Alexander Fløtkjær, Alexander Oluf Christian Fløtkjær, 15.4.1892-23.10..1964, politiker. Født i Kbh. (Helligånds), død sst., urne i askefællesgrav, Bispebjerg kgd. 14 år gammel kom F. i skibstømrerlære hos B&W. 1914 rejste han til England hvor han kom til at opholde sig krigstiden igennem. Efter at have arbejdet i Danmark 1918-24 vendte han tilbage til England i nogle måneder for at uddanne sig ved Ruskin College i Oxford. 1924-34 var han derefter ansat ved Kbh.s havnevæsen hvorefter han blev direktør for Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning. Han kom tidligt ind i fagforeningsarbejde. 1920 blev han medlem af bestyrelsen for Skibstømrernes fagforening og i 1932 formand. 1929 kom han ind i Kbh.s borgerrepræsentation og blev hurtigt medlem af vigtige udvalg. En sag han i særlig grad gik ind for var havnens forhold til bystyret. Han mente at havnens selvstændige styre måtte ændres; kommunalbestyrelsens indflydelse skulle øges. Besættelsen bragte imidlertid drøftelserne herom til ophør. Begivenhederne i borgerrepræsentationen om aftenen 15.10.1942 medførte at F. hovedkulds kom til at overtage formandsposten efter Karmark Rønsted. Denne post beklædte han til kommunalvalget 1946. På dette tidspunkt var hans position i partiet og i bystyret sådan, at han under pres fra partifællerne måtte undlade at stille op til valget. 1939-45 var han medlem af landstinget. Da hans politiske karriere var forbi koncentrerede han sig helt om den forretningsmæssige. Han indså hurtigt, at skulle AFB trives, måtte den med i olie- og benzinhandelen, og 1954 fik han dannet datterselskabet AFB Benzin & Olie der senere omdannedes til Nordiske Oliekonsumenters Salgsselskab. F. var meget aktiv ved gennemførelsen af det dansksvenske kooperative projekt om olieimport, og han gjorde sig i det hele stærkt gældende indenfor kooperationen. F. beskrives som en hårdhudet politiker og forretningsmand, ubestrideligt dygtig, af mange opfattet som en god kammerat, men tilsyneladende også en mand der i høj grad var i stand til at skabe antipati om sin person. Han var medlem af Eventyrernes klub.

Familie

Forældre: blikkenslagermester Oluf Christensen F. (1861-1936) og Amalia Andersson (1857-1942). Gift 27.3.1929 med Marie Kristine Eriksen, født 28.10.1902 i Kbh., død 13.3.1974 sst., d. af murerarbejdsmand Jacob Adrian E. (1868-1929) og Maren Nielsen (1863-1933). Ægteskabet opløst 1942.

Ikonografi

Mal. af A. Tørsleff udst. 1948 (Kbh.s rådhus). Foto (Kgl. bibl., Kbh.s rådhus).

Bibliografi

Kooperationen, 1964 140. Kbh.s bystyre gennem 300 år II, ved Poul Møller, 1967. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig