A.F. Krieger

A.F. Krieger, Andreas Frederik Krieger, 4.10.1817-27.9.1893, jurist, politiker. Født i Kolbjørnsvik ved Arendal, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). K.s mor var norskfødt og opholdt sig hos sin far, sorenskriver Andreas Frederik Finne i Kolbjørnsvik, da sønnen fødtes. Faderen var på togt med fregatten Minerva i Vestindien og døde dér uden at have set sønnen. Moderen var velstillet og bosatte sig i Kbh. hvor K. boede sammen med hende, en seks år ældre ugift søster, der døde 1862, og en tante hvortil efter moderens død 1863 sluttede sig endnu en tante. I sit hjem var K., hvis længstlevende tante døde året før han, således hele sit liv kun omgivet af kvinder for hvem hans uddannelse og fremgang blev en væsentlig del af deres livs indhold. K. blev student 1833 fra Borgerdydskolen og cand.jur. 1837 med udmærkelse. 1838 ansattes han som volontær i danske kancelli og indledte samtidig sin videnskabelige produktion med besvarelse af universitetets prisopgave: Kan efter almindelige Retsgrundsætninger Øvrighedsafgørelser forelægges Domstolene, og hvilke Regler gælder der herom efter dansk Ret og de vigtigste fremmede Lovgivninger? Guldmedaljen tilkendtes ham med en meget anerkendende bedømmelse. 1840 var han protokolfører ved stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg og erhvervede 1841 juridisk licentiatgrad med afhandlingen De legibus ad ordines provinciales referendis, en prøvelse af stændernes kompetence over for udstedelse af love. Med denne afhandling og guldmedaljebesvarelsen havde K. lagt sine forudsætninger og sit syn på retsvidenskaben for dagen. Med usædvanligt anlæg for at tilegne sig lærdom, en sjælden receptiv evne og stor skarpsindighed i fortolkningen forbandt han en udpræget historisk betragtningsmåde. Fra det forud givne vendte han sig prøvende og skabende til det bestående og kommende. Hans trang til at klargøre først domstolenes, så stænderforsamlingernes kompetence hang sammen med hans levende interesse for de statsretlige problemer under den europæiske liberalismes frembrud. Som sine lidt ældre samtidige Orla Lehmann, D. G. Monrad og C. C. Hall var han liberal og deltog 1840 i det mislykkede forsøg på at skabe et studentersamfund der skulle virke for et liberalt akademisk miljø. For at studere almindelig retsvidenskab søgte og fik K. understøttelse til en udenlandsrejse 1841–43 og ansattes straks efter hjemkomsten i danske kancelli. 1844 udnævntes han til lektor ved universitetet, 1845 til ekstraordinær professor og var 1847–55 ordinær professor, 1853–55 tillige docent i slesvigsk ret. Hans forelæsninger som han mod tidens skik ikke dikterede, men holdt som frie foredrag, omhandlede især privatretlige forhold. Hans uhyre lærdom hvilede på indsamling af et mægtigt stof og hans Grundlag for Forelæsninger over den danske Privatrets almindelige Deel, 1849–50 har karakter af en materialesamling som ikke var bearbejdet til en for de studerende let tilgængelig form. Hans arbejde med den slesvigske ret førte 1855 til udgivelse af lærebøger om gældende retsregler i Slesvig som slesvigerne i vid udstrækning kunne holde sig til under preussisk herredømme efter 1864 indtil Bürgerliches Gesetzbuch indførtes 1900. K.s videnskabelige produktionsevne var dog ikke betydelig, og fra midten af 1850erne fremkom ingen bog eller tidsskriftartikel med retsvidenskabeligt indhold fra hans hånd. Hans uomtvistede betydning som jurist var tæt sammenknyttet med hans betydning som politiker og kom derved til at ligge mere på det praktiske end det teoretiske område.

K.s liberale anskuelser gennemgik i 1840erne en tilsvarende udvikling som hos hans jævnaldrende. Han blev nationalliberal og begejstret for skandinavismen der hos ham understøttedes af forbindelsen med den mødrene slægt i Norge. Under det nordiske studentermøde i Kbh. 1845 førte han forsædet ved banketten i Christiansborg slots ridehus, og 1848 gik han ind i politik. I febr. valgtes han til borgerrepræsentant i Kbh. og fungerede til 1855, fra 1853 som viceformand. Han var medindbyder og taler ved det første Casinomøde 13.3. og stærkt engageret i redaktionen af de af professorerne ved Kbh.s universitet udgivne Antislesvigholsteenske Fragmenter, 1848–51. Okt. 1848 valgtes han i Køge til medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og gjorde sig i generaldebatten om grundlovsudkastet bemærket ved et forslag om at forfatnings-forhandlingerne skulle udsættes indtil forholdene i Slesvig blev normale og repræsentanter derfra kunne deltage i forhandlingerne. Dette logiske ejderdanske ræsonnement mødte dog overvældende modstand fra konservative helstatstilhængere og fra mange liberale og bondevenner der under indtryk af den voksende reaktion i Europa ønskede grundloven hurtigt vedtaget. K. regnedes endnu ikke blandt de nationalliberale førere. Den udpræget agitatoriske fremtræden var hans væsen imod, og han savnede nok også anlæg derfor, men den anseelse han nød og hans overlegenhed i kendskab til udenlandsk, især engelsk og norsk retstilstand og forfatningsforhold, bevirkede at han som ordfører for grundlovsudvalget ledede forhandlingerne om alle grundlovsudkastets paragraffer undtagen dem der angik kirkelige og borgerlige retsforhold som Hall var ordfører for. K. evnede i usædvanlig grad at samle og klargøre divergerende opfattelser og motiver, og hans ledelse af arbejdet i udvalget kunne få et pædagogisk præg når han udviklede hvad indholdet i de enkelte paragraffer betød på baggrund af historiske forudsætninger og de mål man sigtede mod med den fri forfatning. Han var ikke tilhænger af alle de bestemmelser der vedtoges. Han havde ønsket stiftsvalg til landstinget i stedet for amtsvalg, højere valgbarheds-alder, længere valgperiode og ingen diæter til rigsdagens medlemmer, og han ville have sags-fordelingen mellem ministerierne fastsat ved lov, men han har æren for adskillige betydningsfulde bestemmelser som indførelse af nævninger i misgemingssager og politiske sager, og han prægede grundloven med sin stringente tænkning og sit sikre instinkt for lovsprog.

Ved det første folketingsvalg dec. 1849 valgtes K. i Køge, men faldt aug. 1852 for en bondeven og søgte forgæves valg i Mariager okt. s.å. I sin kortvarige folketingsperiode var han blandt de nationalliberales hovedkræfter og tog aktivt del i behandlingen af finanslov og presselov, men trådte iøvrigt ikke ofte frem i første række. Derimod begyndte i disse år hans særlige stilling som den kloge ven og rådgiver. Den politiker han stod nærmest var Hall, og et venskab for livet bandt dem begge til C. G. Andræ hvis synspunkter i mange henseender lå dem fjernt. En hel del af Danmarks politik mellem 1849 og 1864 er blevet til i samvirken og brydninger mellem disse tre mænd. Den fjerde politiker med anvar for dansk politik i perioden, D. G. Monrad, nærede K., i hvert fald i sine modnere år, mindre respekt for. Det dæmoniske og hastigt skiftende hos Monrad skræmte og frastødte juristen og historikeren K. Han var ræsonnøren og den vidende forsigtighed hvor Hall var den snart frejdige, snart tvivlende praktiker. Over dem begge i politisk begavelse stod Andræ. Men ingen af de fire ejede den fødte statsmands balance mellem viden og vilje. Indenrigspolitisk truet af den dybe spaltning mellem bønder og intelligens, udenrigspolitisk dømt af en national modsætning der kun kunne ende med ulykke formedes Danmarks skæbne af disse fire mænd. Tilsammen repræsenterede de en sjælden sum af kløgt, kundskaber og redelighed, men også en famlende og indbyrdes uenig politik, mere præget af studerekammeret end af den europæiske virkelighed.

Jan. 1855 forlod K. universitetet for at blive departementschef i ministeriet for Slesvig. Han havde 1851 været medlem af den resultatløse notabelforsamling i Flensborg og var som departementschef en varm tilhænger af de regenburgske sprogreskripter der indførte dansk som skole- og kirkesprog i Mellemslesvig. K. stod Halls mere og mere bevidste Ejderpolitik nærmere end Andræs helstatssynspunkt og havde med sin lærdom her som på andre områder svært ved at tage stilling da det efter Halls og Andræs indtræden i ministeriet Bang-Scheele dec. 1854 drøftedes mellem vennerne at inddrage også K. i ministeriet, men da Andræ okt. 1856 overtog ledelsen af ministeriet indtrådte K. som indenrigsminister. Han fik mæglerens besværlige post og så ofte med betænkelighed tyngdepunktet glide mere og mere over til Hall der maj 1857 overtog ledelsen efter Andræ der fortsatte som finansminister. Sommeren 1858 kom det til den afgørende krise ved Halls forslag om at sætte fællesforfatningen ud af kraft for Holsten og Lauenborg. K. delte Andræs ængstelse for at slippe helstaten og tilbød at støtte ham hvis han ville overtage ledelsen og ansvaret, men han foretrak at udtræde af ministeriet 8.7. K. overtog hans post som finansminister, men vendte maj 1859 tilbage til indenrigsministeriet. I det samlede ministeriums afgang dec. s.å. havde han væsentlig del. Hans forhold til hoffet var slet. Frederik VII nærede antipati mod hans formløshed og selvbevidsthed, og K. delte i særlig grad den almindelige nationalliberale uvilje mod grevinde Danner og kammerherre C. Berling og gjorde hans fjernelse til kabinetsspørgsmål hvortil de øvrige ministre sluttede sig. K.s hovedindsats som minister var lovene 1857 om Kbh.s kommunalforfatning og om næringsfrihed, begge fremført varmt ud fra hans liberale synspunkter. Hans lov om en jernbane Århus-Langå-Viborg-Struer med sidebane til Randers blev ikke ført ud i livet, men linjeføringen indgik i det væsentlige i Monrads store jernbaneordning 1860. Efter det kortvarige ministerium C. E. Rottwitt dannede Hall atter regering febr. 1860, men uden K. Deri lå muligvis en hensyntagen til kongen. K. selv der havde fundet Halls ledelse af det tidligere ministerium svag var heller ikke særlig interesseret i påny at blive minister. Sept. 1860 udnævntes han til assessor i højesteret hvor han havde været ekstraordinær dommer fra 1856. Som medlem af fællesforfatningens rigsråd fra jan. 1857 havde han stadig kontakt med den politiske udvikling og fulgte efter 1860 nølende den almindelige nationalliberale bevægelse over mod den rene Ejderpolitik.

Han afviste kraftigt påstande om at martskund-gorelsen 1863 der bebudede Holstens udsondring af riget var ulovlig og stod helt på Halls side ved gennemførelsen af fællesforfatningen for Danmark-Slesvig 13.11.1863. Vel var hans tillid til Hall som statsmand ikke særlig stor, men han fandt ingen anden vej end at følge ham. Dertil kom at der kunne være tvivl om forfatningsforslaget kunne opnå det nødvendige to trediedeles flertal i rigsrådet. Hans afslutningstale fik da en for ham usædvanlig dramatisk og kategorisk klang. Den største del af ansvaret for forfatningen hvilede på regeringen, "men den mindre del, den der består i at stemme for forslaget, den del af ansvaret vil jeg også bære. Jeg ville ikke kunne bære ansvaret for dets forkastelse". Og så sluttede han med det ofte citerede: "Hvo som intet vover, han intet vinder, men dristigt vovet halvt er vundet". Disse ord er ofte opfattet som båret af sejrsstemning og fortrøstning til hvad fremtiden ville bringe, men bør nok snarere ses som K.s stræben efter at overvinde egen usikkerhed. Han var klar over Danmarks ringe militære muligheder der var endnu ringere fordi der mod hans råd ikke var blevet rustet stærkere i årene 1860–63. Tvivl om hjælp udefra havde han også. Han skrev 1.2.1864: "Vil Europa ikke røre sig kan vi naturligvis ikke hævde Slesvig". – I de bevægede uger der fulgte efter novemberforfatningens vedtagelse og Frederik VIIs død var K. af den bestemte mening at ministeriet Hall burde blive siddende og føre sin politik igennem hvad han også gav udtryk for i det lille rigsråds møde hos Christian IX anden juledags aften. Han misbilligede D. G. Monrads optræden mod det øvrige ministerium under og efter mødet og brugte i sin dagbog yderst skarpe udtryk om ham og om hans og Halls indbyrdes jalousi. Han synes dog at have vaklet over for Monrads stærke pres for at få ham med i sit kabinet og var ikke uvillig til at overtage udenrigsministeriet eller blot dets direktørpost med referat til kongen, hvad dog ikke lod sig gennemføre aht. udlandet.

Valget af K. til den ene af Danmarks delegerede på Londonkonferencen 25.4.-26.6.1864 skete mod kongens ønske og var måske forståeligt, men ikke uangribeligt. Til hans fordel talte hans store kendskab til det slesvigske spørgsmål, hans stilling i centrum af de ledende politikere og hans dybe ansvarsfølelse. Imod ham talte hans manglende indføling med den jævne borgers opfattelse, hans ukendskab til diplomatiet og hans undertiden stærke stejlhed samt hans mistillid til kongen og Monrad. Han og hans meddelegerede stod over for Preussen-Østrig der med fyrst Bismarck som den stærke leder vidste hvad de ville, men ikke gav det tydelige udtryk og som helt forlod sig på deres militære styrke. Heroverfor talte K.s historiske og juridiske styrke intet. Han undervurderede utvivlsomt sine modstandere, overvurderede det Europa der til syvende og sidst intet ville ofre og kunne ikke slippe håbet til England før det var for sent. Lettere blev det ikke af at delegationen ikke havde en fast og enig regering bag sig, at dens instrukser var uklare, og at den og regeringen var for lidt smidige i spørgsmålet om en deling af Slesvig hvis det overhovedet havde været muligt at få modstanderne med til en deling. Den endelige bestemmelse om at bryde konferencen blev ikke taget af K., men i Kbh., og det ansvar K. måtte have for konferencens manglende resultat deler han i så fald med det samlede Danmark hvis befolknings store flertal havde hilst novemberforfatningen med begejstring og hvis helstatsmindretal ikke havde kunnet anvise et alternativ. – Da Als tre dage efter konferencens sammenbrud blev erobret af preusserne følte K. det som et bittert personligt nederlag, og 1864 satte stærke spor i hans psyke. I nogle år delte han de nationalliberales lod at blive forhånet og forkætret. Han var 1863 blevet indvalgt i landstinget for Kbh. og genvalgtes til han 1890 trak sig tilbage. Han havde gennem nogle år givet udtryk for den udbredte nationalliberale skepsis over for den almindelige valgret og billigede fuldt ud 1866-grundloven, men var afgjort imod oktoberforeningen og det efterfølgende samarbejde mellem små og store bønder. Sammenbruddet i dette samarbejde medførte 1870 at ministeriet C. E. Frijs gik af. J. B. S. Estrup der blandt godsejerne var den virkelige arvtager efter Frijs ville ikke træde til og heller ikke risikere en koalition mellem den udpegede konseilspræsident L. Holstein-Holsteinborg og venstre. Han foreslog da K. et samarbejde mellem godsejere og nationalliberale. Denne mulighed for oprejsning greb K. og modtog i forhandlinger med Holstein-Holsteinborg justitsministerposten på betingelse af at C. C. Hall blev kultusminister og C. E. Fenger finansminister. Disse tre nationalliberale blev regeringens tyngdepunkt. Kort efter regeringens dannelse udbrød den fransk-tyske krig. K. var som de fleste nationalliberale i sit inderste tilhænger af en alliance med Frankrig for at vinde Nordslesvig tilbage, men under indgående overvejelser for og imod der lå hans prøvende natur så nær faldt det ham svært at tage den afgørende beslutning hvortil kom at han frygtede en sprængning af regeringen på alliancespørgsmålet og dermed tab af den nylig vundne indflydelse. Han blev derfor mægler mellem alliancetilhængere og neutralitetstilhængere, og med de hurtige tyske sejre mistede alliancen enhver aktualitet. – K. havde ikke nogen rosenstrøet vej foran sig som minister. Hans respekt for Holstein var ringe og forholdene i regeringen ofte urolige. Han havde voldsomme sammenstod med sin halvsvoger krigsminister W. Haffner der derefter forlod ministeriet, og under urolighederne omkring socialisternes møde på Fælleden maj 1872 var han vag, delvis ubeslutsom, i sin holdning over for Kbh.s politidirektør V. Crone der forelagde ham sine forholdsregler. Ved Fengers udtræden af regeringen 1872 overtog K. finansministeriet. Han havde som justitsminister gennemført konkursloven 1872 og forberedt et begyndende islandsk selvstyre som hans efterfølger C. Klein gennemførte 1874. Som finansminister var hans hovedindsats Danmarks tilslutning til den skandinaviske møntunion. Han sidste embedsgerning var salget af Marmorkirkens ruin til C. F. Tietgen der påtog sig kirkens fuldførelse. Det medførte rigsretstiltale mod K. der af venstre anklagedes for at have solgt et statsaktiv for billigt og uden bevilling. Ved dommen 1877 frikendtes K. Venstres krav om folketingsparlamentarisme, understreget med finanslovsnægtelsen 1873, gjorde K. iført sin statsretlige lærdoms fulde rustning op med i en vægtig tale 17.10. Der fandtes ikke et ord om parlamentarisme i grundloven, og den lod sig ikke gennemføre ved grundlovsparagraffer, sagde han. Finanslovs-nægtelse ville give venstre den ønskede opløsning af folketinget. "Men, mine herrer, erindrer det vel, den gives Dem ikke i den engelske parlamentarismes ånd. Kom tilbage, flere eller færre, men brug denne mellemtid til at tage reb i sejlene".

K. var dog efterhånden blevet træt af arbejdet i regeringen. Han skjulte ikke sin mistillid til Holstein, og da regeringen havde folketinget mod sig og savnede virkelig støtte i landstinget fremtvang han juni 1874 dens afgang. Han havde megen respekt for Estrups evner, og de første år efter at Estrup 1875 havde dannet regering forløb samarbejdet mellem regeringen og ham godt. Estrups første provisorium 1877 ændrede dette, og venstre så nu hen til K. som en støtte i kampen mod forfatningsbruddet. 1881 førte han forhandlinger med A. D. Jørgensen og Frede Bojsen uden resultat. Han talte i landstinget direkte mod den Estrupske finanspolitik og havde voldsomme sammenstød med Henning Matzen, og provisoriet 1885 betegnede hans endelige brud med højre. Bojsen forhandlede atter med ham om et tilbud fra venstre om formandspladsen i fællesudvalget om finansloven, men K. der på dette tidspunkt var halvblind turde ikke påtage sig risikoen for at danne ministerium hvis Estrup gik. 1890 trak K. sig tilbage fra landstinget, formelt frivilligt, reelt fordi højre ikke ønskede hans genvalg. Som politiker besad K. i sin viden, sin uhyre arbejdsomhed og sin skarpe tanke væsentlige betingelser for at gøre sig gældende, men han savnede praktisk menneskekundskab, evne til at vurdere en situation og hurtig handlekraft, men der er i hans politiske gerning en imponerende fast principiel linje. Sine konstitutionelle ideer sveg han aldrig, heller ikke da vinden blandt hans nærmeste partifæller blæste dem imod.

Ud over sin politiske og administrative indsats indtog K. en central plads i sin tids danske åndsliv. Hans egen retsvidenskabelige produktion ophørte o. 1855, men han virkede fortsat som organiserende og inciterende kraft på sine samtidige og havde gennem sit usædvanlige personal-kendskab i Norge og Sverige indflydelse på de fællesnordiske lovarbejder der blev udført i hans tid selv om han ikke sad i fællesnordiske kommissioner. Han var blandt ophavsmændene til de nordiske juristmøder og foranledigede udgivelsen af Nordisk Retsencyklopædi I-IV, 1878–90. Han var medlem af eller formand for en række lovforberedende kommissioner om ny straffelov, orlogsværftets reorganisering, forsvarets ordning efter 1864, Det kgl. teater, offentlige bygninger og retspleje (proceskommissionen). Hans kundskaber strakte sig ud over juraen til historie, litteratur og kunst. Han var formand i Historisk forening 1857–70, medlem af den Arnamagnæanske kommission 1860–71 og af den Letterstedtske forenings bestyrelse fra 1875 til sin død. 1868 blev han dr.jur. h.c. i Lund og 1891 medlem af videnskabernes selskab i Kristiania.

Fra K. var først i fyrrerne fyldte bekendtskabet med Johanne Luise Heiberg et tomrum i hans tilværelse. Han havde som indenrigsminister truffet hende første gang da hendes pension skulle fastsættes ved hendes fratræden fra Det kgl. teater og blev derefter jævnlig gæst i det Heibergske hjem. Efter at hun var blevet enke 1860 blev han mere og mere hendes hjælper og ridder. Blandt hendes utallige tilbedere var han vistnok den der kom til at betyde mest for hende. Han hjalp hende med udgivelsen af J. L. Heibergs værker 1861–62. Han satte hendes teaterhistoriske artikler i stil og fik dem optaget anonymt i blade og tidsskrifter, og han virkede som hendes intellektuelle skriftefader. I sine breve til ham, udgivet 1914–15 af Aage Friis og P. Munch, røber hun mere end noget andet sted sin sjæls inderste. Sine egne breve til hende har K. tilintetgjort, men karakteren af hans forhold til hende er tydeligt nok den aldrende pebersvends beundring for skønheden, den sprænglærdes dragen mod den flagrende intelligens. Da hun døde 1890 efterlod hun K. ensom som aldrig før. K. havde fra 1848 ført dagbøger og de forelå ved hans død i 39 bind ned til 1880; hvad der fandtes ud over dette år havde K. tilintetgjort. I virkeligheden er disse optegnelser lige så meget et historisk arbejde som en dagbog. Skildringen af de første år efter Christian VIIIs død hviler for en stor del på studier i statsrådsprotokoller og meddelelser fra andre, og for senere tider, da K.s egne oplevelser, indtryk og samtaler danner hovedindholdet, er der stadig inddraget stof andetsteds fra, der er gjort notitser og henvisninger frem og tilbage i tiden, givet oversigter, lejlighedsvis ført forsvar og rettet angreb osv. Læseren følger K. ikke blot i de enkelte situationer, men ser ham i udvikling og selvspejling. Det væsentlige af indholdet er af politisk art, men dagbøgerne rummer også et betydeligt stof til personal- og litteraturhistorien. De giver et levende indtryk af hovedtrækkene i K.s personlighed, hans ofte arrogante overlegenhed og blodige kritik, men også fastheden i hans overbevisning, hans åndelige retsind og hans sandhedskærlighed. I forening med K.s omfattende brevsamling udgør dagbøgerne en hovedkilde til Danmarks historie under nationalliberalismen. K. havde før sin død ladet A. D. Jørgensen, til hvem han i det sidste tiår af sit liv stod i fortroligt forhold, gennemlæse dagbøgerne, og til ham testamenterede han dem for at han kunne tilegne sig hvad der havde betydning og derefter tilintetgøre dem. A. D. Jørgensen opfattede, sikkert med rette, dette som en bemyndigelse til udgivelse af hovedparten af optegnelserne, og 1920–43 udkom Andreas Frederik Kriegers Dagbøger 1848–80 I-VIII, udgivet af A. D. Jørgensens datter Elise Koppel, Aage Friis og P. Munch.

I kredsen af de store nationalliberale er K. den mindst glansfulde, men den tungest rustede. Betegnelsen de doktrinære som modstandere hæftede på de nationalliberale kunne vel passe på ham for hans uhyre lærdoms og hans systematiske konstitutionalismes skyld, men ikke på den tænkerens forsigtighed og samvittighedsfuldhed hvormed han nærmede sig ethvert problem. Hans syn på hovedlinjerne i dansk politik lå fast forankret i en liberalisme på godt og ondt, men i gerningen var han usikker. Han er den historiske sammenhængs mand; tyngede historien ham til tider i levende live og gjorde hans bedrifter ringere end hans agt så står han i sit efterladenskab som et tårn på det dybe for den der vil kende hans og hans venners tid. – Etatsråd 1855. Kaldtes fra 1874 jævnlig gehejmeetatsråd el. gehejmeråd.