Albert Gottschalk

Albert Gottschalk, 3.7.1866-13.2.1906, landskabsmaler. Født i Stege, død på Frbg., begravet i Kbh. (Mos. Vestre). G. gik på akademiet tre kvartaler 1882-83 og besøgte derefter i fem vintre kunstnernes studieskoler under P. S. Krøyer. Den undervisning der fik størst betydning for ham fandt han imidlertid uden for skolerne, først hos Karl Jensen som forberedte ham til akademiet, og senere hos sin noget ældre ven Karl Madsen. Med sidstnævnte gik han lange ture i Kbh.s udkanter, og de to venner drøftede malerkunsten og fandt sammen en hel verden af nye motiver. Karl Madsen fortalte sin elev om "de franske maleres sans for helhedsvirkning og farvetonernes samklang" og har sikkert haft den allerstørste betydning for hele G.s syn på malerkunsten. – Det var først og fremmest kærligheden til naturen der drev G. til at male. Han arbejdede altid ude i det fri og var på stadig jagt efter nye motiver. Hans kunst viser en ualmindelig følsomhed over for naturindtryk og en evne til at gribe stemningerne og gengive dem med fine maleriske toner. Han havde desuden blik for motivernes kompositionelle værdi og forstod ved fint afvejede beskæringer at give billederne ro og balance. Hans form var det inspirerede naturstudium, og hans styrke lå i det maleriske anslag. Når han havde fæstnet sit indtryk og sin oplevelse på lærredet var det ham nok – de store fuldt udarbejdede billeder var ikke hans sag. – G. malede aldrig den ensomme natur. Han fandt sine motiver i Kbh.s udkanter hvor bebyggelsen bærer præget af sammenstødet mellem by og begyndende land, eller ved de gamle volde hvor træer og grønne skrænter omkranser den gammelkøbenhavnske arkitektur. De danske provinsbyer har han også elsket og har fået helt nye virkninger frem når han malede den stejle bakkegade med de lave huse. Et af hans tidligste billeder Fra det gamle Kalkbrænderi, 1883 viser allerede at hans mål er at skildre stedets fortættede og særprægede stemning. "Han saa som Maler, men han følte og drømte som en Poet" (Karl Madsen). Det fik en opdragende betydning at fandt nye skønhedsværdier hvor folk ikke tidligere havde haft øje for dem, og i forhold til sin samtid virkede han fornyende. – Inderst er G.s kunst i slægt med Købkes, især i dennes sidste periode. De har samme sans for de tilsyneladende beskedne motiver, samme lyst til at male huse og træer og samstemme farvetonerne til en lyrisk helhed. En anden kendelig, men vel nok indirekte indflydelse har G. modtaget fra fransk malerkunst og her ganske særlig fra Camille Corot (Aaløb med en Bro, 1887, viser både i sit motiv og i sin fine sølvgrå tone i tydelig grad slægtskabet). G. maler med forkærlighed det danske gråvejr, og da bliver hans farve ganske stofagtig ligesom hos Julius Paulsen. Enkelte tidlige billeder kan være malet under indtryk af L. A. Ring(Foraarsdag ved Glostrup, 1887) eller Joakim Skovgaard(Landskab fra Halland, 1890) hvis kunst han satte meget højt. Blandt fortsætterne af 80ernes naturalisme hører han sammen med de københavnske malere (bl.a. Fridolin Johansen, Karl Schou, Ludvig Find) hvis kunst er mere artistisk betonet og derved mindre folkelig end fx fynboernes. – G. var 1887 i Lübeck og Berlin, 1889 og 1892 i Paris. 1896 foretog han en rejse med fragtdamper over England til Italien (rejsebreve i Tilskueren, 1931) og var igen i Italien 1904. Han debuterede på Charlottenborgs decemberudstilling 1884, udstillede på Charlottenborgs forårsudstilling mellem 1887 og -96 og fra 1897 på Den frie udstilling hvor han blev medlem 1902. Ved hans død afholdt Kunstforeningen en mindeudstilling som vakte videre interesse for hans kunst, og 1930 samledes et stort udvalg af hans billeder og tegninger i Den frie udstilling. Blandt G.s arbejder kan nævnes de tidlige, fuldt gennemførte Fra Kastellet i december, 1884, Vejen forbi Store Godthåb, 1884 og Foraarsdag i Glostrup. 1887, alle kunstmuseet, og fra de sidste år hvor G. nærmede sig ekspressionismens måleform, de stærkt forenklede Lyngby- og Kronborgbilleder. På kunstmuseet er G. repræsenteret med godt 25 malerier og med tegninger i kobberstiksamlingen. Desuden på Hirschsprung og på en række provinsmuseer, særlig Odense, Fåborg, Ålborg, Skagen og Silkeborg samt Stockholm. – Af sine venner skildres G. som et oprevet og ulykkeligt menneske hvis sind var underkastet skiftende luner, og hvis humør i få øjeblikke kunne svinge fra glæde til sorg. Manglende selvtillid gjorde at han selv tilintetgjorde mange billeder. Han elskede musik og poesi, og blandt hans nære venner var Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen.