Kaj Munk, Kaj Harald Leininger Munk, 13.1.1898-4.1.1944, præst, forfatter. Kaj Munk var det store navn i 30rnes danske dramatik med en usædvanlig evne til at skabe interesse og sensation om sit navn. Og ved sin personlige skæbne under besættelsen kom han til at gribe dybt ind i nationens liv. Han blev tidligt forældreløs og voksede op hos plejeforældrene på et lille landbrug i Opager 15 km fra fødebyen Maribo. Det gav ham en kærlighed til og en forståelse for det jævne og folkelige som aldrig forlod ham samtidig med at han i barndommen modtog afgørende indtryk både af den indremissionske og den grundtvigske kristendom. Han gik i landsbyskolen i Vejleby, kom senere i realskolen i Maribo og derefter i Nykøbing katedralskole, hvorfra han 1917 blev student. Allerede i barndommen drømte han om at blive forfatter, men stærkere i ham var bevidstheden om det kald som blev den røde tråd gennem hele hans liv, og som i grunden først kom til at stå ham helt klart da Danmark var blevet besat af tyskerne. Kristendommen var for ham ikke en lære, men liv hvis yderste konsekvens er martyriet, Kristi død på korset – man kan sige at han ønskede, ja, ville sit Golgatha.

Efter studentereksamen studerede han teologi i København hvor han fra 1921 boede på Regensen – især blev tiden som klokker af stor og varig betydning for hans selvfølelse og for det på godt og ondt studentikose i hans ånds- og udtryksform. Men ellers var det begivenhederne ude i verden under og lige efter den første verdenskrig der rystede ham, inspirerede ham og gav hans dramatiker-drømme næring. Demokratiets svaghed, parlamentarismens fallit, troen på diktatoren, den stærke mand – alt dette var med til at sætte ham i gang som dramatiker. I tiden omkring studentereksamen havde han i skuespillet Pilatus, 1917, udg. 1937, skildret den figur der skulle blive den egentlige nøgleskikkelse i hans dramatik – magtmennesket der i sin vaklen lider nederlag over for kærligheden og over for Kristus. Og dette motiv genoptog han i det store drama om jødekongen Herodes En Idealist, 1923, opført 1928, som han skrev kort før sin teologiske embedseksamen 1924, og som Det kgl. Teater 1926 antog til opførelse.

Umiddelbart efter eksamen søgte og fik han embedet som sognepræst i Vedersø – han faldt godt til i det vestjyske sogn og blev der til sin død. Og han følte ikke forholdet mellem sin præstegerning og sit forfatterskab som nogen modsætning. "Som præst føler jeg mig som kunstner, og som kunstner føler jeg mig som præst." I ventetiden indtil antagelsen og opførelsen 1928 af En Idealist skrev han bl.a. skuespillene Ordet, opført 1932 – om de troendes vantro kontra den ægte mirakeltro – Kærlighed, opført 1935, Fugl Fønix, opført 1938, udg. 1939, om Versailles-fredskonferencen og I Brændingen, udg. 1929, opført 1937, hvis hovedfigur professor Krater er inspireret af Georg Brandes' skikkelse og skæbne, en idealist med negativt fortegn for hvis gudløse lidenskab også modstanderne må bøje sig. Da En Idealistendelig kom op på Det kgl. teater blev det en fiasko, dels på grund af en misforstået "ekspressionistisk" iscenesættelse, dels takket være en vrangvillig og uforstående kritik. Men Munk tog revanche med den effektfulde folkekomedie Cant, 1931, om Henrik VIII og Anne Boleyn. Med denne succes lå vejene åbne overalt. Betty Nansen teatret spillede Ordet, I Brændingen og Hamlet "omsat" af Munk. Det kgl. teater spillede De Udvalgte, 1933 – om den syndefulde helt kong David – Kærlighed, Diktatorinden, 1938, om Sigbrit og Christian II samt genoptog med større held En Idealist, 1938, nu med Poul Reumert i titelrollen. Endelig opførte Folketeatret de to skuespil Sejren, 1936 og Han sidder ved Smeltediglen. 1938 der tydeligst demonstrerede Munks dobbelte holdning til diktaturerne i Europa, det fascistiske og det nazistiske. Skønt Munk aldrig blev nogen uforbeholden tilhænger af diktaturet – men unægtelig heller ikke af demokratiet – må man sige at først krigen fik skællene til endeligt at falde fra hans øjne, og først besættelsen åbnede dem helt. I en tale på Gerlev idrætshøjskole august 1940 erklærede han sig "mod demokrati og mod diktaturer for Danmark, for Norden frem mod den kristne verdensordning".

Denne tro på kaldet og på Norden er en del af inspirationen bag Grundtvig-dramaet Egelykke, 1940. Og med sine sidste skuespil – især Niels Ebbesen, 1940, udg. 1942, opført 1945 og den lille dramatiske situation Før Cannae, 1943, opført 1945 – gik han så at sige aktivt ind i frihedskampen, i den nationale kamp mod nazismen og i den politiske kamp for det demokrati han kun nødtvungent lærte sig at sympatisere med. I det hele taget engagerede Munk sig efterhånden i skrift og tale så åbent i modstanden mod den tyske besættelsesmagt at det næppe kan være kommet helt overraskende for ham da nogle af nazisternes håndlangere om aftenen 4.1.1944 opsøgte ham i præstegården i Vedersø, kørte ham bort i bil og skød ham ved landevejen i Hørbylunde nær Silkeborg. Hans død virkeliggjorde hans livslange håb og drøm: at vække det danske folk og selv at sætte sit liv ind. Kaldet og martyriet. Overhovedet må hans store forfatterskab ses i nær sammenhæng med hans personlige skæbne og med den virkning han gjorde – og ønskede at gøre – i samtiden. Det gælder fx hans kvikke, frække, ofte bevidst provokerende journalistik som medarbejder ved Jyllands-Posten og Dagens Nyheder, udgivet i Vedersø-Jerusalem retur, 1934, Liv og glade Dage, 1936, Himmel og Jord, 1938 og Med Sol og megen Glæde, 1942. Som lyriker gik Munk hverken af vejen for det poppede eller det ekstatiske, men havde her som på andre områder en ikke almindelig evne til at udtrykke sig jævnt og ligefremt når han fx henvendte sig til børn som i Danmark, 1943 og i Jesus' Historier. Genfortalt for de smaa, s.å. Hans lyriske forfatterskab, der især er knyttet til besættelsestiden, er udgivet i samlingerne Os bærer den himmelske Glæde, 1934, Tempelvers, 1939, Navigare necesse, 1941, Sværg det. Drenge, 1941 og Den Skæbne ej til os, 1943. En række af hans prædikener fra tiden under krigen er også udgivet på tryk i Ved Babylons Floder, 1941, Med Ordets Sværd, 1942 og posthumt i I Guds Bismer, 1946.

Da det 1943 blev ham forbudt at udgive bøger blev hans epilog Ewalds Død ved Det kgl. teaters mindefest for Johannes Ewald opført og udgivet under Holger Gabrielsens navn. – Alligevel er det nok hans dramatik – som tillige omfatter flere større og mindre skuespil opført efter Munks død, fx Havet og Menneskene, En Almanakhistorie, Atterdag, De Herrer Dommere – der vil blive husket længst skønt han midt i sin afhængighed af aktualiteten på mange måder var en anakronisme: for det store drama, imod det teatralske teater. Munks stil også uden for dramaet kan knap nok kaldes en stil, men afspejler meget godt svingningerne i hans temperament mellem det patetisk overpændte og en mere lavmælt folkelig realisme. Fra sin mest indtagende side viser den sig i de snaksomme, men også meget muntre og uhøjtidelige erindringer Foraaret saa sagte kommer, 1942, måske Munks mest danske bog der når frem til Det kgl. teaters antagelse af En Idealist, det første højdepunkt i hans liv. Det andet var hans død.

Med sit religiøse budskab måtte Munk til stadighed føle sig i konflikt med tiden – og i konflikt med sig selv. Men trods alt åbnede han det danske teater for en større virkelighed – ud fra en modvilje mod den mellemkrigstidens verden der ikke havde taget Gud med på råd. Og alligevel var det ham ikke nok at virkeliggøre denne vision i sin kunst. Til syvende og sidst måtte dramaet på scenen stå i skygge af det udenfor. Det var i det han ønskede og kom til at spille sin mere religiøse end politiske provokatør- og martyrrolle.

Familie

Født i Maribo, død ved Silkeborg, begravet Vedersø kirkegård. Forældre: garvermester Carl Immanuel Petersen (1857-99) og Ane Mathilde Christensen (1868-1903). Adopteret 13.6.1916 af parcellist Peder Christian Sørensen Munk (1860-1939) og Marie Hansen (1860-1941). Navneforandring s.d. Gift 13.1.1929 i Skarrild med Elise (Lise) Marie Jørgensen, født 8.9.1909 i Vedersø, død 9.9.1998, d. af gårdejer Niels Øster Jørgensen (1869-1958) og Birthe Kirstine Strandbygaard (1876-1968).

Ikonografi

Tegn. af Knud Nørholm, 1927. Mal. af Harald Heiring, 1940 (Studenterforeningen, Kbh.) og gentagelse heraf. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1941. Tegn. af Falke Bang, 1942. Relief af Thomas Hansen, 1944 (Teatermus.). Akvarel og mal. af Poul Rytter, 1944. Mal. af S. Danneskiold-Samsøe, 1946 (Maribo stiftsbibl.). Buste af Thorvald Westergaard udst. 1950. Tegn. af Jørn Glob (Fr.borg), mal. af samme (sst.). To forskellige mal. af Sand Holm, det ene 1954. Statue af H. Luckow-Nielsen, 1964 (Maribo rådhushave). Afbildet på to mindevægge af Poul Henrik Jensen, 1970 (Maribo stiftsbibl.). Udkast til frimærke tegnet af Pihl. Foto. Mindetavle af J. T. Skovgaard, 1950 (Vedersø k.).

Bibliografi

Bibliografi. Finn H. Blædel: Kaj Munk. En bibliografi, 1945. Ove Marcussen: Kaj Munks bøger. En bibliografi, s.å. = Om bøger I.

Udg. Mindeudg. I-IX, 1948-49.

Kilder. Kaj Munk: Foråret så sagte kommer, 1942 (3. udg. 1978).

Lit. Bo Bojesen Rud: Kaj Munk" 1938. Fr. Schyberg i Politiken 25.11.1938 (også som særtryk). Ole Palsbo: Kaj Munk, 1940. Chr. Reventlow: Er Kaj Munk "dansk åndslivs høvding"?, 1940. J. K. Larsen: Kaj Munk som dramatiker, 1941. Kn. Hansen: Forkyndelsen i Kaj Munks forfatterskab, 1942. Gunnar Ollén: Kaj Munk, Upps. 1944. Alf Henriques: Kaj Munk, 1945. Oscar Geismar: Om mennesket Kaj Munk, 1945. Michael Neiiendam: Præsten Kaj Munk, 1945. Samme: Kaj Munk som forfatter, s.å. H. H. Siegumfeldt: Kaj Munk. En mand og hans dåd, 1945. Niels Nøjgaard: Kaj Munk.

Digter og præst, 1945. Samme: Ordets dyst og dåd, 1946 (forkortet udg. m. titlen: Kaj Munk. Levnedsløb og personlighed, 1958). Samme: Kaj Munk og diktatorerne, 1948. Samme: Mest lever vi når vi dør, 1973. Bogen om Kaj Munk, skrevet af hans venner, 1946. Hans Brix: – hurtig svandt den lyse sommer, 1946. Ebbe Neergaard: Vildt afsted over himmel og jord, 1946. Harald Mogensen: Kaj Munk på teatret, 1953. Søren Holm: Kaj Munk. Den religiøse problematik i hans dramaer, 1961. Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig