A. Juuel, Andreas Thomas Juuel, døbt Juul, 17.10.1816-21.8.1868, landskabs- og porcelænsmaler. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). J. blev sat i lære som porcelænsmaler ved Den kongelige Porcelainsfabrik. Samtidig gennemgik han gipsskolen på akademiet. 1836–55 udstillede han som landskabsmaler og vandt 1847 den Neuhausenske præmie. Han var ikke nogen betydelig maler, men egnede sig godt for porcelænsmaleri og fik 1853 rejseunderstøttelse af den Reiersenske fond som porcelænsmaler. Efter at han 1857 var blevet bestyrer ved Bing og Grøndahls porcelænsfabrik, helligede han denne hele sin kraft og udfoldede stor dygtighed i ledelsen af dens kunstneriske afdeling. Blandt hans værker kan nævnes et frokoststel til Frederik VII (Bergens museum) og Frederiksborgvasen, endvidere arbejder, dekorerede med efterligninger efter kameer; med dem gjorde han lykke i England. Størst betydning for fabrikken fik han dog som dygtig administrator der kunne træde til på det kritiske tidspunkt, da F. V. Grøndahl døde.

Familie

Forældre: skomagermester Johannes Juul og Ane Marie Berg. Gift 28.7.1843 på Frbg. med Else Alette Møller, født 2.8.1817 i Kbh. (Trin.), død 25.4.1899 sst., d. af drejer Frederik M. og Marie Wilstrup.

Udnævnelser

F.M.1. 1862.

Ikonografi

Malet selvportræt i atelieret. Tegn. af C. Christensen ca. 1860.

Bibliografi

[Harald Bing:] Porcellænsfabrikken Bing & Grøndahl 1853–1903, 1903 33f. E. Lemberger: Bildnisminiatur in Skandinavien, Berlin 1912 195. Erik Lassen: En kbh.sk porcelænsfabriks hist., 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig