Albert Dam

Albert Dam, Niels Albert Dam, 19.10.1880-24.5.1972, forfatter. Albert Dam voksede op i Virring, Fruering sogn i en firelænget bondegård som han mange gange har afmalet i sin digtning. Efter nogle års erfaringer som vogterdreng kom han til Horsens latinskole, blev student år 1900 og studerede så et par år filologi og især historie hos Kristian Erslev ved Københavns universitet. "Så havde jeg ikke mere at hente der, og så begyndte jeg at skrive. Men studerende er jeg stadigvæk", erklærede Albert Dam som gammel mand.

1905 debuterede han i Tilskueren med Slud, en psykologisk studie, og året efter kom den første roman Mellem de to Søer som Peter Nansen og Vilhelm Andersen havde sagt god for. Det er en psykologisk fortælling på grundlag af et virkelig foregået mord som aldrig blev opklaret. Skylden bliver i bogen lettet for morderen da hans kæreste stiltiende påtager sig sin del i anet erkendelse af sin moralske medskyld i rivalindens død.

I 26 år hørte man ikke noget fra Albert Dam. Han studerede fængselsforhold og drev et konditori. Først 1934 udkom Saa kom det ny Brødkorn. Igen møder man spørgsmålet om skyld og medskyld, om menneskets tvivlende søgen efter livets mål. Bogen er en af 1930'ernes betydelige romaner. Her skildres et helt lille samfunds indvånere hvis livsløb er flettet ind i hinanden, så alles skæbner er uløseligt sammenknyttet. Ingen står alene, alle har ansvar for de andre, men også for sig selv. Først da Hans Peter begriber sin medskyld i sine nærmestes vanskæbne lykkes hans planteeksperimenter, hans higen opfyldes trods alt i et resultat da beskheden i hans korn fordeler sig og forædles i en bitter aroma. Således kom det nye brødkorn.

Med de første symbolske romaner beviste Albert Dam sin særegne fortællekunst som bunder i en grundig viden og indsigt i det han taler om. Det nøje kendskab til kilderne som vogterdrengen havde fået, og som Erslev havde lært ham at værdsætte blev i hans digtning det faste grundlag. Han kender sine jyder, deres sprog og sind, deres huse, redskaber, kvæg og land. Dertil ejede han et usædvanligt talent for at se. Ofte fornemmes naturbeskrivelserne som forarbejder til malerier. Hans malerøje ser i motiver, afskærer landskaber, forsyner dem med flader, farver, linievirkninger så man har det østjyske landskab for sig, malet naturalistisk med en bred, grov pensel. Men den skildrede natur er ikke bare billede, den lever aktivt med i handlingen. Foreningen af den klare, skånselsløse realisme og den besjælede natur er en af de mest indtagende mærkværdigheder i forfatterskabet.

I de første bøger er Albert Dam bedst hvor handlingen kulminerer i de af rå drift betingede og med psykologisk konsekvens fremstillede mord- eller dødssituationer. Naturens medvirken kan her være af stor magt, både når den følger med i udviklingen ved at bevæge sig i blæst og regn, svulme i bristende knopper, og når de affektblændede personer oplever den impressionistisk, forvredet. - Også sprogtonen følger med, og mens personerne kun dunkelt fatter deres drifters dæmoni hamrer Albert Dam sine sætninger ud i ensartede korte hug. Hovedsætning på hovedsætning, dannet over samme læst pisker skildringen op i et crescendo.

I en kort roman fra 1951 som nok er den letteste at læse møder man atter motivet med at opfylde sin bestemmelse. Jomfruen og Soldaten er fortalt som en legende hvorved Albert Dam har distanceret sig fra stoffet og formummet sig som fortælleren, mellemmanden, der bringer en gammel historie videre til næste generation. Den handler om en fin københavnerpige der gifter sig med en bondeknold og trods al sorg og slid bliver tilfreds og dør i fred fordi hun har fulgt sin bestemmelse, har realiseret sig selv. I soldatens bondestue træffer man Albert Dams humor igennem de jyske bondekoner skønt "underfundigheden bag bønders eller andres ord forstås aldrig helt – ikke engang af dem der siger ordene; dertil er den for ubevidst".

Albert Dam blev ved at gennemspille det samme tema. En ny variation blev den fine lille roman Dag saa lang, 1954. En gammel mand ligger i stræk efter et benbrud og registrerer i feberdøsens mærkelige lydhørhed den fremmede hospitalsverden omkring sig. Alt imens hans tilstand forværres mindes han udsnit af sit liv i et vemodigt selvopgør og nages ved de stunder hvor han ikke har slået til. Til sidst når han dog en slags afklaring i skumringen som bringer ham fred mens livet ebber ud. Hvad Jomfruens nabokoner var et varsel om blev en realitet da Morfars By kom 1956 med en kreds af myter eller skæbner fra Fruering sogn hvor en række mennesker og episoder beskrives med indforstået lune i et overdådigt ordrigt sprog, spækket med dialektord. Man må vide hvad det er at klisse, at klarne, plystre, fluse, slege, for at være med. – En af historierne griber helt tilbage til debutnovellen Slud fra 1905. – Som 89-årig udsendte Albert Dam Min Moder og hendes Sønner hvor han usentimentalt men forstående fortsætter skildringerne fra sin morfars by.

Det siger noget om spændvidden i forfatterskabet at mere end 50 år efter at Peter Nansen og Vilh. Andersen havde "opdaget" Albert Dam fik han sit gennembrud, og det med en ny, selvopfundet genre som han kaldte skilderier. Denne gang var det Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som slog til lyd for Albert Dam der fik sit skilderi af den dejlige pige Alrunerod der visner på grund af menneskelig smålighed, frem i den unge generations tidsskrift Vindrosen. Herefter fik den gamle forfatter mod på at debutere for fjerde gang, som han selv udtrykte det. Syv Skilderier, 1962 er verdens historie der punktvis kaldes til live i beretninger der omfatter urtid, nutid og fremtid. Albert Dam har videreført og uddybet sine filosofisk-historiske fantasier i flere skilderier Menneskelinien. Elleve Skilderier, 1965 og Menneskekår. Afsluttende Skilderier, 1967 samt Vesteuropæers Bekendelser, 1963. Albert Dam er i disse værker den søgende, tvivlende spørger der grunder over livets gåde, hvorfra kommer vi, hvor går vi hen, idet han leder efter en fælles linie i alle skabningens tider og former.

Forfatterskabets begyndelse var lokal, dets slutning global. Albert Dam begyndte sin fortælling ved år 1900 og endte 60 millioner år bagude i tiden ved klodens fjernhistorie. Måske ligger en del af forklaringen på dette kunststykke i Albert Dams realisme. Der er sandfærdighed og oplevelse i hans skildringer både fra det jyske barndomsland og fra dagliglivet blandt urtidsøgler. Hvad han skriver om har han været i stand til så at sige indtage i sig og gennemleve så det videregives som en ny realitet.

Albert Dam "studerede hele livet", og om hans enorme belæsthed i filosofi, biologi, fysik, antropologi etc. er der ingen tvivl. Via den er han nået langt tilbage i forhistoriske tider, tidsmæssigt distancerende Johannes V. Jensen og Oswald Spengler, men det sidste lange spring over fjerne årmillioner er udløst af hans egen fabelagtige visionære fantasi som sætter ham i stand til at rette sit projektørlys ind i fortidens mørke og lade urmennesker eller padder – alt efter hvor han retter lyskeglen – blive levende for øjnene af os. Selv sagde han "Jeg må vedblive med mistro at søge og sætte min søgen frem i fortællende ord." Albert Dams forfatterskab er et isoleret fænomen i vort århundrede. Han ligner ikke sine samtidige, hans bøger læses kun af få, men hvad han skrev i 1950'erne og 1960'erne vil nok komme til at stå på grund af hans dybe indsigt i psyken og utrættelige visionære greb efter tilværelsens gåder.

Albert Dam har fået Det Carl Møllerske forfatterlegat, 1910, Sophus Michaëlis-legatet, 1955, Kritikernes ærespris og Kollegernes ærespris, 1962 Uno-X-prisen (fra Det danske akademi) 1965.