Aage Nielsen, 24.6.1873-6.7.1945, entreprenør, søofficer. Født i Silkeborg, død i Espergærde, begravet i Kbh. (Holmens). N. uddannedes som søofficer, blev 1890 kadet, 1895 sekondløjtnant og 1901 premierløjtnant. 1904 gik han uden for nummer og startede, sammen med R. Christiani, firmaet Christiani & N. som han sad i ledelsen af lige til sin død. 1906 tog N. sin afsked fra marinen. 1914 var han til midlertidig tjeneste under sikringsstyrken, og 1923 blev han kaptajn i flådens reserve. 1937 afskedigedes han som sådan. N. var som medindehaver af Christiani & N. med til at bygge firmaet op til et verdensforetagende med filialer over hele verden. I den første halve snes år var det N. der i realiteten stod som den øverste leder, mens Christiani byggede afdelinger op i Århus og Hamborg. N. var ikke uddannet bygningsingeniør, men havde et betydeligt greb om den praktiske projektering af konstruktioner og ledelsen af udførelsen af disse. Det var således N. der stod for den praktiske ledelse af bygningen af Storstrømsbroen 1933-37 som Christiani & N. havde fået overdraget sammen med et engelsk firma. I øvrigt var det også N. der havde indgået aftalen med dette firma. Der er næppe tvivl om at samarbejdet mellem Christiani og N. i løbet af de vanskelige år i mellemkrigstiden hvor firmaet havde store byggeopgaver i Frankrig voldte problemer. Mens Christiani ville gøre Christiani & N. stort lagde N. vægt på at der ikke blev taget unødvendige chancer. N. var formand for bestyrelsen for A/S Recks Opvarmningskompagni og medlem af bestyrelsen for Svitzers Bjergnings Entreprise. Endvidere var han medlem af bestyrelsen for Entreprenørforeningen og for A/S Titan.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kommandør, direktør for Burmeister & Wain A/S Knud C. N. (1845-1909) og Theodora C. S. Nielsen (1850-1926). Gift 1. gang 6.11.1906 med Violet Christine de Ward, født 29.4.1880 i England, død 22.10.1920 i Kbh. (Jac.). Gift 2. gang 18.7.1922 i Svendborg med Bodil Jerichau, født 20.12.1889 i Svindinge, død 1.9.1939 på Skt. Lukas stiftelsen, d. af grosserer Johan Christian Schack J. (1855-1907) og Ulrikke Elisabeth Engelsted (1865-94).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1931. K2. 1937.

Ikonografi

Tegn. af Jørgen Aabye (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Christiani & Nielsen. Twenty five years of civil engineering, 1929. Christiani & Nielsen 1904-44, 1944. Børsen 12.7.1945. A. E. Bretting i Ingeniøren LIV, s.å. A 372. P. I[psen] i Tidsskr. for søvæsen CXIV, s.å. 259f. Chr. Ostenfeld: Christiani & Nielsen, jernbetonens da. pionerer, 1976. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig