Adam van Düren

Adam van Düren, 1490-.1532, stenhugger, bygmester. Begravet på domkirkegården i Lund. v. D.s tidligst kendte virksomhed i Skandinavien er knyttet til Linköping domkirke hvor han arbejdede som stenhugger ved fuldendelsen af koret (1487-98). Hans bomærke ses i hvælvet ved det sydøstlige korkapel. Antagelig har han tilhørt den gruppe bygningshåndværkere der ved denne lejlighed indkaldtes fra Köln. Selv kan han stamme fra byen Düren i nærheden af Köln. Dialekten i hans plattyske indskrifter peger ligeledes på en mulig afstamning fra det westfalske område. I disse år har v. D. formentlig også udført hvælvingsskulpturerne i Helsingør klosters kapitelsal der udfra slutstenenes våbenskjolde lader sig datere inden for tidsrummet 1493-1500. Herfra kan han være draget til Skåne hvor han spillede en fremtrædende rolle ved udsmykningen og muligvis også selve opførelsen af Jens Holgersen Ulfstands Glimmingehus. Ifølge den af v. D. hugne bygningstavle over borgens indgangsdør blev grundvolden lagt 1499, og han har signeret krucifiksrelieffet i borgkapellet 1505. Allerede medens dette arbejde stod på udhuggede han 1503 til Kbh.s slot en bislagsten med kong Hans' portrætrelief som nu opbevares på Nationalmuseet. Derefter knyttedes han for en årrække til Lunds domkirke hvis istandsættelse kong Hans havde tilrådet. Arbejderne begyndte i krypten hvor ærkebiskop Birgers store gravmæle blev rejst 1512, og hvor brønden 1513-14 udstyredes med mærkelige satiriske karmrelieffer. Siden fulgte betydelige restaureringsarbejder i selve kirken hvis spor dog for største delen er udslettet i 1800-tallet. Medens Christian II var herre i Sverige huggede v. D. 1521 ålen og løven på soklen i Stockholms storkirke, men senest 1524 synes han på ny optaget af sin virksomhed i Lund. Desuden synes han at have arbejdet på ærkebispeslottet Borgeby og på Malmøhus. Blandt de fåtallige gravsten fra hans værksted findes den interessanteste i Tosterup kirke. Sandsynligvis er v. D. identisk med "Doem van Dywren", kgl. majestæts tjener, der 1532 i kancelliet fik rejsepas til Tyskland og tilbage. Om rejsens forløb og om hans endeligt tier kilderne. Karakteristisk for v. D.s stenskulpturer er en summarisk og forenklet formbehandling med brede, udtryksfulde figurer der i portrætterne af kong Hans og Birger Gunnersen når et højdepunkt af realisme. Man glemmer ikke de djærve spottebilleder på kryptbrønden, ågerkarlen, den fede munk og den sultne kæmpelus som bider det skabede får; de fortæller både om tiden og om manden. Den selvfølende tyske håndværker der gerne signerede sine relieffer, har været en strid og kritisk natur; hans seneste indskrifter på soklerne i Lunds domkirke klinger mørkt og bittert, både mindeordene om slaget ved Lund 1525 og versene fra 1527 som i modsætning til de tidligere er på dansk: "Den maa vel et Asen være, som tager mer paa, end han kan bære" og "O Herre Gud, hvad Ende skal det faa, det vi ej ville vor Skrøbelighed forstaa".