A.C. Larsen

A.C. Larsen, Alfred Christian Larsen, 12.1.1840-11.2.1914, forfatter, bibliotekar. Født i Randers, død i Kbh., urne på Ass. kgd. L., der allerede i skolen var religiøst interesseret, men også kritisk indstillet, valgte som student (1857, fra Randers) at studere teologi for gennem selve studiet at vinde det personlige standpunkt der var ham både en intellektuel og etisk nødvendighed. Efter sin embedseksamen (1862) var han i nogle år lærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn og blev 1870 assistent ved Det kgl. bibliotek (1905 underbibliotekar, 1907 bibliotekar). I næsten hele sin bibliotekstid var han inspektør på læsesalen. I studenterårene var Søren Kierkegaard fremfor alt blevet hans "historiske forudsætning" som han siden bestandig vendte tilbage til og søgte at frigøre sig fra. Det blev imidlertid Rasmus Nielsen som L. først kom til at bekæmpe da han med Samvittighed og Videnskab, 1865 indlede 60'ernes store fejde mellem "tro og viden". Georg Brandes, som n.å. selv deltog, anmeldte det lille stridsskrift som tilsyneladende gjorde L. til en af hans våbendragere. Men vennerne og vejene skiltes hastigt. Mens Brandes drog til Paris gik L. ind i "studerekammerets stilhed". Resultatet blev en række kommentarer til Det nye testamente, karakteristisk nok begyndende (1866) med et forsvar for det fra oldtiden omstridte Jakobs brev og med årene omfattende næsten alle apostelbrevene. Disse fortolkninger blev i en menneskealder brugbare hjælpemidler for de fleste teologiske studenter. Først med det lille skrift Om Nadveren. Et offentligt Skriftemaal, 1871 og Theologiske Smuler, 1872 gjorde L. ærligt rede for sit eget nyrationalistiske standpunkt over for den lutherske dogmelære hvad der konsekvent førte ham til i et foredrag (1874) i Studenterforeningen om det teologiske fakultet at kræve dettes udelukkelse fra universitetet og omdannelse til en præsteskole. Hans anskuelser fremkaldte et par modskrifter, men ikke den reformation af kirken han havde drømt om og gjorde ham fra nu af til en frireligiøs ener med ståsted midt imellem ortodoksi og radikalisme. Forgæves forsøgte han gennem nye småskrifter, bl.a. Breve til en Landsbypræst, 1876, Død og Udødelighed, 1878, Politik og Religion, 1879, Religion og Sædelighed, 1882, Lystfølelse og Sædelighed, 1886 og Fremtidens Religion, 1887 at gøre sit "religiøse fritænkeri" forståeligt til begge sider og for en bredere læserkreds. Han blev enten fortiet eller forkætret, men samtidig personlig respekteret for sin moralske idealisme.

De fleste af skrifterne fremkom under pseudonymet Theodorus der skulle minde om L.s oldkirkelige forgænger i bogstavelig og tidshistorisk fortolkning, Theodor af Mopsuestia. Til forfatterskabet i 80'erne sluttede sig en kirkehistorisk skildring af P. N. Holst. Det 18. Aarhundredes Søren Kierkegaard, 1884. I 90'erne rettede L. sit eksegetiske søgelys mod Det gamle testamente: De fem Mosebøger. 1890, Salomos Højsang. 1892, Profeten Daniel og Esters Bog. 1893, Prædikerens Bog. 1894, Jobs Bog. 1895, Salomos Ordsprog, 1896, Profeten Jesaja, 1900, Salmerne, 1905 og – i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning – nogle af de små profeter. Siden rusåret havde L. været medlem af Studenterforeningen hvor han daglig færdedes i over 50 år. Han havde fra de unge år haft forbindelse med forskellige lejre, som inspektør på Borchs kollegium givet husly for Holger Drachmanns første møde med Georg Brandes og været ven med J. P. Jacobsen og Julius Lange. Da spændingen mellem konservatisme og liberalisme 1882 udløstes i stiftelsen af studentersamfundet stod L. som fører for oppositionens moderate fløj, blev 1883 selv ledende senior, men faldt efter et indholdsrigt halvår der knyttede forbindelse både med højskolen og Sønderjylland på spørgsmålet om C. Berg som foredragsholder. På sine ældre dage blev L. navnlig en alsidig, veltalende og yndet foredragsholder. Et udvalg af hans foredrag og mindre afhandlinger udkom efter hans død under titlen Gennem mange Aar I-II, 1915. Dybest har han dog sikkert påvirket ved sin fint forstående evne til samtale med spørgende og søgende ungdom. – Også uden for studenterpolitikken forsøgte L. sig som politiker og stillede sig 1884 forgæves som moderat højremand til folketinget i Kbh.s 4. kreds. Hans sidste religiøse redegørelse En Præsts Skriftemaal. 1912 udkom anonymt.

En bror Otto Michael Larsen, født 29.12.1845, død 15.3.1922, blev student 1864 og cand.mag. 1871. Han var kommunelæge i Kbh. 1878–1920. Skønt uddannet som øjenlæge kom hans livsværk til at forme sig som en kamp for afholdssagen og vegetarismen. Han var medstifter af og formand for Afholdssamfundet 1889–1906 og 1896–1912 formand for Dansk vegetarisk forening.

En anden bror Hans Christian Julius Larsen, født 16.7.1850, død 8.3.1916, blev student 1867 og gik derpå bankvejen. 1872 tog han vekselmæglereksamen og 1882 blev han cand.polit. Fra 1888 var han direktør i Privatbanken indtil han 1909 måtte fratræde som følge af Alberti-sagen. Etatsråd 1899. Gehejmeetatsråd 1907. R. 1897. DM. 1904.