A.C.L. Grove-Rasmussen, Andreas Christian Ludvig Grove-Rasmussen, 8.9.1836-31.3..1904, præst. Født i Horsens, død i Odense, begravet sst. G.-R. blev student 1855 fra Haderslev, cand. teol. 1860, personel kapellan i Balslev og Ejby 1862, i Gram 1864, sognepræst i Fol på Gram gods 1868. S.å. oprettedes en Indre missions for ening i Nordslesvig (Kirkelig forening til Guds Riges fremme i Slesvig) hvis formand han blev, og hvis organ han udgav. 1870 blev han afskediget af den preussiske regering fordi han ikke ville bede for de tyske våbens sejr i kampen med Frankrig. Derpå købte han et hus i Gram med en sal hvor han holdt gudstjeneste søndag eftermiddag; men da det ikke viste sig muligt at oprette en dansk frimenighed, og da han ikke modtog nogen pension eller understøttelse måtte han snart forlade Slesvig. 1874 blev han præst i Harte og Bramdrup i Ribe stift, 1878 i Allerup og Davinde på Fyn, 1892 ved Skt. Hans kirke i Odense hvor han virkede til sin død. – G.-R. var en nidkær præst af Indre missions retning og tillige stærkt interesseret i alt arbejde for Ydre mission. 1882-1903 redigerede han Dansk Missions blad. Hans livlige fremstillingsform skaffede bladet større udbredelse end det hidtil havde haft. Han.udgav en huspostil med prædikener over de gamle evangelietekster Guds Fred, 1885, en daglig andagtsbog, knyttet til de nye tekster, Kristelig Husven, 1892, og en mængde udpræget populære kirke- og missionshistoriske skrifter og foredrag. De vigtigste af disse er Kristelige Levnetsløb i det 19. Aarhundrede I-IV, 1886-91 og Gordon, 1889 (2. udg. 1897) – desuden Madagaskar, 1884, Ildlandet og Ildlænderne, 1886, Missions-Foredrage 1888, Viti før og nu, 1891, Om og fra Missionen, 1895, Hawaji og Kristendommen dér, 1899.

Familie

Forældre: kateket i Horsens, senere sognepræst i Rise Peter Carl Junius Rasmussen (1808-61, gift 2. gang 1850 med Charlotte Frederikke Marie Christine Grove, 1813-64) og Andrea Christiane Nicoline Grove (1806-48). Gift 1. gang 7.3.1865 i Borris med Sophie Christine Elise Selchier, født 18.10.1838 i Balslev, død 28.1.1868 i Gram, d. af sognepræst Hans Herman S. (1799-1863, gift 1. gang 1822 med Gustave (Justa) Juliane Marie Hansen; ægteskabet opløst 1827) og Christine Wilstrup (1809-69). Gift 2. gang 1.5.1869 i Gram med Bertha Julie Henriette Jane Reimers, født 9.7.1843 i Gram, død 15.12.1909 i Odense, d. af fysicus i Haderslev Vester amt, dr. med. Martin R. (1812-76) og Marie Vilhelmine Joachime Brandis (1814-1900). – Far til Karl Ludvig G.-R.

Udnævnelser

R. 1897.

Ikonografi

Tegn. af Jul. Paulsen, 1884 (Kgl. bibl.). Relief 1907 (gravstenen). Foto.

Bibliografi

Om og af sognepræst A.C.L. G.-R., samlet af H. R. Hansen, 1905 (heri G.-R.s erindr, fra 1848 og 1864). Niels Bundgaard: Det danske missionsselsk.s hist. I, 1935. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig