Aage Damgaard, 17.6.1917-13.9.1991, fabrikant. Aage Damgaard der var den yngste i en større søskendeflok opvoksede ved landbruget. Efter sin konfirmation var han en kort tid beskæftiget som landbrugsmedhjælper. Som de fleste af sine brødre (bl.a. Christian, Knud og Mads Eg D.) forlod han snart dette erhverv og gik over i tekstilbranchen hvor han arbejdede hos et par af sine brødre og senere kom i væverlære på Herning mekaniske Væveri. Efter sin uddannelse her var han 1938-39 på Ry højskole, og i 1939 begyndte han som selvstændig i tekstilbranchen, idet han startede et strikkeri i Vejle. Samme år flyttede han dog til Herning hvor han i begyndelsen fremstillede fodvarmere, senere forskellige konfektionsvarer, og fra 1945 gik han over til udelukkende at fabrikere skjorter (Angli). Disse kom hurtigt til at præge det danske marked, og Aage Damgaard blev i løbet af nogle år indehaver af landets største skjortefabrik. I 1950erne og 1960erne var virksomheden i stadig vækst. Nye fabriksbygninger blev opført ved Herning (fx den cirkelformede Anglifabrik i Birk 1965 under ledelse af arkitekt C. F. Møller) og Skjern, ligesom der blev oprettet datterselskaber i Sverige, England og Norge. I begyndelsen af 1970erne overtog Aage Damgaard endvidere skjortefabrikkerne Swallow i København (landets næststørste) og Verdi i Hurup, men få år efter blev virksomheden - som store dele af den danske tekstilindustri - ramt hårdt af konkurrencen fra de billige tekstilimportvarer fra det fjerne Østen, og Aage Damgaard standsede 1975 som skjortefabrikant. Nogle år forinden (1971) havde han introduceret en ny type spiserestaurant (steakhouse) ved Herning (A Hereford Beefstouw), og han udvidede siden sin restaurationskæde med tilsvarende steakhouses i bl.a. København og Odense.

Ud over sin erhvervsmæssige virksomhed ydede Aage Damgaard en aktiv og nyskabende indsats på en række andre felter. Gennem en årrække sad han i bestyrelsen i flere af tekstilbranchens organisationer. Han gjorde sig tidligt til talsmand for en forbedring af branchens forsknings og uddannelsesniveau og stod sammen med sine brødre Knud og Mads Eg D. fra 1958 bag planerne om oprettelse af en "tekstilhøjskole" (startet 1961 som Herning højskole), ligesom han var den drivende kraft ved oprettelsen 1968 af Dansk konfektions- og trikotageskole og hvis bestyrelse herefter var formand for.

Aage Damgaard var er meget kunstinteresseret og engagerede fra begyndelsen af 1950erne moderne danske kunstnere bl.a. til udsmykning i og omkring sine fabrikker, ligesom han indkøbte kunstværker til ophængning i fabrikslokalerne. Kunstsamlingen skænkede han 1973 til den da stiftede Midtjyske skole- og kulturfond, og den er siden indgået i det kunstmuseum som 1976 blev indrettet i den tidligere Anglifabrik der 1966-68 var blevet udsmykket af billedkunstneren Carl-Henning Pedersen.

Aage Damgaard var formand for Sammenslutningen af danske kunstforeninger og 1962-70 for det af regeringen nedsatte kulturudvalg.

Som deltager i debatten omkring det moderne industrisamfunds udvikling gik Aage Damgaard stærkt ind for egnsudviklingstanken. Han var 1958-62 medlem af egnsudviklingsrådet og 1963-70 formand for Vestjyllands udviklingsråd. Politisk var han knyttet til det radikale venstre hvor han var hovedbestyrelsesmedlem, folketingskandidat (1973) samt bestyrelsesmedlem for dagbladet Politiken (1963-66).

Aage Damgaard udgav erindringsværket Mit livs rigdom, 1980.

Familie

Aage Damgaard blev født i Vildbjerg og døde i Herning; begravet på Gjellerup kirkegård, Herning.

Forældre: gårdejer Carl Johan D. (1871-1953) og Johanne Kathrine Thomsen (1874gift 1943). Gift 23.9.1950 i Slagelse (Skt. Mikkels) med fysioterapeut Birgit Pinholt Jørgensen, født 12.4.1927 på Frbg., d. af sognepræst Andreas J. (1900-52) og Petra Maria Pinholt (1901-87). -Bror til Mads Eg D.

Udnævnelser

R. 1976.

Ikonografi

Mal. af Sven Dalsgaard, 1964. Foto.

Bibliografi

Interviews i Jyllandsposten 12.6.1977 og Berl. tid. 26.3.1978.-Anton Duedahl i Jul i Herning, 1950 38-41. Herning folkebl. 14.6.1967. Sst. 15.6.1977. Berl. tid. 7.11.1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig