Andreas Boesen, 11.8.1870-7.12.1941, direktør for A/S "Ota". Født på gården Østerholm i Eltang-Sonder Vilstrup sg, død på Diakonissestiftelsen, Frbg., begravet Maribo kgd. B. blev handelsuddannet hos Brødrene Schnackenburg i Odense og senere i firmaet C. A. Quade & Co. i Maribo. Herfra rejste han til England hvor han efter nogle års forløb blev disponent i et stort kulfirma i Leith. Da forpagter Chr. Sonne en gang i 1890erne med Carl Quade drøftede muligheden for at oprette en havremølle kom Quade i tanker om at B. nok var den rette til at realisere disse planer. Han skrev til ham, og efter at B. i nogen tid havde sat sig ind i engelsk havregrynsproduktion – der var ukendt i Danmark – kom han 1897 hjem og begyndte at lave avenagryn på en ombygget gammel vindmølle i Maribo. 1913 blev virksomheden udvidet og moderniseret; men da den kort efter brændte flyttede man en tid til Vejle mens en ny mølle blev bygget i Nakskov. 1917 blev firmaet aktieselskab under navnet A/S Ota, De forenede Havre- og Rismøller – med B. som direktør og Sonne som formand for bestyrelsen. Det er sagt om B. at han var den der lærte danskerne at spise havregryn. Det skete med en efter tiden og forholdene meget omfattende reklamevirksomhed i dag- og ugeblade. Navnet Ota undgik de færreste. En særlig rolle kom i denne forbindelse Otabøgerne til at spille. I årene 1924–42 udsendtes -i begyndelsen i et vist samarbejde med Gyldendal – 160 forskellige, små børnebøger som Ota's Boggave som man fik ved at indsende et antal af de kuponer der var indlagt i Otas produkter. Bøgerne vakte enorm interesse og kom i de første syv år med 60 numre i ikke mindre end 660.000 eksemplarer (for perioden 1932–42 eksisterer ingen oplagstal). Emnerne var danske og udenlandske folkeeventyr, H. C. Andersen, dyrefortællinger af Ingvald Lieberkind og historiske fortællinger af bl.a. B.s datter Ulrikka Eleonora Nørgaard (under pseudonymet Ada Hensel). Med baggrund i de store oplag er der ingen tvivl om at Otabøgerne udgjorde en anselig del af børns og unges læsning i 1920'erne og -30'erne. De var renfærdige, underholdende, opdragende og oplysende. De var B.s idé, og de var med til i en enestående grad at gøre virksomhedens produkter, særlig havregrynene, synonyme med dens navn.

Familie

Forældre: proprietær Ludvig Christian Johannes B. (1832–1914) og Christiane Amalie Petersen (1833–1920). -19.8.1903 i Århus (Skt. Pauls k.) medCaja Fryd, født 25.6.1881 i Kbh., død 7.2.1964 på Diakonissestiftelsen, Kbh., d. af grosserer Henrik William F. (1847–1928) og Camilla Theodora Boesen (1845–1914).

Bibliografi

Børsen 9.12.1941. – Arbejdsgiveren 2.1.1942 9. – Bogvennen 1974–77 241–56.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig