A. Crone, Martin Anton Christian Crone, 20.9.1817-10.11.1903, præst, historiker. Født i Odense, død i Nyborg, begravet i Herrested. C. gik i skole i Odense hvor han havde C. Paludan-Müller til historielærer, hvilket blev af stor betydning for ham. Han blev student 1834, cand. teol. 1839 og var året efter en tid vikar for Paludan-Müller ved Odense katedralskole. S.å. blev han adjunkt, og 1843 antog L. S. Vedel Simonsen ham til medhjælper ved udgivelsen af sine historiske arbejder. På samme tid kom C. selv ind på studiet af fynsk historie og topografi. 1849 blev han efter O. C. Sehested-Juels indstilling udnævnt til sognepræst i Herrested og ved kapellet på Ravnholt - den sidste præst der herhjemme blev kaldet på grundlag af adelige patronatsrettigheder. C. var præst i Herrested til 1895 og virkede her med stor pligttroskab. Ved sin forbindelse med Ravnholt fik han adgang til det der opbevarede, righoldige Sehested-Juelske privatarkiv som han registrerede. Fra dette arkiv udgav han forskellige af J. O. Schack Rathlous papirer (Danske Samlinger V og VI, 1869-71) og af Ove Juels dagbog (Historisk Tidsskrift, 3. rk. III, 1862-64 417-650). Særlig dyrkede C. kirkehistoriske studier, og allerede 1849 udgav han en afhandling om biskop Valdemar Knudsen i Slesvig. S.å. kom en fremstilling af Herrested præstehistorie (Kirkehistoriske Saml. I, 1849-52 291-324) og 1861 offentliggjorde han samlinger til Odense bispekrønike i katolicismens tid (Saml. til Fyens Hist. og Top. I, 1861, 245-328). Hans betydeligste arbejde er den fortjenstfulde udgave af Mester Jacob Madsens Visitatsbog, 1853, efter originalen i Odense bispearkiv. Visitatsbogen er et væsentligt kildeskrift til fynsk kirkehistorie og arkitekturhistorie i den første efterreformatoriske periode. - Samlerflid og omhu i kildebehandlingen præger C.s historiske forfatterskab, og han var en af de centrale personer i det historiske miljø der fungerede på Fyn i anden tredjedel af forrige århundrede med C. Paludan-Müller og senere C. T. Engelstoft som ledende skikkelser.

Familie

Forældre: købmand David Eberhard C. (1786-1843) og Frederikke Caspara Briand (1793-1866). Gift 12.5.1857 i Mesinge med Sophie Kirstine Gnudtzmann, født 9.10.1834 i Kbh. (Frue), død 23.11.1903 i Hellerup, Fyn, d. af hørkræmmer, kaptajn i det borgerlige infanteri Jens Frederik Gotlob G. (1798- 1847) og Johanne Susanne Lutken (1807-53).

Udnævnelser

R. 1890.

Ikonografi

Blyantstegn. af O. Bache, 1865(Fr.borg).

Bibliografi

Fra Fyens fortid I, udg. G. L. Wad, 1916 204. - H. J. Møller: Jacob Møller og hans slægt, 1889 55. Nyborgposten 12.11.1903. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig