Adolph Price

Adolph Price, Johan Adolph Price, 24.6.1805-5.2.1890, mimiker. Født i Kbh. (Ty.ref.), død sst. (Holmens), begravet på Frbg. Næppe fire år gammel medvirkede P. i forestillingerne på Morskabsteatret og turnerede med familien. Efter stedfaderen, Frantz Kuhns død overtog han sammen med broderen James ledelsen af teatret hvor han havde en stor støtte i sin hustru der ikke alene agerede Columbine, men undertiden også Harlekin. Fra 1834, først i Harlekin mekanisk Statue, spillede P. Pjerrot, G. Casortis berømte figur, som han i henved 40 år fastholdt i mesterens form, men dog forstod at variere med lunerige, altid smagfulde indfald. P.s markerede ansigt med det venlige smil og de godlidende øjne passede udmærket til typen; han var ikke en plump klods, men bevarede selv i de mest groteske situationer en vis elegance i komikken hvad enten Pjerrot skulle være dum eller barnlig-snu. "De er en stor Kunstner i Deres Fag" sagde Bertel Thorvaldsen hos hvem P. tegnede til brug for de tableauarrangementer, plastiske billeder eller forvandlingsdekorationer hvormed han søgte at forny repertoiret. Han var noget af en tusindkunstner; han malede, modellerede, skar i træ og komponerede (sammen med C. Lehmann) pantomimer, fx Rejsen til Ægypten hvor vandretæppet første gang blev benyttet, og i Pjerrot og hans Familie fik P.-slægtens yngre medlemmer lejlighed til at agere med ham som midtpunkt til publikums glæde. Med sin bror James førte P. en omflakkende tilværelse i og uden for Danmark, men familien holdt sammen, også efter at Morskabsteatret var nedrevet. P.s sidste virkested omkring 1870 var Hofteatret hvor faderen ca. 70 år forud begyndte sine pantomimeforestillinger. Fire af hans børn tilhørte balletten på Det kgl. teater for hvilket de to, Juliette og Waldemar, fik stor betydning. – Scenarier, notater om lazzi (mimik), forvandlingsdekorationer en miniature (Teatermus.).

Familie

Forældre: artist James P. d.æ. (1761-1805) og Hanne Todd (1771-1826). Gift 27.10.1830 i Kbh. (Ty.ref.) med danser Flora Mathilde Henriette Lewin, født 5.11.1813 i London, død 2.11.1863 i Kbh. (Frbg.), d. af den engelske mimiker Joseph L. og Juliette Rosette Moon (Maan). – Far til Juliette P. og Waldemar P.

Ikonografi

Fire stik af S. H. Petersen efter scenebilleder af Harder (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

C. F. Wilckens: Træk af Thorvaldsens kunstner- og omgangsliv, 1874 (ny udg. m. titlen: Thorvaldsens sidste år, 1973 = Politikens hist. bibl. V) 41-43. J. Davidsen: Fra det gamle kongens Kbh. II, 1881 (ny udg. 1910 og 1977) 181-203. Eiler Nystrøm: Offentlige forlystelser i Fr. VIs tid, 1910.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig