A. Mentz

A. Mentz, August Mentz, 5.12.1867-6.11.1944, botaniker. Født i Gilleleje, død i Kbh. (Skt. Josephs hosp.), begravet sst. (Garn.). M. blev student fra Borgerdydskolen i Kbh. 1887 og mag.scient. med botanik som hovedfag 1894. Efter nogle år som gymnasielærer kom han 1899 som botaniker til hedeselskabets mose- og engvæsen, og 1911-23 ledede han selskabets moseindustrielle afdeling og tilrettelagde dens stærkt udvidede tørveproduktion under første verdenskrig. 1923-38 var han professor i systematisk botanik ved landbohøjskolen, et embede der omfattede differentieret undervisning af havebrugs-, landbrugs-, skovbrugs-, dyrlæge- og landinspektørstuderende. M. var blandt Eug. Warmings første elever og blandt de første som tog hans biologiske og økologiske principper op med beskrivelser af hedens, mosens og engens plantesamfund. En guldmedaljeafhandling om Danmarks lyngvegetation blev under hans virke i hedeselskabet udbygget til adskillige afhandlinger om laver, mosser og dværgbuske på heden. Helt naturligt blev moserne hans næste arbejdsfelt, efter flere mindre afhandlinger sammenfattet i disputatsen Studier over danske Mosers recente Vegetation, 1912 som blev grundlæggende for arbejdet med vore mosetyper. M. gjorde en stor indsats som medarbejder ved oplysende værker på dansk af stor værdi for såvel fagbotanikere som andre interesserede. Hans Danske Græsser, 1902 (og senere) blev fulgt af Planteverdenen i Menneskets Tjeneste, 1906, sammen med C. H. Ostenfeld, som senere udvidedes til Nytteplanter, 1937, sammen med K. Gram og Hjalmar Jensen. Med Ostenfeld samarbejdede han om den danske tekst til de første udgaver af Billeder af Nordens Flora. 1901-27 og med Knud Jessen om teksten til Vilde Planter i Norden, 1937-40 (senere omarbejdet af Gram og Jessen). M. er blandt de første i arbejdet for naturfredning i Danmark. Dette arbejde udgik fra et udvalg, nedsat af de naturhistoriske foreninger hvoraf M. tidligt blev medlem og allerede 1909 udgav han skriftet Naturfredning, særlig i Danmark, 1924-44 var han formand for Naturfredningsrådet. Hans virke i hedeselskabet havde givet ham grundlag for at veje nationaløkonomiske hensyn mod fredningsværdighed hvorved han i enkelte tilfælde kom i strid med andre naturforskere som ønskede mere vidtgående fredning. Hans beretninger i naturfredningsforeningens årsskrift vidner imidlertid om de mange væsentlige fredninger han var med til at gennemføre. I tidens diskussion om indførelse af forbud mod alkohol gik han effektivt ind som modstander [af forbud], og han var fra 1926 til sin død formand for Den personlige friheds værn.