A.F. Andersen

A.F. Andersen, Aksel Frederik Andersen, 10.2.1891-18.2.1972, matematiker. Født i Fodby ved Næstved, død i Gentofte, begravet sst. (Hell.). A. tog præliminæreksamen fra Næstved realskole og efter privat forberedelse kom han på Sorø akademi hvorfra han dimitteredes 1909. Hans tidlig vakte interesse for matematik førte ham til studiet af dette fag ved universitetet og han kom hurtigt til at indtage en fremtrædende position blandt studenterne. Allerede fra 1912 var han en meget benyttet anmelder af lærebøger og anden litteratur i Nyt Tidsskrift for Matematik. Han fik guldmedalje for sin besvarelse af universitetets prisopgave for 1913 om potensrækkers forhold på konvergenscirklen. Han var medlem af det dengang nye studenterråd og blev fra slutningen af sin studietid i en årrække en aktiv deltager i livet på Borchs kollegium. Fra 1912 virkede han som timelærer på Henrik Madsens skole (det senere Skt. Jørgens gymnasium), en stilling han opretholdt til 1934. A. blev cand.mag. 1915 og var fra 1916 ansat ved Polyteknisk læreanstalt, først som assistent og senere lektor. 1922 blev han dr. phil. og efter fem år som docent ved landbohøjskolen ansattes han 1930 som professor ved Polyteknisk læreanstalt. Her varetog han indtil sin afgang 1960 det ene af de fundamentale toårskurser i matematik for maskin-, bygnings- og elektroingeniører. Desuden underviste han 1931–61 på læreanstaltens forberedelseskursus og var formand for dettes lærerråd 1938–57, og tillige havde han langvarig kontakt med landets seminarier som censor 1938–63. A.s betydning for matematikken i Danmark spænder over et bredt spektrum fra det videnskabelige til gymnasieundervisningen. Uendelige rækker og muligheden af at benytte dem til funktionsfremstilling også uden for deres konvergensområde blev studeret af H. Bohr og N. E. Nørlund, og A. fulgte i deres spor, først med disputatsen Studier over Cesàros Summabilitetsmetode og senere med en række arbejder fra hvilke en del resultater blev sammenfattet i en større afhandling 1958. Hans livslange forbindelse med først gymnasieskolen og senere læreanstaltens forberedelseskursus som ved sin lærerstab og sit pensum kunne betragtes som et mønster for gymnasiet førte til at han 1937 sammen med rektor Poul Mogensen begyndte udgivelsen af et lærebogssystem. Det blev meget benyttet indtil pensumændringen ca. 1960 hvor funktionslæren fik en lidt mindre dominerende placering. I harmoni med både videnskaben og skolematematikken var hans undervisning på Polyteknisk læreanstalt hvor han sammen med H. Bohr og Rich. Petersen var forfatter til Lærebog i matematisk Analyse, 1945 (sidste udg. 1969). Med sin rolige besindige optræden var A. en udmærket lærer som hos sine elever evnede at lægge et fast grundlag for matematikken samtidig med at han tog afstand fra yderliggående aksiomatiske tendenser.