Ad. S. Jensen

Ad. S. Jensen, Adolf Severin Jensen, 23.5.1866-29.8.1953, zoolog. Født i Slangerup, død i Kbh. (Johs.), begravet Solbjerg kgd. J. blev 1884 student fra Fr.borg og 1892 cand. mag. i naturhistorie og geografi med zoologi som hovedfag. S.å. ansattes han som assistent ved Zoologisk museum hvor han siden havde sin gang i næsten 60 år; efter fire år ved hvirveldyrafdelingen kom han til afdelingen for marine dyr og blev 1915 bestyrer her. 1917–36 var han professor zoologiae og tillige bestyrer for hvirveldyrafdelingen og formand for museumsrådet. For at supplere den usle assistentløn udfoldede J. i de yngre år ved siden af undervisningen ved Zoologisk studiesamling en betydelig virksomhed som lærer ved skoler, kursus og seminarier og som en meget søgt manuduktør for medicinere; senere var han i ti år censor ved seminarierne og var i hele perioden som professor tillige lærer i zoologi ved Statens lærerhøjskole.

J.s videnskabelige produktion falder i udpræget grad før og efter årene som professor og administrator. Den livslange interesse for Nordatlanten og Grønland vaktes under deltagelse i et norsk fiskeribiologisk togt 1902 og et besøg i Grønland 1906. Under indtryk af sælfangstens katastrofale tilbagegang tog han initiativ til og ledede 1908 og 1909 fra briggen Tjalfe en intensiv hydrografisk og fiskeribiologisk undersøgelse fra Kap Farvel til Umanak og kunne bl.a. påvise at Vestgrønland har sin egen torskebestand der er udsat for store svingninger. Hermed var grunden lagt til de følgende års eksplosive udvikling af fiskeriet på først og fremmest hellefisk og torsk; i mange år fungerede J. som fiskerisagkyndig og publicerede foruden fiskeriberetninger afhandlinger om de vigtigste nyttefisk. Som ichthyolog beskæftigede han sig iøvrigt i de yngre år først med danske fisk (bidrag til "Zoologia Danica"), senere med de arktiske ålebrosmer (Lycodinae) fra Ingolf-ekspeditionen og leverede her det endelige bevis for at nordhavsdybet har sin egen fiskefauna (1904). Andre større arbejder omhandler Østgrønlands fisk (1904) og grønlandske bruskfisk (1914), og fra 1936 tog "pensionist Jensen" (som han yndede at kalde sig) atter fat og publicerede dels 24 bidrag, samlet i Contributions to the ichthyofauna of Greenland, 1942–48, dels specialafhandlinger, hvoraf den sidste, om ulkefisk, kom da han var 85. – Overgangen i 1896 fra museets 1. til 2. afdeling medførte at J. også kom til at beskæftige sig indgående med muslinger, bl.a. Ingolf-ekspeditionens (1912). Arbejdet 1901–05 med nordiske og grønlandske arter gav stødet til en rejse til Diskobugten 1906 med geologen P. Harder for at påvise postglaciale klimaændringer ved hjælp af kvartærfossile muslinger. 1910 udgav de en foreløbig redegørelse, men hovedafhandlingerne om klimaændringerne og deres indvirken på forskellige dyregrupper samt om de fundne muslinger måtte udskydes til hhv. 1939 og 1949 (sidstnævnte med Dan Laursen). En oversigt over Grønlands fauna, dens udbredelse og oprindelse fremkom 1928, dels i universitetets festskrift, dels i "Greenland" I, og 1922 bidrog han til mindeskriftet om Otto Fabricius. Endelig har J. i mindre, biologiske arbejder publiceret sine iagttagelser af en mideart i hesteiglens ægkapsel, af "det nøjsomme møl" og af spætters, egerns og musearters relationer til kogler, ananasgaller og bog samt skrevet talrige nekrologer og populærvidenskabelige artikler (bl.a. om guden Sets hellige dyr og jødernes "manna").

Ved siden af undervisningen og det omfattende og alsidige forfatterskab var J. bl.a. aktiv inden for Dansk naturhistorisk forening; han holdt ca. 50 foredrag, var redaktør af tidsskriftet 1913–31 og formand 1917–34. I godt ti år redigerede han Det grønlandske selskabs årsskrift og udnævntes til æresmedlem 1944; han blev medlem af Naturfredningsrådet ved dets oprettelse 1929 og s.å. af Videnskabernes selskab; 1918 blev han æresdoktor ved Lunds universitet. – J. ydede sin største indsats inden for udviklingen af Vestgrønlands fiskeri og kendskabet til den grønlandske fiskefauna. Hans pædagogiske evner, lune og menneskelige indstilling gjorde ham meget afholdt blandt studenterne, men han videreførte, som elev af C. F. Lütken, linien fra denne og H. F. E. Jungersen og havde hverken i sin undervisning eller som leder af Zoologisk museum sans for at bryde nye veje.