Frederik 5.

Frederik 5., 31.3.1723-14.1.1766, konge. Den opdragelse og uddannelse Frederik havde fået var ikke bedre end faderens, og hans forhold til det danske sprog var om muligt endnu mere overfladisk. I det hele taget nåede den fremmede indflydelse i hans regeringstid sit højdepunkt. Først tre år før hans død kom en danskfødt (Otto Thott) ind i konseilet. Hans uselvstændighed og svaghed over for dårlig påvirkning bevirkede at faderen en tid havde ønsket ham sat under formynderskab hvilket dog blev ham frarådet da det stred mod kongeloven. 1730 ansattes som prinsens kammerpage den mand der som Frederiks intimeste rådgiver og "favorit" skulle blive landets egentlige regent, A.G. Moltke. 1743 blev han hofmarskal og næste år chef for kronprinsens hofstab.

For at få lagt bånd på Frederiks tilbøjelighed til udsvævelser fremskyndede man hans ægteskab, og hans indtagende gemalinde bidrog til den uomtvistelige sympati der stod om dem både som kronprinse- og kongepar. Medvirkende var dog også at det pietistiske hykleri der havde kendetegnet faderens regeringstid nu hørte op, og at den kedsommelighed, manglende sans for festivitas og offentlig fremtræden som havde præget Christian VIs hof afløstes af en mere udadvendt og mere munter livsførelse.

Selv om Frederik som regent deltog i regeringens førelse ved at overvære konseilmøderne fik han i realiteten ingen indflydelse på styrets hovedlinjer. Hans interesseområde var militærvæsenet, og han var ikke uden beundring for den preussiske militærstat, men hans format rakte ikke til at modvirke den antimilitære holdning der prægede hans rådgivere. Sin meste tid ofrede han på jagt, og han opholdt sig med forkærlighed på Jægersborg. Når offentligheden efterhånden fik det indtryk at der var tale om et "favoritstyre" med den altformående Moltke som kongens og rigets onde ånd var det i dobbelt forstand en fejlfortolkning. Dels fordi Moltkes hovedopgave blev at drage omsorg for at majestæten ikke til stadighed skandaliserede kongemagten ved sine orgier – ikke som man troede at forlede ham -dels fordi Moltke var tilhænger af at styrets tyngdepunkt lå i kollegier og konseil hvilket klart kommer til udtryk i de "regeringsregler" han udarbejdede ved kongens regeringstiltrædelse 1746 da han selv udnævntes til overhofmester. Med oprigtig hengivenhed knyttede kongen sig til Moltke, som han både frygtede og klyngede sig til og ofte i ruelse bad om tilgivelse når han havde forløbet sig i fuldskab: "Pater Peccavi, ich håbe gesündiget",.....nicht mehr soll es geschehen," hedder det i et af kongens håndbreve til Moltke. Om den politik der førtes af det konservative, aristokratiske konseil var der trods rivninger mellem Moltke og de enkelte konseilmedlemmer i alt væsentligt enighed, og deres position styrkedes af at der regelmæssigt holdtes konseilmoder uden kongens tilstedeværelse hvor sagerne kunne gennemdrøftes. At "favoritstyret" ikke udviklede sig til kabinetstyre som senere under J.F. Struensee ses af at der i de 20 år under Frederik ikke udstedtes kabinetsordrer. Med enkelte undtagelser bevarede Frederik faderens rådgivere hvoraf de mest betydende var lederen af danske kancelli J.L. Holstein og af tyske kancelli J.S. Schulin. Ved den sidstnævntes død 1750 efterfulgtes han af den unge hannoveraner J.H.E. Bernstorff der snart placerede sig som en egentlig førsteminister med indflydelse på både de udenrigske og de erhvervsmæssige sager. Det blev da "excellencerne" Moltke, Bernstorff og, fra 1763, kronprinsens overhofmester Ditlev Reventlow der kom til at bestemme udviklingen. Indadtil karakteriseres Frederiks regeringsperiode af en økonomisk fremgang, i nogen grad som følge af neutraliteten under de store krige (1756-63), en fremgang der utvivlsomt gjorde sit til at forme opfattelsen af perioden som en lykkelig tid. Udadtil domineredes situationen af forsøgene på at opretholde balancen i forholdet til de krigsførende magter, at holde Danmark uden for konflikterne og først og fremmest at modarbejde den trussel der lå i at repræsentanten for det mod Danmark fjendtligsindede gottorpske fyrstehus optrådte som tronfølger i Sverige og Rusland.

Skønt regeringen, som følge af at landet var et overvejende landbrugsland, førte en landbrugs-protektionistisk og godsejervenlig politik og 1746 skærpede stavnsbåndet for at hjælpe jordejerne til at få fæstegodserne besat satte man nu ind med kraftige bestræbelser for at støtte byerhvervene, handel og industri. 1746 blev den første seddelbank, kurantbanken, grundlagt med det formål at finansiere fjernhandelen. Moltke og Bernstorff var i hovedsagen enige om den merkantilistiske politik der søgte at fremme en indenlandsk produktion ved statslig subvention, en linje der ikke i særlig grad førte til varige resultater, men formentlig har haft en positiv virkning for beskæftigelsen. Men den stærke favorisering af udenlandske foretagere der i stort tal kom til landet, især til hovedstaden, medvirkede til at fremkalde og forstærke den borgerlige nationalisme der senere vendte sig så kraftigt mod Struensee og nåede et højdepunkt under Ove Høegh-Guldberg. Bedst lykkedes det for J.F. Classen at skabe en levedygtig industri med det kanonstøberi og krudtværk der under navnet Frederiksværk blev en lille industriby der endnu i Frederiks levetid nåede en arbejdsstyrke på omkring 400. Interessant er det fremstød der 1759-60 blev gjort for at få forvandlet de jyske hedeegne til dyrkbar jord ved indkaldelse af tyske kolonister, "kartoffeltyskerne". Skønt der af 1.000 indkaldte kun forblev godt et halvt hundrede familier skabtes dog på Alheden nogle kolonier hvis spor endnu findes. Et andet kultiveringsinitiativ der i særlig grad måtte have Frederiks interesse, men skyldtes overjægermester C.C. v. Gram, var den nye "Indretning" af skovvæsenet ved J.G. v. Langen hvorved statsskovene kom under rationel drift. Derimod gjordes der ingen fremskridt med hensyn til det væsentligste indenrigske problem, landbosagen, idet den 1757 nedsatte landbokommission helt beherskedes af godsejere. Et andet problem, en nyordning af militærvæsenet, hang nøje sammen hermed idet en delvis overgang fra de kostbare hvervede tropper til en national udskrevet hær ville berøve landbruget værdifuld – og billig – arbejdskraft.

En truende udenrigspolitisk katastrofe syntes 1762 at skulle ændre på dette da den gottorpske hertug Carl Peter Ulrich som zar Peter III forberedte en invasion af Danmark. Ledelsen af hærvæsenet og af dettes omorganisation blev lagt i hænderne på den franske generalfeltmarskal J.-C. de Saint-Germain. Da det russiske angreb ved zarens detronisering og død udeblev gennemførtes 1763 en omorganisering af den militære administration, men en gennemgribende reform forhindredes i de følgende år af modstridende interesser. Imidlertid havde krigsforberedelserne bevirket en sådan belastning af de i forvejen hårdt trængte finanser at regeringen knyttede kontakt med finanseksperten Heinrich Schimmelmann. Ved hjælp af lån, bortsalg af krongods og udskrivelse af en ekstraskat 1762 fik denne også rettet op på situationen, men ekstraskatten blev overalt mødt med voldsom kritik. Efter magtskiftet i Rusland forlod Danmark den mangeårige franske alliance til fordel for en russisk 1765 med det ønske at få løst det gottorpske problem ved forhandling med Rusland.

Frederik var stort set uden kulturelle interesser, men i hans navn ydedes i stort omfang støtte til kunst og videnskab, især gennem universitetets patron J.L. Holstein. Akademiet for de skønne kunster blev etableret og fik 1753 bolig på Charlottenborg, gehejmearkivar Jacob Langebek fik støtte til sin store arkiv-indsamlingsrejse rundt Østersøen, og 1761 sendtes F.C. v. Haven og C. Niebuhr af sted på den "Arabiske Reise". Gennem Bernstorff fik den tyske digter F. Klopstock et hjem nær København og fik tilstået digtergage. 1755 fik universitetets prokansler, Erik Pontoppidan tilladelse til at udgive Oekonomisk Magazin med det formål at fremme den borgerlige debat om almennyttige og samfundsgavnlige spørgsmål. Det største enkeltforetagende blev dog den byplan der i anledning af den oldenborgske stammes 300-årige beståen 1748 i årene derefter realiseredes under betegnelsen Frederiksstaden. Her anbragtes på residensstadens smukkeste plads, Amalienborg, rytterstatuen af Frederik V, handelens velgører. En af de regenter der personligt har ydet mindst til statens styre, men hvis rådgivere i tidens ånd gav ham æren.

Frederik havde livet igennem vekslende maitresser, men ingen prominente som bedstefaderens. I en årrække var den foretrukne en borgerlig madam Hansen der i årene 1746-51 fødte ham fem børn – hun sendtes hvert år på diskret ophold på Fyn – men mindre end en måned efter dronning Louises død 1751 var Moltke igang med at forberede et nyt ægteskab med Frederik den Store af Preussens svigerinde Juliane Marie. Den karakterfaste prinsesse faldt ikke i hans smag, og i offentligheden blev hun aldrig populær – uden anden påviselig årsag end at hun formentlig med sit præg af den stive tyske hofetikette måtte virke mindre folkelig end den engelske Louise. Men med sin tiltagende tilbøjelighed til seksuel vold foretrak Frederik mere tilfældige skiftende partnere. Efter at han 1760 i beruselse havde brækket et ben svækkedes han meget og drikfældigheden tog til, og ofte sås han, ifølge Dorothea Biehls udsagn i en tilstand "hvor hans Arm ikke var mægtig at bringe hans Hat paa hans Hoved igen uden M[oltke]s Hjælp". Men som et udtryk for at det var majestæten der stod for alt det gode skrev Johs. Ewald ved den kun 42 år gamle konges død en ode med linjerne: O Ynk! Saa bær da Norden / Din største Skat til Jorden.