Aage Matthison-Hansen, Hans Aage Joachim Matthison-Hansen, 20.3.1864-11.5.1938, forfatter. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). M.-H. begyndte som antikvarboghandler og sproglærer, blev ansat ved Kbh.s kommunes folkebibliotek 1898 (fra 1910 med titlen underbibliotekar). Han debuterede 1882 med et bind Smaahistorier og udgav i årene 1891-1926 sytten små digtsamlinger, hver på to-tre ark. 1909 kom Udvalgte Digte (udvalget foretaget sammen med Sophus Michaelis) og 1930 Miniaturer, et nyt udvalg. Han syslede endvidere lige fra ungdommen med kinesisk sprog og litteratur. I sine oversættelser til dansk, Blaalys (Yenkia). 1890, en samling ordsprog og citater, Vandliljerne. 1903, benyttede han til at begynde med oversættelser til europæiske sprog, men det lykkedes ham efterhånden i hvert fald delvis at læse de kinesiske originaler, således i Lien-Hua med kommentarer og noter (1919), Tai-Yang-Huang, 1926 og Maaneguitaren, 1931. Andre resultater af hans kinesiske studier er samlingen af rejsebreve og essays Fra Kina, 1923. - M.-H.s poesi består i reglen af nogle ganske få strofer. Sit betydeligste ydede han i de første bind hvor man møder små stemningsdigte af en ejendommelig fin fortætning. Man kan nævne digtet Alma der kun har fem linjer, men med langt perspektiv og med en resonnans hvis tone bliver ved at klinge i læserens sind. Også hans digt til Sophus Michaelis, et af hans længste, er særegent ved den intime måde hvorpå han lyrisk tegner både vennens og sit eget portræt. I hans senere produktion findes der nogle knappe og melankolske skildringer fra Kina der kommer på højde med det fineste fra hans ungdom - men ellers banaliseredes hans poesi betænkeligt i de senere samlinger. Hans store kærlighed var Kina - hans eneste rejse hertil fandt sted 1905-06 - og dette lands enkle og delikat antydede poesi fik i hans unge år en indflydelse på ham der satte tydelige mærker i hans egen lyrik.

Familie

Forældre: kantor Viggo Stenersen M.-H. (1834-1922) og Hanne Marie Wiuff (1843-1916). Gift 6.7.1909 i Tårbæk med Rosa Frederikke Catharine Thorsøe, født 3.6.1863 i Kbh. (Trin.), død 18.10.1937 sst., d. af handelsskolebestyrer, translatør Caspar Frederik Christian T. (1828-95, gift 2. gang 1872 med Laura Jensine Andersen, 1827-1920) og Jensine Catharine Barkow (1825-71, gift 1. gang 1850 med snedkermester Peter Christensen, 1813-71). - Sønneson af Hans M.-H.

Ikonografi

Tegn. af H. Nik. Hansen, 1896. Mal. af H. C. Caspersen, 1897, og af P. Kronemann, 1898. Tegn. af Eigil Petersen, 1912 (Kgl.bibl.). Buste af Flora Jacobsen, 1912 (Bakkehusmus.). Radering af Axel Hou, 1920. Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Slægthandbogen, 1900 603-07. Vald. Rørdam i København 5.5.1910. Harald Nielsen sst. 10.1.1919. Chr. Rimestad i Politiken 30.1.1919, 20.3.1934 og 12.5.1938. Berl. tid. 29.12.1919 og 28.12.1920. Kai Flor sst. 12.5.1938. Kai Friis Møller: Skribenter og bøger, 1942 20-22. - Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig