A.L. Hansen, Adolph Lauritz Hansen, 12.9.1856-28.10.1909, præst. Født i Borup ved Ringsted, død i Øde Førslev, begravet i Nørre Nissum. H. kom efter sin konfirmation på Herlufsholm hvorfra han dimitteredes 1877; kort forinden havde han ved at høre santalmissionæren H. P. Børresen oplevet et kristeligt gennembrud. Som student var han med til at stifte Kbh.s KFUM (1878) og deltog i hospitalsmission, søndagsskole og andet menighedsarbejde som han også ivrede for at drage andre ind i; tillige var han filantropisk og socialt interesseret. Efter teologisk embedseksamen 1883 og en tids virksomhed som diakon i Trinitatis sogn blev han 1884 kapellan i Tørring-Heldum ved Lemvig. Påvirket af egnens stærke Indre mission oprettede han 1886 Indre missions første højskole, Nørre Nissum, efter at han s.å. var blevet sognepræst her. Forud havde han sikret sig tilslutning fra Vilhelm Beck og Indre missions bestyrelse og slået til lyd for sagen gennem artiklen En kristelig Højskole i Indre Missions Retning j Indre Missions Tidende og De unges Blad. Her udviklede han sit program som viser karakteristiske forskelle fra den grundtvigske højskoles: målet skulle først være at stille de unge over for Gud, så de kunne komme til at leve et sundt kristeligt liv, men dernæst også at meddele dem nyttige kundskaber; religion, ikke historie skulle være hovedfaget. Da højskolen slog an, og der tilmed snart fremstod andre i dens spor, grundlagde H. 1892 Nørre Nissum seminarium som ligeledes senere efterfulgtes af andre af samme præg. Yderligere syslede han med planer om en kristelig latinskole; dette fik han dog ikke realiseret.

Skønt H. ikke tog del i den daglige undervisning øvede han en betydelig indflydelse på ungdommen ved sine skoler. Han mødte dog også kritik for at ville spænde over for meget, og da han samtidig erkendte at den jævne, daglige ledelse af en sag ikke i særlig grad lå for ham, afhændede han 1901 sine skoler; 1904 blev han sognepræst for Øde Førslev og Sneslev hvor han døde 1909.

H. der allerede 1883 havde gjort et forgæves forsøg på at interessere bestyrelserne for Indre mission i Kbh. og på landet for oprettelsen af et kristeligt dagblad tog 1899 initiativet til stiftelsen af Kristeligt dansk fællesforbund der havde til formål at samle arbejdere og arbejdsgivere på kristelig grund og med tvungen voldgift til løsning af arbejdskonflikter.

H.s styrke var idérigdommen og et stærkt, om end noget skiftende initiativ. Det er hans fortjeneste at have ført skolearbejdet ind i Indre mission og derved bidraget til at give denne et vigtigt tilskud af opdragelseskristendommen.

Familie

Forældre: skomager Jens H. (1830-1910) og Ane Marie Pedersdatter (1816-88). Gift 12.9.1884 på Frbg. med Thora Margrethe Cæcilie Ousager, født 28.2.1862 i Nyborg, død 6.4.1937 i Haslev, d. af kommandersergent Poul Hansen O. (1819-95) og Marie Hansen (1822-96).

Ikonografi

Mindesten med relief af Jens Lund ved Nørre Nissum seminarium 1912.

Bibliografi

A. Krogsøe: 25 år. Mindeskr. i anledn. af Nr. Nissum højskoles jubilæum, 1912. Nissumstaten, ved J. Søndergaard Jacobsen og Math. Christensen, 1919 (2. udg. 1955). Ludv. Olsen: En kristelig højskole i Indre missions retning, 1927. Johan C. Sulkjær: Nørre Nissum sogn II, 1937. P. C. Gjelstrup: Nr. Nissum seminarium 1892-1942, 1942.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig