Aksel Dahlerup

Aksel Dahlerup, 15.2.1897-28.9.1978, programdirektør. Født i Odense (Skt. Hans), død i Kbh. D. voksede op i et borgerligt miljø, først i Odense, fra 1906 i Kbh. 1908 kom han på Sorø akademi hvorfra han blev student 1915. Faderen var social-filantropisk interesseret og blev efter sin afgang inspektør for Lægeforeningens boliger på Østerbro i Kbh. (Brumleby). Moderen var en fortrinlig fortæller og en flittig brevskriver. Hun opretholdt korrespondance med en stor slægts- og vennekreds hvortil bl.a. Herman Bang hørte. Det var naturligt for D. at følge faderens eksempel og blive officer, 1916 bestod han adgangsprøven til næstældste officersklasse, men 1919 søgte han i stedet ansættelse i justitsministeriet og blev sekretær i udførselskontoret, n.å. chef for ud- og indførselskontoret for de slesvigske afstemningsområder. I et forsøg på at komme ind ved den nyoprettede pressetjeneste i udenrigsministeriet kom han 1921 i lære som journalist ved Frederiksborg Amtstidende, var derefter redaktionssekretær ved de Ferslewske blades fælles tillæg Søndag (1922-25) men kom herunder i berøring med radioen. Da de Ferslewske blade tog initiativet til regelmæssig udsendelse af gudstjenesten fra Garnisons kirke med Olfert Ricard stod D. hver søndag i et lille studie i Telefonhuset for at indlede og afslutte transmissionen. 1925 blev han redaktionssekretær ved Radio Uge Revue, 1926 redaktør af Verden og Vi, som han desuden udgav 1927-31. 1927 introducerede han i radioen Verden og Vi's engelskundervisning (efter et system opfundet af den gamle socialistfører Paul Geleff) og s.å. blev han knyttet til Pressens radioavis, en af statsradiofonien uafhængig institution, 1931 blev han medarbejder ved statsradiofonien (fra 1959 Danmarks radio) og 1934 programsekretær. - I nært samarbejde med radioens dynamiske leder Emil Holm udvikledes D.s radiofoniske talent hurtigt. Han gik ud i befolkningen med mikrofonen i hånd, skabte sine Hørebilleder fra Dagliglivet der blev af banebrydende betydning, en række livsbilleder fra alle dele af samfundet, ofte gengivet med fint lune, altid ægte og vedkommende. Radiomedarbejdere som Sv. Alkærsig, Willy Reunert, Viggo Clausen og flere står med deres udformning af dokumentar-featuren i gæld til D. Under besættelsen måtte D. foretage fire reportagerejser til Tyskland. Opgaven var vanskelig og utaknemmelig, men han løste den på diplomatisk vis idet han dog ingenlunde lagde skjul på sin personlige holdning. 1939 blev D. reportagechef, 1943 afdelingschef, 1943 stedfortræder for direktøren og 1959 programdirektør for radioen. For hvert trin kom han længere bort fra det kreative, blev bundet af administrative pligter. I kraft af sin intelligens og opvækst i et kulturmiljø havde han store evner for at repræsentere, han kunne holde en tale, spirituel og elegant - men det daglige, slidsomme arbejde med administrationen var ikke hans sag. I de senere år optrådte han sjældent i radio (eller TV). Men af gammel kærlighed til det danske kongehus svigtede han ikke når der var transmission af begivenheder ved hoffet. Så kunne man være sikker på at det var D. der var "ved mikrofonen". D. efterfulgte professor Johannes Brøndum-Nielsen som formand for radioens interne sprognævn, (var også medlem af Dansk sprognævn (arbejdsudvalget) 1964-67). En overgang sendte han en række "blå breve til dem, der taler i radioen" hvori han gav medarbejderne gode råd vedr. korrekt dansk sprogbrug. Næst sproget var det nok historien, især vor egen, der havde hans største interesse. Det kom til udtryk i hans redegørelse for Stormen på København 1659 (1958) og i det smukke afsnit om general Christian de Meza i Radio-Eventyr, 1968.