Albert Krummedige, Albert Crummedyck, senest 1419-27.10.1489, biskop i Lübeck. Begravet i Lübeck domk. K. gjorde sig i sine yngre år bemærket som en ualmindelig ivrig og heldig deltager i de adelige prælaters embedsjagt. 1455 havde han fået samlet en halv snes præbender, fordelt fra Magdeburg til Barvedsyssel i Slesvig; samtidig lå han i proces om ærkedegnedømmet i Ribe som han dog nogle år senere synes at have opgivet. Sin medgang skyldte han sine gode forbindelser ved pavehoffet i Rom hvor han i en årrække personlig opholdt sig; en tid var han endog notar i den pavelige rota (den katolske kirkes højeste pavelige appellationsret). Også med Christian I kom han tidligt i forbindelse; 1462 omtales det, at han – dog vistnok rent midlertidigt – har tjenestegjort som kongens "orator" ved kurien; s.å. var han dansk sendebud i Brandenburg; 1465 kaldtes han kongens svorne mand og råd. Det var da også med Christian Is varme anbefaling, at han 1466 kaldtes til biskop i Lübeck. Også senere benyttede kongen sig flere gange af hans evner som diplomat, således især 1477 da han var med til at afslutte ægteskabskontrakten mellem den senere kong Hans og Christine af Sachsen. Sin vigtigste politiske indsats kom han til at yde, da han efter Segebergforliget 1470 mellem Christian I og den holstenske adel ifølge begge parters overenskomst udsås til Slesvigs og Holstens finansielle styrer, hvem det påhvilede at inddrive kongens indtægter og deraf afbetale hans gæld; som løn fik han Segeberg len. Han magtede ikke denne svære opgave; han var for afhængig af Christian I til at hindre, at kongen stiftede ny gæld i stedet for den gamle, og 1479 trådte han tilbage for dronning Dorothea. For at kunne klare vanskelighederne måtte K. gøre betydelige udlæg af sine egne indkomster. Samtidig havde han kostbare kunstneriske og litterære interesser; således udsmykkede han domkirken i Lübeck med et endnu bevaret, pragtfuldt triumfkors og opmuntrede den begyndende bogtrykkerkunst. Følgen af al hans virksomhedstrang blev da, at han ved sin død efterlod sit rige stift næsten på fallittens rand.

Familie

Antagelig søn af Claus K.

Ikonografi

Relief, slidt, på ligsten (Lübeck domk.).

Bibliografi

Scriptores rerum Germanicarum, udg. H. Meibom II, Helmstedt 1688. – P. Hasse i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. VII, Kiel 1877 28f 40 44. Erik Arup i Hist. t. 7.r.IV, 1902–04 317–489 fl.st. Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm., 1907. Die Bauund Kunstdenkmäler der freien und Hansestadt Lübeck III, Lübeck 1920.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig