Albret Skeel (rigsadmiral)

Albret Skeel, 23.11.1572-9.4.1639, rigsadmiral. Født på Fussingø, død på Riberhus, begravet i Ribe domk. I dec. 1616 trådte en fascinerende skikkelse med ét i centrum af dansk politik. S. udnævntes til rigsråd og samtidig til rigens admiral. Velbegavet, smuk og statelig var han også egnet til repræsentative hverv. Et mørkt fuldskæg kunne dog ikke skjule en hage der lod ane den standhaftige natur. Øjnene var lidenskabeligt levende, med stænk af ironisk selvbevidsthed. En mand, skulle man tro, der kunne give rigsrådet farve – og kongen problemer. Veluddannet var han også. Mod sædvanen undervist hjemme til sit 12. år sattes han to år i Viborg skole og var derefter ni år på en udbytterig udenlandsrejse fra 1585. Han beså de vigtigste lande og stæder i Tyskland, opholdt sig hele tre år i Italien (Padova 1590 og Siena 1591). 1592 var han i Genève og Basel, dernæst to år i Frankrig og siden i England. Han uddannede sig militært, lærte fremmede sprog og var også meget optaget af de politiske forhold i Europa. Hjemme igen sluttede han sig som "jagtherremand" (hofjunker) fra 1595 nær til den unge Christian IV der yndede at have den impulsive og lystige S. med sig på sine mange rejser. Som vidnesbyrd om hans i udlandet erhvervede dygtighed tjente han 1597–98 som hofmester for hertug Ulrik på en lang rejse til England, Skotland og Frankrig hvor han 1597 immatrikuleredes i Orléans. 1599 blev han hofskænk og fulgte Christian IV på den eventyrlige færd til Nordlandene hvor han også betroedes hvervet som skibskaptajn. 1600 var han kongens næstkommanderende på "Victor" under den ufuldførte rejse til Akershus. Efter sit bryllup 1601 forlod han hoftjenesten og forlenedes med det givtige Riberhus som han beholdt til sin død. 1603 ledsagede han kongen til hyldning i Hamburg, 1606 som marskal til England. Udover Christian IV, som han jævnligt doblede med, dyrkede han selskabelig omgang med flere af tidens største skikkelser, således Anders Sørensen Vedel og den lærde Holger Rosenkrantz som han siden beredvilligt lånte store summer i dennes trængselsår. Hans stjerne steg også fortsat. 1609 blev han ritmester for Riberfanen og viste som sådan initiativ og tapperhed under Kalmarkrigen. Han deltog bl.a. ved Nya Lödöses indtagelse 1611 og stormen på Älvsborg 1612. S.å. ledede han et indfald i Västergötland, men fik sin hest skudt under sig og måtte fægte til fods til han omsider fik hjælp. Om sine krigsoplevelser fortalte han livligt og farverigt i kærlige breve til hustruen. Og for sin indsats sloges han 1616 til ridder af den væbnede arm.

Som rigsadmiral kom han i en vanskelig dobbeltstilling mellem kongen og rigsrådet da magtkampen mellem dem skærpedes i første halvdel af 1620'erne som følge af rådets modstand mod kongens energiske forsøg på at kompensere for de svenske erobringer i Østbalticum ved en aggressiv politik i Nordtyskland. S. der blev meget brugt i det sydvendte diplomati optrådte gentagne gange i gesandtskaber til Gottorp og desuden i de schwabstedske stridigheder. Efter Charisius' død 1619 spillede han en rolle i de forhandlinger der førte til hertug Frederik (III)s valg til koadjutor i Bremen 1621 og biskop i Verden 1623. Han var som rigsadmiral på togter med den kongelige flåde og krydsede vistnok 1620 med en eskadre i Nordsøen som magtdemonstration mod Nederlandene der skulle afskrækkes fra at støtte Hamburg og ærkebispen af Bremen, Johan Frederik. Derved kom han i konflikt med sin egen overbevisning idet hans modstand mod kongens udenrigspolitik hastigt tog til. S. der i rådstuen var en central figur og til og med kejserkrigen forfattede en række rådsbetænkninger skrev desuden koncept til den vigtige rådsmemoriale, der i febr. 1621 om muligt skulle hindre Christians krigerisk evangeliske politik på Segebergmødet. Som udpræget fredspolitiker krævede S. en ikke-indblandings-politik i Tyskland. Da kongen derfor ved nytår 1623 fordrede en rådsbevilling til forsvar for Bremen ærkestift og dermed en godkendelse af sin nordtyske infiltrationspolitik gik den temperamentsfulde S. vistnok over gevind og optrådte så ærekrænkende over for Christian IV at han fik sin afsked som rigsadmiral. Derved mistede han og rådet indflydelse på den vigtige flådepolitik, men S. fik til gengæld friere hænder til at modarbejde Christian IVs udenrigspolitik. Han brødes da også siden i spidsen for rådet hårdt med kongen. Det skete dog efter afsættelsen på en for majestæten så lidt sårende måde som muligt i den utvivlsomme hensigt at hindre et egentlig brud der kunne sætte rigsrådet som politisk magtfaktor delvis ud af spillet. Kun godt et halvt år efter afskedigelsen viste han hverken nag eller skadefryd over den fejlslagne egenmægtige kongelige troppehjælp til Den nedresachsiske kreds, men fremlagde som den eneste af rådskollegerne velgennemtænkte forslag til en sikring af Christian IVs gradvise tilbagetog med den for kongen vigtige reputation i behold. S. ville imidlertid ikke gå med til krig, med mindre det var en religionskrig baseret på alliancer med de evangeliske hovedmagter. En krig bare i forbund med Den nedresachsiske kreds ville være pengespild, fandt den økonomiske S., bringe Danmark "kejseren og kongen af Spanien på halsen og end også dermed spilde den trafik, vi har begyndt på Spanien". Det sidste var S. ene af råderne om at nævne. Den efterhånden overdådigt rige Riberhuslensmand nøjedes nemlig ikke med at foretage talrige mageskifter med kronen. Han udvidede også sin godsmængde stærkt. Fra faderen arvede han sammen med broderen Jørgen Hegnet (Harre hrd.) og vist også Lergrav (Hammerum hrd.). Fussingø (Sønderlyng hrd.) fik han da moderen 1607 gjorde skifte. Ved køb blev han desuden 1613 ejer af Holbækgård (Rougsø hrd.); 1616 af Katholm (Djurs sdr. hrd.) og 1623 af Hessel (sst.). 1625 takseredes hans godser til 2744½, 1638 til 2076½ tdr. htk. Overskuddet fra korn- og øksnesalget investerede han bl.a. i Det ostindiske Kompagni hvis trivsel han var stærkt interesseret i og 1625 således indskød hele 20.000 rdl. i. Desuden virkede han som kommissær ved oprettelsen af saltkompagnierne og deltog selv som skibsejer og storkøbmand i udenrigshandelen.

Det var derfor ikke så underligt at S. så meget som nogen i højadelen ønskede freden bevaret så velstanden kunne fortsætte og handelen forblive uforstyrret. Ikke så underligt heller at han som rådsflertallet næsten lukkede øjnene for Sveriges ekspansion og før (som efter) kejserkrigen advarede mod at søge krig, enten direkte mod Sverige eller indirekte via Tyskland selv under en gunstig konjunktur, en krig som kunne hindre svenskerne i at omringe Danmark og erobre de begærede Skånelande. Som udpræget jysk godsejer var dette sidste måske heller ikke så afskrækkende for S. der dog med rette var nervøs for Sveriges hensigter. I den stærke svensk-danske spænding op mod 1624 stod han vistnok også som modstander af rådsflertallets ikke-rustningspolitik over for den oprustede nabo. I selve krisesommeren 1624 skal han i spidsen for rådet med besvær have hindret Christian IV i at starte krig da Axel Oxenstierna ydmygede det næsten afrustede Danmark på grænsemødet i Knäred. Og siden pointerede han flere gange nødvendigheden af at basere forsvaret på flåden og holde den kampklar af hensyn til det stadig mere truede dominium maris Baltici. Under kejserkrigen hørte han til rådets hårdeste kritikere af kongens deltagelse i denne. Næppe tilfældigt var det derfor også netop S. som hertug Frederik af Gottorp henvendte sig til 1627 for at opfordre ham og rådet til at overtale Christian IV til fredsforhandlinger. Under disse deltog S. som en selvfølge i den danske delegation og måtte atter hårdt i lag med Christian IV for at bryde hans modstand mod freden. – I 30'erne spillede S. ikke mere samme centrale rolle i rådstuen og diplomatiet som tidligere, utvivlsomt på grund af alder og af Christian IV's stigende tilbøjelighed til at anvende tysk-holstenske rådgivere i de tyske anliggender som S. var ekspert i. Over for fattige, kirker og skoler ("Legatum Scheelianum") var han meget godgørende hvad han også havde råd til. – Som en af de vigtigste danske politikere indtil Lübeckfreden må den standsbevidste S. bære et stort medansvar for at magtkampen mod kongen førte til den svage og kompromisfyldte udenrigspolitik der udmundede i katastrofen ved Lutter am Barenberg og bidrog stærkt til at sikre Sverige overherredømmet i Norden og Østersøen. Den kortsigtede varetagelse af personlige og standsmæssige interesser blev sat over det langsigtede hensyn til Danmarks sikkerhed og bevarelsen af landets territorium.