Anders Jensen

Artikelstart

Anders Jensen, 29.7.1861-27.5.1940, slagtermester, hotelejer, godsejer. Født i Slangerup, død på Kathrinebjerg, begravet i Helsingør. J.s forældre var fattigfolk med en stor børneflok. Seks år gammel kom han ud at tjene, og da familien flyttede til Kbh. blev han bydreng indtil han kom i slagterlære. Han blev svend og nedsatte sig kun 23 år gammel som slagtermester i Kbh. Det første halve års tid havde han en butik i Estlandsgade og flyttede derfra til Nansensgade hvor hans forretning hurtigt voksede. Han passede den omhyggeligt; selv da han var blevet den store hotelejer og direktør, forsømte han ingen slagtedag på kvægtorvet, og han stod daglig i butikken i Nansensgade, indtil han om eftermiddagen tog op til Helsingør for at tilse Marienlyst. Da han havde fået en moderne forretning på hovedstrøget, ledede han den med samme agtpågivenhed, skønt meget andet efterhånden optog ham. 1909 blev han oldermand for slagterlauget som han ledede myndigt og dygtigt.

Mere end som oldermand og som varetager af flere offentlige kommissionshverv i første verdenskrigs år var J. dog kendt som den store hotelejer og hoteldirektør. Tidligt ejede han forskellige hoteller i Nordsjælland, deriblandt Nyholte hotel. 1897 købte han "det europæiske Badested" Marienlyst. – Også i Kbh. virkede J. som hotelmand. Han ejede en tid hotel Kongen af Danmark og Wittmacks lokaler; de sidste solgte han til Nationalbanken da denne skulle udvides. Hans opførelse af Paladshotellet er et afsnit for sig – et kapitel i Kbh.s historie fra tiden omkring bankkrisen 1908. J. havde, som han selv har udtrykt, et par gamle ejendomme liggende på Rådhuspladsen, og den grund skulle udnyttes. Så lod han 1907 Anton Rosen tage fat på det store bygværk. To gange gik det i stå, men J. overvandt med sin energi alle vanskeligheder, også de økonomiske, og 1910 stod huset færdigt. – J. var en typisk "grunder", ikke blot en slider, men med vovemod og fantasi der undertiden beredte ham store vanskeligheder. – I slutningen af 1920erne trak J. sig tilbage fra al hoteldrift for at dele sin tid mellem oldermandshvervet, slagterforretningen og herregården Kathrinebjerg ved Sengeløse som han købte 1918.

Familie

Forældre: husmand, senere restauratør Jens Nielsen (1833–1906) og Cecilie Jacob (1839–1919). Gift 1. gang 22.5.1907 på Frbg. (Thomas) med Anna Svendsen, født 9.8.1871 i Tømmerup, Amager, død 4.3.1937 i Kbh. (gift 1. gang 1890 med journalist Broder August Duurloo, 1866–1921), d. af gårdejer Rasmus S. (1831–79) og Ingeborg Jensen (1834–1923). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 24.12.1918 i Kbh. (Frue) med Karen Kristine Nørtoft, født 1.2.1874 i Jørsby, Mors, død 31.1.1933 i Helsingør, d. af lærer Ole Grønkjær N. (1833–1912) og Elisabeth Juliane Dorothea Koch (1838–1927).

Udnævnelser

R. 1904. DM. 1908.

Ikonografi

Afbildet på karikatur af Alfred Schmidt, 1921. Herme af Jenø Meister, 1934 (Kbh.s slagterlav). Mal. af Knud Larsen (Kathrinebjerg). Relief på mindeplade, 1951 (Marienlyst hotel). Foto.

Bibliografi

Verden og vi 6.9.1918. H. Hjorth-Nielsen: Kbh.s slagterlaug 1451–1926, 1926. Dagens nyheder 29.7.1931. Anker Kirkeby i Politiken 15.7.1935. Otto Mackeprang: Omkr. Rådhuspladsen, 1950 103–13. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig