Aage Axelsen Thott, til Hjuleberg, d. 1.5..1477, rigsråd. T. næxnes som voksen 1421. Fra 1432 skrives han til Hjuleberg, et hallandsk herresæde som hans mor havde bragt som medgift. På Falkenberg i samme landskab forekommer han som høvedsmand måske allerede 1426, men i hvert fald 1433 o,;; n.å. da han under Engelbrektsfejden afslog et svensk stormløb; men da et nyt angreb truede sejlede han bort efter at have afbrændt slottet. Sandsynligvis har han dog her kun fungeret som foged for sin far; men efterhånden skulle han arve hele dennes lokale magtfylde. Allerede kong Christoffers lensbrev gav ham et vist fortrin frem for brødrene; og selv om det 1447 efter Axel Pedersens død aftaltes, at hans sønner T. og Iver i forening skulle overtage Varberg len, synes dette dog i praksis udelt at være tilfaldet T.; 1464 fik han pantebrev på det for livstid med ret for hans arvinger til at beholde det uindløst seks år efter hans død. Allerede 1450 havde han og hans hustru fået Årstad og Halmstad herreder som livsvarigt pant. Omkring Hjuleberg i Årstads hrd. lå hovedparten af T.s private jordegods, resten lå fortrinsvis i Vaster-gotland hvortil han ved sit giftermål var knyttet. Gennem hans bevarede jordebog og talrige købebreve kan linjen i hans konsekvent gennemførte godspolitik klart påvises. Fra Kind hrd. i Vaster, ötland, hvor han erhvervede talrige bøndergårde, ledte en gammel færdselsvej langs Å-tran ned i Halland, forbi Hjuleberg og ud til Falkenberg; ad denne og andre lignende veje førtes hans fastebønders landgilde der overvejende betaltes i smør, ned til kysten og derfra ad søvejen til de nordtyske byer, navnlig Stralsund hvor han havde faste handelsforbindelser. Den dobbeltstilling han dermed indtog som på én gang dansk og svensk godsejer og storeksportør, og hvis oprindelse kan spores helt tilbage til 1430erne, stod og faldt med opretholdelsen af det fredelige forhold såvel mellem de nordiske riger indbyrdes som mellem disse og hansestæderne og har på afgørende måde bestemt hans politiske standpunkter.

Hans deltagelse i det offentlige liv begyndte forholdsvis sent. I rigsrådet optoges han næppe før ved Christian Is tronbestigelse. Han var da endnu væbner; ridderslaget synes han først at have opnået ved kongens kroning 1449, måske som velfortjent løn for den iver hvormed han virkede for Christians herredømme i Norge. 1453 og 1455 deltog han i vigtige fredsmøder med svenskerne S.å. fæstnedes hans forbindelser med Vastergotiand yderligere ved en af hans døtres giftermål med dette landskabs høvedsmand Tord Bonde. Karl Knutssons marsk som dog blev dræbt n.å. Efter unionens genoprettelse 1457 træder T. noget mere i baggrunden; han synes i den følgende årrække at have været mest optaget af sine lokale anliggender som lensmand og godsherre. Men også han inddroges i det store opgør som 1466 indledtes mellem hans yngre brødre og Christian I. Som dansk rigsråd havde han i febr. s.å. deltaget i forhandlinger med svenskerne i Jonkoping, men i det afgørende møde i Nykoping slot sept.-okt. s.å. synes han ikke at have deltaget. Kort efter bejlede Karl Knutssons søstersøn, den senere rigsforstander Sten Sture til hans datter Ingeborg og under disse forhold undgik T. ikke kongens uvilje. Et første usikkert varsel om kongelig unåde er det, at han endnu s.å. måtte imødegå klager fra almuen i sit len; det lykkedes ham dog at rense sig, og febr. 1467 modtog hans hustru endog en ny kongelig forlening. Snart efter må dog bruddet være fuldbyrdet, og i løbet af foråret mistede han Varberg. Han blev foreløbig i Danmark; endnu i maj 1469 deltog han i et møde i Kbh. Men hans stilling blev stadig vanskeligere, og da kongelige tropper 1469 ødelagde Hjuleberg og hans jordegods ved samme tid tildømtes kronen, gav han op og sluttede sig til sine yngre halvbrødre i Sverige. Ved forliget i Kalmar 1472 fik han ligesom de straks sine private besiddelser tilbage; om lenene bestemtes, at han foreløbig skulle genindsættes i sine rettigheder som panthaver i Falkenberg by samt Halmstad og Årstad herreder, indtil hele slægtens mellemværende med kongen blev afgjort ved dom. På et nyt møde i Kalmar n.å. tilbød dog de danske sendebud at virke for at også Varberg indtil videre blev tilbagegivet. Ganske vist indvendte T. at han ikke kunne skille sig fra sine slægtninge, men alligevel fik han kort efter følgebrev på hovedlenet; da det stadig ikke blev til noget med rettergangen, beholdt han alle sine gamle besiddelser uhindret til sin død, ligesom han i sin høje alderdom på ny forekommer som rigsråd. Ved hans død beholdt arvingerne Årstad og Halmstad herreder, mens Varberg endnu s.å. mod pantebrevets ordlyd indløstes fra dem. – Blandt Axelsønnerne er T. den mest kongetro, den der sidst bryder med og først udsoner sig med Christian I; han synes mindre politisk interesseret, mindre ærgerrig og eventyrlysten end de andre, mere optaget af sin godsadministration og handelsvirksomhed.

Familie

Forældre: Axel Pedersen T. (død ca. 1446) og Cathrine (Margrethe?) Krognos. Gift Marta af Vinstorpslægten, som levede endnu 1479, men var død 12.10.1481, d. af væbneren Bengt Uddsson til Vinstorp (død 1436 el. 37) og Kristina Staffansdotter (Ulv) (død tidligst 1460). -Bror til Oluf Axelsen T. og Peder Axelsen T. Halvbror til Erik Axelsen T., Iver Axelsen T. og Philippus Axelsen T.

Bibliografi

P. v. Moller: Bidrag till Hallands hist. I, Lund 1874 141–53. Alexandra Skoglund: De yngre Axelssonernas forbindelser med Sverige 1441–87, Uppsala 1903 14–17 30f 42 45f 49f 82 98 107 109f 163f 191–97 199 202 245f. Erik Lonnroth i Scandia XI, Sth. 1938 165f 168f 171 175f 180 194 198f 210f. Grethe Ilsøe i Middelalderstudier, tilegnede Aksel E. Christensen, 1966. Poul Enemark: Kriseår 1448–51, 1981. Samme i Historie ny r. XIV, 1982 440–9.?. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig