Adam Frederik Trampe, Adam Frederik (Friderich) Trampe, 4.3.1650-26.4.1704, rigsgreve. Født på Tenzerow i Pommern, død i Pressburg, begravet i Kbh. (Frue k ). T. blev 1670 fænrik i dansk tjeneste, 1672 løjtnant, 1676 kaptajn, faldt s.å. i svensk fangenskab men flygtede derfra, blev såret ved stormen på Malmø 1677 og udnævntes til major, n.å. til oberstløjtnant. En kort tid var han ved livregiment til fods, men kunne ikke enes med sine kolleger, blev 1684 oberst og fik regiment. Som mentor for kongesønnen Christian Gyldenløve 1691–94 deltog han på fransk side med dygtighed i felttog i Flandern og blev brigader. 1696 blev han generalmajor og chef for et lille hjælpekorps til kejserlig tjeneste i Ungarn, 1698–99 i polsk tjeneste, 1700 var han i et militær-diplomatisk anliggende i Dresden og forblev til 1703 ved det sachsiske hof. Han havde ønsket og ventet at få kommandoen over det til kejserlig tjeneste i Italien 1701 udsendte korps som imidlertid blev givet til Christian Gyldenløve og først da denne 1703 på grund af sygdom afgav kommandoen blev T. chef derfor og generalløjtnant. Han var dog nu helst forblevet i Dresden og overtog først korpset da dette rykkede i vinterkvarter. De få måneder han derefter havde kommandoen var han gentagne gange syg, men fik lejlighed til at lede et par fægtninger ved Donau. Uden at være nogen betydelig fører havde han fået ry for dygtighed. Ved sit giftermål var han blevet en rig mand og købte Løgismose og Flenstofte (Båg hrd.), foruden at han i Kbh. havde en stor ejendom i Silkegade. Kort før sin død blev han tysk rigsgreve.

Familie

Forældre: Philip v. T. til Tenzerow (død mellem 1650 og 54) og Elisabeth v. Krassow. Gift 24.5.1683 i Kbh. med Sophie Amalie Adeler, født 10.8.1666 i Kbh., begr. 21.9.1734 sst. (Frue k.), d. af generaladmiral Cort A. (1622–75) og Anna Pelt (1640–92).

Udnævnelser

Hv.R. 1702.

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen III, 1877. – Feldzüge des Prinzen Eugen von Savoyen li, Wien 1876; VI, 1879. A. Tuxen i Militært t. XVII, 1888 338–40 358f o.fl.st. K. C. Rockstroh: Et dansk korps' hist., 1895. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I, 1899. N. P. Jensen: Den skånske krig, 1900. Gerh. Brammer: Livgarden 1658–1908, 1908.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig