Aksel Larsen

Aksel Larsen, 5.8.1897-10.1.1972, politiker. Aksel Larsens barndom var fattig. Faderen, der var træskomand, blev slået ud af industrien og flyttede til Odense som arbejdsmand. Lønnen var lav og børneflokken stor, moderens hjemmearbejde og kolonihavens produkter måtte bidrage til familiens underhold, ligesom alle børnene fik pladser, Aksel Larsen som mælkedreng, keglerejser og bydreng. 1907 blev han optaget på Mulernes legatskole hvorfra han fik realeksamen 1914. En kortere tid var han trafikelev ved De sydfynske jernbaner, derefter bud og arbejdsmand, fra 1918 i København.

Hjemmet havde været socialdemokratisk, og Aksel Larsen betegnede senere redaktøren af Fyns Socialdemokrat, Emil Marott, som "min store afgud", men efter en kort periode i en af de på den tid meget urolige socialdemokratiske vælgerforeninger tilsluttede Aksel Larsen sig 1920 Danmarks venstresocialistiske parti der kort efter på Moskvas krav tog navnet Danmarks kommunistiske parti. Han gik aktivt ind i det til tider brogede partiarbejde og var 1924 opstillet til folketingsvalget i Lyngby-kredsen hvor DKP fik 160 stemmer. 1925 rejste Aksel Larsen til Sovjetunionen hvor han studerede marxismens teori til 1928 og derefter blev han sendt ud på arbejde til hjemrejsen i 1929. Fra Moskva blev DKP advaret mod at give Aksel Larsen, der ikke havde været særlig linjetro, ledende funktioner, men gennem Fællesudvalget for arbejdsløse som Aksel Larsen blev en energisk og fængende leder af gjorde han sig uundværlig, og i 1932 var han partiets bedst kendte navn. Med kneben margin kom DKP ind i folketinget med to mand, foruden Aksel Larsen Arne Munch-Petersen. Ved dette valg var Aksel Larsen opstillet i Københavns 12. kreds hvor han genvalgtes til sin død.

I folketinget gjorde Aksel Larsen sig hurtigt gældende som en veltalende og hårdtslående debattør med usædvanlige anlæg for det parlamentariske arbejde. Den partipolitiske konstellation og det stabile socialdemokratisk-radikale samarbejde gjorde arbejdet for et nyt, yderliggående parti meget vanskeligt, og den daværende forretningsorden gjorde det umuligt at arbejde på andre fronter end indlæg til de andre partiers forslag, forespørgselsdebatter og dagsordenforslag. De selvstændige forslag som DKP stillede blev aldrig behandlet og blev derfor rene paradenumre til trods for at der ofte var lagt et stort arbejde i dem. Aksel Larsen lærte imidlertid at udnytte de givne muligheder til fuldkommenhed, og andre politikere fik efterhånden en omhyggeligt skjult respekt for ham. Partiet voksede langsomt og opnåede i 1939 2,4 pct. af de afgivne stemmer.

For en stor del af den danske offentlighed stod Aksel Larsen som DKP's ubestridte leder, mens hans stilling i partiet og i forhold til Moskva var mindre fasttømret. Han repræsenterede vel DKP ved kongresser m.m. i Moskva, men blev behandlet med en vis kølighed. Man havde ikke glemt at han havde været ubekvem under opholdet 1925–29, og at han havde haft vel mange kontakter i de kredse som kom i unåde under de store processer. Aksel Larsen tav om disse forhold og om sin bekymring over forholdene i Sovjet, og en plan om i sit otium at skrive en redegørelse for 1930'erne som han havde oplevet dem blev ikke til noget på grund af hans død. Det blev kun mundtlige brudstykker som han i sine sidste år betroede nogle få venner.

Når mange langt senere bebrejdede Aksel Larsen at han havde tiet over for mange uhyggelige træk i sovjetisk politik og tilmed forsvaret Sovjetunionen mod angreb han måtte vide i hvert fald var delvis berettigede, overså de situationens psykologiske og almentpolitiske baggrund. En polariseret debat som den der førtes mellem kommunisterne og næsten hele det øvrige samfund medfører altid et dilemma: Kan man komme sine modstandere i møde på ét område uden dermed at svigte alt det man ellers står for? Er man ikke nødt til først og fremmest at gøre det muligt at fortsætte arbejdet for de principper som modstanderne ikke angriber åbent, men som i virkeligheden er det de bekæmper? Med et lederansvar som Aksel Larsens bliver overvejelser af denne art særlig prekære. Mange af angrebene fra andre partier indeholdt iøvrigt ved siden af det berettigede så meget forkert og uretfærdigt at det måtte føre Aksel Larsen og andre over i en for en senere betragtning alt for firkantet accept af alt sovjetisk. Problemstillingen, som Aksel Larsen havde fælles med mange der i tidens løb brød med kommunismen efter at have sagt andet og mere end de senere brød sig om at tænke på, plagede ham hele livet.

Den tysk-sovjetiske pagt i 1939 isolerede DKP endnu mere end før og skabte indre spændinger – også i de enkelte personer. Fra begyndelsen af besættelsen udvikledes et for udenforstående svært gennemskueligt dobbeltspil, hvor det der blev sagt og skrevet stod i modsætning til den forberedelse til illegalitet der muliggjorde at DKP umiddelbart efter det tyske angreb på Sovjetunionen kunne begynde udgivelsen af illegale blade og anden tyskfjendtlig virksomhed. Aksel Larsen blev i modsætning til en række andre ledende partifæller ikke arresteret med det samme, men holdt sig under jorden til november 1942. I denne periode deltog han sammen med Mogens Fog, Christmas Møller m.fl. i grundlæggelsen af det tværpolitiske Frit Danmark.

Efter sin arrestation gav Aksel Larsen tyskerne en del oplysninger om sine illegale forbindelser. De nærmere omstændigheder herved er ikke tilstrækkeligt kendt, men det synes dog klart, dels at Aksel Larsen ikke havde den mentale forberedelse på en forhørssituation der senere blev indskærpet modstandsfolk, dels at en række af de personer som Aksel Larsen angiveligt skal have nævnt for tyskerne, senere arbejdede nært sammen med ham.

Aksel Larsen blev af tyskerne anbragt først i Sachsenhausen og derefter i Neuengamme indtil han ved krigens slutning sammen med andre danske fanger blev overført til Sverige hvorfra han vendte hjem 5. maj 1945. I befrielsesregeringen blev Aksel Larsen minister uden portefølje, og han nød i denne periode en meget betydelig popularitet. Det var i dyb overensstemmelse med hans inderste ønsker at der 1945 blev ført forhandlinger om partiernes sammenslutning mellem socialdemokratiet og DKP, mens såvel de socialdemokratiske ledere som den hårde kerne i DKP synes at have forhandlet på skrømt. Ved valget i oktober 1945 fik DKP en vældig fremgang og Aksel Larsen alene næsten 27.500 stemmer – mere end nogen anden ved dette valg. Uanset den store valgsejr blev DKP helt uden betydning i praktisk politik, og partiet gik støt tilbage ved de følgende valg. Aksel Larsen virkede i disse år mere og mere træt, vred og opgivende. Han udførte dog et stort arbejde i forfatningskommissionen og fik indflydelse på nogle af formuleringerne i grundloven af 1953.

Den kolde krig og den sovjetiske politik i Østeuropa var en åbenbar belastning for Aksel Larsen, og efter Ungarn-begivenhederne i 1956 tilspidsedes modsætningerne mellem ham og den mere Moskvatro del af DKP's ledelse som kulminerede i at Aksel Larsen den 15.11.1958 blev ekskluderet af DKP.

Sammen med ligesindede stiftede Aksel Larsen derefter socialistisk folkeparti og anmeldte dette i folketinget. SF deltog første gang i folketingsvalg 1960, og stemmetallene og disses fordeling ud over landet viste at et stort antal vælgere der tidligere havde forladt DKP havde ventet på at Aksel Larsen skulle bryde med DKP's linje. Først med SF opnåede Aksel Larsen den placering i dansk politik som han altid havde ønsket sig. Partiet blev respekteret på en måde som DKP aldrig var blevet. Der blev lyttet til det, ikke mindst til Aksel Larsen, og dets stemmer blev for alvor talt med i lovgivningsarbejdet. 1966–68 og påny 1971–73 havde socialdemokratiet og SF tilsammen flertal i folketinget, og det lykkedes til Aksel Larsens tilfredshed i en vis udstrækning at få det derved muliggjorte samarbejde til at fungere. Han var ikke – som venstrefløjsmodstandere stædigt har hævdet – særlig ivrig efter at indgå i en regering, men han ønskede at få noget af sin politik igennem, og dette blev alene forhindret af SFs venstrefløj der i 1967 væltede regeringen Krag.

Aksel Larsen opgav efter partiets konsolidering i 1968 sine lederposter, idet Morten Lange afløste ham som folketingsgruppens formand og Sigurd Ømann som partiformand. Aksel Larsen var et ivrigt medlem af Nordisk råd fra 1960 og statsrevisor fra 1967. I sin sidste tid i folketinget var Aksel Larsen særlig optaget af modstanden mod Danmarks indtræden i EF.

Ved sin død var Aksel Larsen folketingets aldersformand, idet han havde været medlem i mere end 39 år (heri er krigsårene medregnet). Han havde opnået en næsten uset popularitet i kredse langt uden for sit parti, og han var almindeligt anerkendt som en af Danmarks største parlamentarikere gennem tiderne. Han var ikke alene veltalende og vidende, men også en fornem kender af den politiske teknik og en varm fortaler for samarbejde mellem partierne når dette kunne gennemføres uden skade for hans centrale synspunkter.

Aksel Larsen havde ry for at være vrissen, men det ville hans mange venner – hvad enten de var partifæller eller politiske modstandere – ikke skrive under på. De kendte ham tværtimod som en varmhjertet, trofast og munter støtte. Aksel Larsen var den sidste store autodidakt i dansk politik og en af de mest folkelige politikere landet har kendt.