Aage Lund, 1.4.1900-26.12.1946, dyrefysiolog. Født i Helsingør, død i Kbh. (Grøndals), begravet sst. (Vestre). L. kom efter realeksamen, praktisk landbrugsuddannelse og landbrugsskoleophold til landbohøjskolen og blev landbrugskandidat 1923. S.å. blev han assistent og 1925 forsøgsleder ved Landøkonomisk forsøgslaboratoriums dyrefysiologiske afdeling under professor H. Møllgaard. L. har udført en række videnskabelige undersøgelser inden for ernæringsfysiologien og har hyppigt vikarieret ved undervisningen i ernæringsfysiologi på landbohøjskolen. Som den første erhvervede han den jordbrugsvidenskabelige doktorgrad ved højskolen på en afhandling om Eksperimentelle Undersøgelser vedrørende Svinets Avitaminose-A, 1939. Blandt hans øvrige arbejder der er fremkommet som beretninger fra forsøgslaboratoriet kan nævnes undersøgelser over fordøjeligheden af høsorter hos kvæg (1928) og carotinbestemmelse ved hjælp af Pulfrich-fotometer (1939). Særlig indgående har han sammen med andre af forsøgslaboratoriets medarbejdere beskæftiget sig med væksten hos svin, og til rækken af beretninger herom slutter sig disputatsen. Sammen med Møllgaard udgav han 1929 en på moderne ernæringsfysiologiske principper bygget fremstilling Om Grundtrækkene af Malkekvægets Ernæringslære. Som medarbejder ved håndbøger og gennem et stort antal afhandlinger og artikler navnlig i Nordisk Jordbrugsforskning og Ugeskrift for Landmænd har han deltaget i ernæringsfysiologiens nyeste udvikling og i spredningen af oplysning derom blandt landmændene og blandt landbrugets teoretiske vejledere. Navnlig har han bidraget til at skabe kendskab til vitaminlæren og til mineralstoffernes betydning for husdyrenes ernæring. Han var medarbejder ved udenlandske tidsskrifter og fast knyttet til redaktionen af Nutrition Abstracts and Reviews.

Familie

Forældre: grosserer, senere vicekonsul Vilhelm Emanuel Albert L. (1870-1950) og Ursula Ottilia Skjoldager (1876-1942). Gift 10.8.1927 med Lillian Ella Thomsen, født 2.3.1905 i USA, død 4.4.1980 på Skt. Lukasstiftelsen, d. af ingeniør Julius Knud Ludvig T. (1873-1954) og Ingeborg Johanne Kamilla Helbig (1879-1970).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. Ærsøe: Husdyrbrugsforsøgsvirksomheden i Danm., 1943 = Beretn. fra forsøgslab. CC 161-65 246. H. Wenzel Eskedal i Tidsskr. for landøkonomi, 1947 65f. V. Steensberg i Ugeskr. for landmænd, s.å. 24f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig