A.F. Følger, Andreas Frederik Følger, 18.6.1880-20.1.1961, veterinær. Født i Kbh. (Stefans), død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte, urne på Mariebjerg kgd. Straks efter veterinæreksamen 1902 blev F. assistent ved veterinær- og landbohøjskolens afdeling for normal anatomi, var 1904-06 assistent ved forsøgslaboratoriets bakteriologiske afdeling og 1906-08 ved højskolens patologiskanatomiske afdeling. Efter denne alsidige uddannelse i husdyrpatologiens omfattende videnskab stod F. veludrustet'til konkurrencen 1908 om lærerposten i almindelig patologi og patologisk anatomi ved veterinær- og landbohøjskolen. Han blev da også foretrukket, og efter en længere stipendierejse til Tyskland og Schweiz blev han ansat som professor fra sept. 1909. I fire decennier virkede han som lærer for danske og norske veterinærstuderende. Han var hovedkraften ved opbygningen af det patologiskanatomiske museum ved landbohøjskolen der betragtes som et af de bedste af sin art i Europa. Allerede 1912 gjorde' han sig til fortaler for indførelse af den veterinære doktorgrad der første gang blev tildelt ved højskolen 1935. Fra F.s hånd foreligger en anselig række publikationer over patologiskanatomiske emner, bl.a. det fortjenstfulde samlereferat Geschwülste bei Tieren (Lubarsch-Ostértags Ergebnisse der allgemeinen Pathologie und pathologischen Anatomie, 1917). Han har endvidere udgivet Vejledning i mikroskopisk Teknik, 1918 (2. udg. s.m. M. Christiansen, 1933). Han var medstifter af og 1913-16 formand for Biologisk selskabs sektion for patologisk anatomi, medlem af Den alm. lægeforenings cancerkomité 1913-28 og af Den danske kræftkomité 1928.

Familie

Forældre: dyrlæge Henrik Emil F. (1851-1920) og Christine Ishøy (1857-1921). Gift 12.6.1908 i Kbh. (Holmens) med Hulda Margrethe Frederikke Hansen, født 25.7.1876 i Kbh. (Holmens), død 2.9.1954 i Charlottenlund, d. af gartner, senere overpolitibetjent i marinen Jens H. (1847-1925) og Camilla Elisabeth Muxoll (1852-1932).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1934.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

J. P. Sjolte i Medlemsblad f. den dsk. dyrlægeforening 1961, 44, 157-60. Dansk vet.hist. årbog XXII, 1964 161f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig