A.C. Johansen

A.C. Johansen, Anders Cornelius Jacob Johansen, 3.7.1867-13.5.1931, zoolog. Født i Karrebækstorp ved Næstved, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). J. arbejdede til sit 20. år ved landvæsen, og efter højskoleophold blev han 1892 student fra Døckers kursus og 1898 mag. scient. Efter et par års gerning som lærer ved højskoler og latinskoler kom han 1900 på danske fiskeriundersøgelser ved Island. 1902 blev han assistent ved Biologisk station og n.å. ved Kommissionen for havundersøgelser, 1909 leder af dennes afdeling for undersøgelser af danske farvande, og efter en omorganisering af fiskeriundersøgelserne overtog han 1926 direktørposten for Biologisk station efter sin læremester C. G. Joh. Petersen. -Alle J.s første, mindre arbejder omhandler fersk-vandsbløddyr og disses biologi. Samarbejde med geologen N. V. Ussing førte til disputatsen om Danmarks fossile kvartære land- og ferskvands-mollusker og deres relationer til klimaforandringer (1904). Arbejdet som fiskeribiolog førte naturligt ind på undersøgelser af nyttefisk. I Contributions to the biology of the plaice I-VII, 1905–15, behandlede han, ved hjælp af et særligt konstrueret trawl (Johansens yngeltrawl) især rødspætteynglens fluktuationer fra år til år og disses afhængighed af vekslende saltholdighed, temperatur og planktonmængde. Disse undersøgelser skabte grundlaget for den senere indførelse af mindstemål og omplantning af unge rødspætter fra Nordsøen til de indre farvande. I sine vidtrækkende studier af sildens racer lagde han vægt på tælling af uforanderlige karakterer snarere end de hidtil anvendte længdemål samt på sandsynligheds- og sikkerhedsberegninger, og kom også ind på sildefiskeriets historie. Senere undersøgte han bl.a. de hydrografiske faktorers indflydelse på makrellens forekomst, fiskeægs udviklingshastighed (s.m. A. Krogh) og forandringer i pelagiske fiskeægs vægtfylde (s.m. J. P. Jacobsen (1877–1946)). J. var tillige sin samtids mest fremtrædende udforsker af vore brakvande. Han forestod under første verdenskrig en undersøgelse af Randers fjord og redigerede værket om dens naturhistorie (1918). 1913 kom en større afhandling om ændringer af faunaen i Ringkøbing fjord i takt med forandringerne i saltholdighed, og i 20erne forestod han en ny, stor undersøgelse som andre måtte afslutte. De senere års vaklende helbred forhindrede også færdiggørelsen af et stort planlagt værk om Østersøens bløddyrfauna. Også uden for sit fag havde J. vidtspændende interesser; således bevarede han livet igennem ungdommens nære tilknytning til Studentersamfundet.