Albrecht Philip v. Eynden

Albrecht Philip v. Eynden, Albrecht Philip v. Eyndten, 1665-19.4.1731, officer. Født antagelig i Østre Telemarken, begravet i Kundby k. v. E. blev 1685 som løjtnant optaget i drabantgarden, 1687 kaptajnløjtnant, 1696 (1694) kaptajn, 1698-99 og atter, som major, 1700 var han med hjælpekorps i sachsisk-polsk tjeneste, fra 1701 til 1709, da han blev hjemkaldt, i sømagternes tjeneste, fra 1702 (1701) som oberstløjtnant, 1704 oberst. Han blev såret i slaget ved Höchstädt. Under felttoget i Skåne 1709-10 viste han sig som en dygtig og energisk soldat som kommandant i Helsingborg, og i slaget 10.3.1710 blev han brigader, n.å. generalmajor; 1712 deltog han i det første tog mod Stralsund, derefter i erobringen af Bremen-Verden og blev 6.8. s.å. kommandant i Stade. Fra 1714 indtrådte han i feltkommissariatet og dernæst i generalfeltkommissariatet, hvor hans senere virksomhed hovedsagelig faldt. 1715 blev han generalløjtnant og førte vinteren 1715-16 da man forberedte sig på en svensk overgang fra Skåne til Sjælland, et stærkt troppekorps fra Pommern tilbage til Danmark og fik her overkommandoen over tropperne på Sjælland uden for Kbh. Han blev 1717 udset til at kommandere et større landgangsforetagende mod Gotland som dog ikke kom til udførelse. Da ledelsen af hæren i Norge efteråret 1718 fremkaldte megen kritik foreslog vicestat-holderen baron Fr. Krag at der fra Danmark opsendtes en general med den fornødne autoritet til at tage overkommandoen og foreslog hertil sin svoger v. E., men kongen gik ikke ind derpå. – Ved Jobst v. Scholtens død 1721 blev v. E. præses i "Generalitetet", og det synes at kongen har påtænkt at udnævne ham til general af infanteriet. 1725 fik han efter ansøgning sin afsked og tog ophold på sine godser Frydendal (Torbenfeldt) og Bjergbygård.

Familie

Forældre: kaptajn Philip v. E. fra Nederlandene og Magdalene Petronelle de Place (1642-70). Gift 1716 med Vibeke Krag, født 29.3.1691, død 6.3.1778 i Odense, d. af etatsråd, senere gehejmeråd Niels K. (1653-1713) og Sophie Juel (1664-1722).

Udnævnelser

Hv. R. 1714.

Bibliografi

Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben II-X, 1903-34. O. Kyhl: Den landmilitære centraladministrations embedsetat 1660-1763 I, 1973 30.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig