A.C. Teilmann

A.C. Teilmann, Andreas Charles Teilmann, ved dåben Carl, 1723-27.7.1790, godsejer, økonomisk forfatter. Født på Skrumsager, Sønder Bork sg (døbt 7.3.1724), død på Nørholm, begravet i Torstrup. T. blev student 1740 fra Roskilde domskole og immatrikuleredes s.å. ved Kbh.s univ. 1744 tog han teologisk eksamen som han dog ikke benyttede. Efter en tid hvor han synes at have hjulpet sin far med amtmandsforretningerne fortsatte han 1747 med juridiske studier som afsluttedes 1749 efter at den endelige eksamen mod T.s ønske var blevet fremskyndet pga. faderens død jan. s.å. og den forestående arvedeling. T. forblev livet igennem interesseret i retsvidenskab og udgav bl.a. et par juridiske håndbøger. T. arvede 1749 gårdene Nørholm, Lunderup og Agerkrog og viste sig hurtigt som en initiativrig landmand. Han afvandede vådområder og opdyrkede så store hedestrækninger at grænsen for den dyrkede jord i hans tid visse steder blev skudt længere frem end nogen sinde før eller siden. Herudover anlagde han et net af kombinerede markdiger og afvandingsgrøfter og gennemførte, efter eget udsagn som den første på egnen, omfattende grundforbedringsarbejder med mergel. Endelig kan nævnes at han anlagde teglværker og renoverede bygningerne både på bøndergodset og på hovedgårdene. T. offentliggjorde flere landbrugstekniske redegørelser, bl.a. om brugen af mergel og anlæg af markdiger og opnåede efterhånden et utvivlsomt velbegrundet ry som en af landets dvgtigste godsejere.

T. så med bekymring på den sociale udvikling i Danmark som den formede sig i hans levetid. Han mente at samfundet var på vej ind i et stadig mere kritisk misforhold mellem nationalproduktet (.næringsvejene") og befolkningstallet, idet befolkningen voksede langt hurtigere end produktionen. I de vestjyske landdistrikter som han tog udgangspunkt i gav denne udvikling sig udtryk dels i masseudvandring til Norge, København-Sjælland og Hertugdømmerne, dels i en hastig vækst i antallet af husmænd, husmænds husmænd, inderster og andre småfolk der ofte var helt eller delvis arbejdsløse og i mange tilfælde strejfede om i store flokke som tiggere. Problemet i anden halvdel af 1700-tallet var en faretruende befolkningseksplosion, ikke stagnation i erhvervslivet der tværtimod, ikke mindst for landbrugets vedkommende, var inde i en glimrende udvikling der dog før eller siden måtte komme til kort over for de krav som befolkningsvæksten stillede til fødevareproduktionen. Disse synspunkter bragte ham i modsætning til hovedparten af samtidens økonomer og øvrige samfundsdebattører som mente at befolkningen var alt for lille, og at alle problemer skyldtes landbrugets elendige forfatning som der dog let kunne rådes bod på ved at afskaffe hoveriet, udparcellere herregårdsmarkerne, indføre selveje eller arvefæste, ophæve stavnsbåndet og gennemføre udskiftning.

T. var naturligvis ikke uenig i at det både var muligt og ønskeligt at forøge landbrugsproduktionen. Men det var nemmere sagt end gjort, og i en række skrifter som han udsendte mellem 1767 og 1788 angreb han med bidende sarkasme og hensynsløs polemik bl.a. Torkel Baden, G. C. Oeder, J. L. Lybecker, "begge Fabricierne" (dvs. C. A. Fabricius og J. C. Fabricius) og O. Bang (1731–89) for at fremsætte løsninger på landbrugets problemer som var uden forbindelse med de landbrugsmæssige realiteter. Bl.a. henviste T. til at det endnu ikke var godtgjort at herregårdsmarkerne blev større af at blive udparcelleret eller at solen skinnede mere på selvejerjord end på fæstejord. Om hoveriet hævdede han at det var en optimal måde at udnytte heste, redskaber og arbejdskraft på, og at hoveriets mange "selvkloge" kritikere i hovedstaden derfor kunne takke ikke mindst dette for at det indtil videre havde været muligt at forsyne bybefolkningen med fødevarer til en nogenlunde overkommelig pris. Også den megen snak om de stakkels fæstebønder bød T. imod. Han nægtede at anerkende gårdmændene (fæstebønderne) som underkuede og mente tværtimod at de gennemgående sad godt i det og udmærket forstod at svare for sig hvad han i øvrigt for sit eget vedkommende gav dem rig lejlighed til at vise i de utallige retssager han førte mod bønder. – Snarere end at ynke gårdmændene burde man være mere opmærksom på den stigende nød i underklassen på landet. T. gik allerede før 1770 offentligt ind for en ophævelse af stavnsbåndet. Han havde heller ikke noget imod ændringer i fæstebøndernes retsstilling på andre punkter, hvis dette var nødvendigt for at sikre deres økonomiske og personlige frihed hvad han dog bestred. Han fandt den eksisterende lovgivning fuldt tilfredsstillende, navnlig hvis stavnsbåndet blev ophævet således som han detaljeret gjorde rede for det bl.a. i sine Betænkninger over de Poster, som Commissionen til Landvæsenets Forbedring ere forelagte ved Kongelig Resolution af 26. Julii og Commissorium af 25. Augusti dette Aar [dvs. 1786], 1787. T. var følgelig kritisk over for Struensee-regeringens landbrugspolitik (1770–72) og senere over for den store landbokommission som han mente beskæftigede sig med skinproblemer hvad der bl.a. kom til udtryk i nogle ringeagtende udtalelser om C. D. Reventlows store betænkning om hoveriet fra 1788.

Eftertidens historikere har respekteret T.s landbrugsfaglige dygtighed, omend man har ment at han var en "h.ird" godsejer. Man har også anerkendt hans kunnen som forfatter, men man har haft svært ved at godtage hans polemiske form og hans uvilje mod C. D. Reventlow og den store landbokommission. Denne uvilje udsprang imidlertid ikke som flere har ment af et socialt eller politisk reaktionært syn. Den skyldtes heller ikke, som Hans Jensen modsætningsvis har hævdet, en yderliggående, engelsk inspireret liberalisme, men var først og fremmest begrundet i en næppe ganske uberettiget skepsis over for samtidens blinde tillid til at der fandtes enkle politiske løsninger på landbrugets problemer og i en dyb pessimisme mht. samfundets videre udvikling. T. var her i modsætning til den ubekym-rethed og sociale kynisme der prægede ikke mindst 1784-rtgeringen. T. stod i brevveksling med O. D. Lütken. Denne forbindelse synes at kunne føres tilbage til 1771 hvor Lutken, sandsynligvis på T.s foranledning, skrev "Anders Jydes Anmærkninger". 1788 udgav T. et lille udvalg af sine egne og vennens skrifter i tysk oversættelse under titlen Abhandlungen vom Dänischen Landwesen. For sidste gang, og nu for et internationalt publikum, fremlagde de to økonomer her deres synspunkter som i mange henseender mindede om dem der få år senere skulle blive fremført af deres lidt yngre engelske fagfælle T. R. Malthus (1766–1834) i det berømte "Essay on the Principle of Population" (1798). T., der var ugift, tog en dreng, født af fattige bønder til sig som plejesøn. Drengen døde imidlertid allerede 1772 og arvefølgen til de store ejendomme blev først afklaret 2.2.1790, få måneder før T.s død, hvor hans tre gårde blev omdannet til stamhuset Nørholm med en usædvanlig bestemmelse om kvindelig succession. Desuden blev der af godsets midler oprettet to pengefidei-kommisser hvis renter skulle anvendes til skole-hjælp til fattige børn fra godset, til indkøb af bøger ved en række lærde skoler, til understøttelse af gamle og invalider samt til trængende medlemmer af slægten Teilmann. Skulle stamhuset blive opløst var det T.s ønske at de tilbageværende midler skulle bruges til oprettelse af plejeanstalter i Øster Horne og en række andre vestjyske herreder efter en derom fremsat plan fra 1772.-Adlet 1751.