Aage Knudsen

Aage Knudsen, Aage Emil Knudsen, 10.10.1903-17.11.1989, handelsgartner. Efter uddannelse som gartnerelev i Ringsted blev Aage Knudsen gartnerformand i Chr. Asmussens moderne handelsgartneri i Rødovre 1922–27. Efter studierejser 1927 til Tyskland, Holland og England grundlagde han samme år sin egen virksomhed i Rødovre og oparbejdede sit gartneri fra en meget beskeden begyndelse til et af landets forende handelsgartnerier med hovedvægten på begonier og andre potteplantekulturer. Som fremragende organisationsmand blev han medlem af talrige bestyrelser og medvirkede her til dansk produktionsgartneris store udvikling i mere end fire decennier. Han var medlem af bestyrelsen for Alm. dansk gartnerforening 1954–60, for denne forenings københavnskreds 1940–57 (formand 1948–57), for Gartnernes alderdomshjem 1940–76 (formand 1948–76), for Havebrugets forskningsfond 1944–70 og for Erhvervsrådet for gartneri og frugtavl 1948–67. Aage Knudsen var næstformand for Københavns en gros grønttorv 1954–58 (formand 1958–69) og medlem af statens jordlovsudvalg 1959–76 hvor han var med til at formidle oprettelsen af 20–25 nye gartnerier hvert år.

Aage Knudsen var stærkt interesseret i unge gartneres uddannelse og var formand for medhjælperprøvekommissionen inden for gartnerfaget 1950–68. Vilvorde havebrugshøjskole overgik fra privat eje til en selvejende institution og oplevede under Aage Knudsens formandskab 1958–76 en kraftig opblomstring og udvikling. Den moderniseredes og indviedes 1958 med 1. byggeetape 1960 og 2. etape 1965. Aage Knudsens betydelige arbejdsindsats omfattede desuden hans tre moderne drivhusgartnerier i Rødovre og Avedøre, samt ideen til og opbygningen af ejendomsaktieselskabet Rødovre Centrum hvis bestyrelsesformand han virkede som siden 1963.

Familie

Aage Knudsen blev født i Vejle (Skt. Nikolaj); begravet på Rødovre kirkegård.

Forældre: møbelhandler Knud K. (1868–1931) og Petrine Magdalene Mortensen (1872–1955). Gift 21.4.1930 i Ringsted med Lily Henriksen, født 12.1.1902 i Ringsted, død 27.5.1999, d. af depotejer Frederik Wilkens H. (1867–1934) og Alma Caroline Wilhelmine Jensen (1877–1947).

Udnævnelser

R. 1951. R1. 1958. K. 1965. K1. 1973.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig