind- og udland (Hypnosen og de dermed beslægtede normale Tilstande, 1890 (s.å. på tysk), Overtro og Trolddom fra de ældste Tider til vore Dage I-IV, 1893–96 (2. helt omarbejdede udg. I-II, 1920–21; 1. udg. på tysk 1898, 2. Aufl. 1908 og 3. Aufl. 1968; ungarsk 1910; 3. del på svensk 1906; 3. danske udg. 1968); s.m. F. C. C. Hansen Ueber unwillkurliches Flüstern, Phil. Studien, 1895; Grafologien, 1899; Spiritismen og dens saakaldte Beviser, 1921). Mens han i de tidligere omtalte værker bestræbte sig på at nærme sig almenpsykologiske fænomener strengt empirisk, kan der i disse grænsestudier ses en anden bestræbelse som C. N. Starcke fører tilbage til "hans filosofiske Trang til at bringe Klarhed i de vigtigste Livsforhold". For L. supplerede disse angrebsmåder hinanden. Han følte nok her, at den nye psykologi – når blot den holdt sig til eksakte metoder – stod over for de helt store opdagelser som en påvisning af sjælens realitet ville være. Derfor bekæmpede han de lette løsninger, som overtro og spiritisme gik ind på, ved dels at påvise disse fænomeners psykologiske baggrund og dels at underkaste flere af dem en nøjere laboratoriemæssig prøvelse. Banebrydende herhjemme var også hans arbejde for at vække forståelse for de i udlandet gjorte forsøg på en praktisk anvendelse af eksperimentalpsykologiens metoder og resultater. Han udarbejdede en række prøver for hærens og marinens flyvere og anviste veje for eksperimentalpædagogiske og erhvervspsykologiske undersøgelser (Rapport om de til Fastsættelsen af psykotekniske Flyveprøver anstillede Undersøgelser, 1918; Den individuelle sjælelige Udvikling. Grundtræk af den pædagogiske Psykologi. 1913 (2. udg. 1920); Psykoteknik, Tilskueren, 1918; Størst Udbytte af legemligt og aandeligt Arbejde I-II, 1919). Hans håb var med psykofysisk laboratorium som centrum at få oprettet institutioner der ved rationel undersøgelse af den enkeltes anlæg og særlige forudsætninger skulle kunne bidrage til, uden unødigt spild af kræfter, at bringe enhver på sin rette plads i livet. Oprettelsen af Psykoteknisk institut, Militærpsykologisk tjeneste og ansættelse af videnskabeligt uddannede skolepsykologer skyldes således i sidste instans L.s forberedende arbejde. – L. blev medlem af Videnskabernes selskab 1902; han var medstifter af Selskabet for psykisk forskning 1905 og af Foreningen for eksperimental pædagogik 1914, ministeriets konsulent i sager vedrørende smør- og margarinefarve 1888, 1890–1912 censor ved seminarie-eksamen. – En bror Julius Martin David Lehmann, født 14.7.1861, død 2.12.1931, blev student 1878, mag.art. i tysk 1885 og virkede derefter som teateranmelder indtil han 1888 blev sceneinstruktør først ved Dagmarteatret, 1890 ved Folketeatret og 1893 ved Det kgl. teater. Hans skuespil Afdansning opførtes 1884 på dette teater. R. 1904. DM. 1923.