Aage Dahl

Aage Dahl, Aage Georg Dahl, 20.10.1893-17.8.1975, præst. Født i Børglum, Hjørring amt, død i Kbh., begravet på Als (Egen kgd.). D. blev student (Sorø) 1911, cand. theol. 1915, s. å. hjælpepræst i Hvilsager, 1918 sognepræst i Nørbæk-Sønderbæk-Læsten, 1921 i Egen (Als) og 1935-63 sin fars eftermand som sognepræst ved Klosterkirken i Horsens. D. - der også i en årrække var feltpræst - var i alle sine embeder i høj grad påskønnet som præst og prædikant af grundtvigsk type, han deltog ofte i den offentlige debat om kirkelige og kirkepolitiske emner. Hans store forfatterskab falder (bortset fra et par digtsamlinger - Fra Sognevej og Kirkesti, 1935 Ved Luth og Orgel, 1944 - og en andagtsbog: I Guds Skole I-III, 1923-26) især på to områder: salmer og personalhistorie. Han var medudgiver af to salmebogstillæg (1925 og 1936) og medlem af det sønderjyske salmebogsudvalg hvis forslag (1943) indgik i den 1953 autoriserede salmebog. Livet igennem arbejdede han med præstehistorie, ydede selv en mængde bidrag til de af ham udgivne Præstehistoriske Samlinger, fx Sønderjyllands Bispehistorie, 1931 i Bidrag til den sønderjydske Gejstligheds Historie og Genealogi I-III, 1931-36. Bidrag til Fyens Stifts Præstehistorie i Fynske årbøger 1960-72. - D. havde talrige tillidshverv og var en meget nationalsindet mand; han deltog aktivt i modstandskampen og var 1944-45 i tysk fangenskab i Horserød, Neuengamme, Husum og Frøslev.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Horsens, Nicolai Frederik Severin D. (1867-1935) og Elisabeth Philippa Augusta Henriete Maria Wahlmann (1869-1935). Gift 3.4.1918 med Anna Regine Laurentze Brandt, født 15.10.1889 i Ålborg, død 3.4.1977 i Helium, Hjørring amt, d. af forvalter i DFDS Edvard Theodor B. (1858-1938) og Karen Kirstine Larsen (1862-1935).

Udnævnelser

R. 1954.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig