A. Christiansen, Anders Christiansen, 12.4.1819-4.10.1882, gårdejer. Født i Vester Tirsted ved Rødby, død på Skt. Josephs hospital i Kbh., begravet i Tirsted. C. gik i en af de af C. D. Reventlow (1748-1827) grundlagte almueskoler hvortil hørte en god bogsamling som den lærelystne dreng såvel som hans søskende flittigt benyttede da der var sans for oplysning i det gode bondehjem hvor han blev opdraget til gudsfrygt, flid og nøjsomhed; af sin håndsnilde far oplærtes han til en flink husflidsmand som selv kunne forfærdige møbler, husgeråd, redskaber m.m., og han erhvervede en bronzemedalje på verdensudstillingen i Wien 1873. Han aftjente sin værnepligt 1840-42 som grenader i Kbh. hvor han var indkvarteret hos en snedker og arbejdede en del i dennes håndværk og udførte nogle arbejder for de Massmannske søndagsskoler. I øvrigt forblev han i fædregården til 1845 da han købte en arvefæstegård på 60 tdr. land i Vester Tirsted by. Gården var da i tarvelig forfatning og blev overtaget på økonomisk vanskelige vilkår. Den dygtige og virkelystne mand fik dog snart skik på ejendommen, han forbedrede jorden, udfandt nye metoder for kartoffel- og roedyrkning samt opfandt sindrige landbrugsredskaber der senere kom i brug i vide kredse. Mest kendt blev han dog for sin virksomhed for frugttræplantningens fremme; han var ikke alene dygtig frugtavler med godt håndelag for podning, forædling og plantning, så hans gård på alle sider var omgivet af frugthaver, men han bortgav rundhåndet forædlede træer til sine standsfæller for at vække interesse for frugtavlen. Den fremragende bonde fik en mængde præmier for husflid og frugtavl; han modtog landhusholdningsselskabets sølvbæger og nød megen anerkendelse i vide kredse. Han var i en snes år korrespondent til Ugeskrift for Landmænd og har der, men navnlig i Dansk Landbotidende og Husvennen skrevet en række artikler.
A. Christiansen
Familie
Forældre: gårdejer Christian Clausen (1768-1839) og Anna Cathrine Rasmusdatter (1775-1847). Gift 26.7.1845 i Vejleby med Lucie Pedersdatter, født 18.1.1821 i Vejleby, død 21.8.1892 i Vester Tirsted, d. af gårdejer Peder Jensen (1786-1844) og Maren Pedersdatter (1783-1864).
Udnævnelser
DM. 1870.
Ikonografi
Træsnit 1882.
Bibliografi
Ugeskr. for landmænd, 6.r. IV, 1882, II 207-10 272. Husvennen 1882-83 57-59.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.