Andreas Bentsen

Andreas Bentsen, Andreas Peter Bentsen (døbt Bentzen), 9.3.1839-17.5.1914, bygmester, forstander for håndværkerskole. Født i Kvanløse, død i Vallekilde, begravet ved Vallekilde korsk. B. kom i lære hos tømrer Kruse på Krabbeslund, senere i Holbæk, blev svend 1857. Han uddannede sig 1861–64 på Blågårds seminarium, blev derefter lærer hos Gunni Busck i Brøndbyvester og fra 1868 ved Triers højskole i Vallekilde. Han forenede sin lærergerning med arbejdet som bygmester og af hans faglige undervisning for landhåndværkere der søgte højskolen udviklede sig en særlig håndværkerfagskole som han forestod til 1907. – B. tog som venstremand ivrigt del i egnens politiske liv og var en af skytteforeningernes førere, 1887 og 1902–10 formand for foreningernes hovedbestyrelse. Som bygmester har B. givet tegninger til elleve kirker, til en række gymnastikhuse, "øvelseshuse", som han kaldte dem, ved højskoler og til landbrugs-industrielle bygninger såsom andelsmejerier og svineslagterier. Hans bygninger stod den Herholdtske retning nær. Kirkerne er i en mager romansk stil, udført af røde maskinsten og dækket med skifer. B.s interesse for tømmerkonstruktioner viser sig stærkt i en særlig type ottekantede kirker, han skabte, med taget båret af træsøjler (Vallekilde korskirke 1882 – nu ombygget – valgmenighedskirken i Lemvig 1883 og Bredsted valgmenighedskirke 1884). Også øvelseshusene viser smukke tømmerkonstruktioner, nogle med enkle gitterfag af træ, andre med halvcirkel-buer af sammennaglede brædder (Kbh.s højskole på Chr. Winthersvej). Efter samarbejdet med Martin Nyrop ved øvelseshuset i Vallekilde blev han stærkt påvirket af denne; i B.s seneste arbejder spores endelig en udtalt påvirkning fra sønnen Ivar B. i retning af en mere robust formgivning.

Familie

Forældre: lærer Georg Philip Bentzen (1808–66, gift 2. gang 1854 med Juliane Holm, f. Møller, enke efter plantageforvalter H.) og Ane Kirstine Jensdatter (1812–50). Gift 1. gang 1.5.1874 i Ubberup valgmenighedskirke med Emilie Sofie Frederikke Lavigne, født 1.5.1851 i Lynge ved Sorø, død 23.5.1888 i Vallekilde, d. af lærer Otto Christian L. (1804–74) og Johanne Caroline Louise Grubb (1809–86). Gift 2. gang 29.4.1890 i Ubberup valgmenighedskirke med Hanne Lavigne, født 23. 10.1852 i Lynge, død 22.10.1911 i Vallekilde, søster til 1. hustru. – Far til Ivar B.

Udnævnelser

R. 1894. DM. 1909.

Ikonografi

Mal. af Johs. Kragh, 1913. Skitse af Troels Trier. Foto.

Bibliografi

A.B.: Erindringer i Fra Holbæk amt VI-VII, 1912–13. Povl Hansen i Fra Vallekilde højskole, 1908–09. J. R. Kirkebjerg i Højskolebladet 4.11.1927. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig