Andreas Christian Hviid

Andreas Christian Hviid, døbt Christian Andreas Hviid, 20.10.1749-3.5.1788, orientalist, teolog. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Trin.), begravet sst. (Ass.). H. blev efter sin fars død sat i skole i Roskilde og blev student 1769. Allerede i sin skoletid havde han med særlig interesse lagt sig efter de gamle sprog, og da han valgte teologien var det især den filologiske side af studiet der fængslede ham. Religiøst følte han sig – måske i reaktion mod sit pietistiske hjem – tidligt draget i stærk liberal retning, påvirket som han var af Rousseaus Den savoyardiske Præsts Bekendelser. Ikke desto mindre vandt han megen yndest hos så konservative mænd som Peder Holm og Ove Høegh-Guldberg der støttede ham varmt i hans studietid og siden skaffede ham så rigelige stipendier at han kunne foretage en flerårig udenlandsrejse. Af særlig betydning for ham var det at han kom til at tilbringe et år i Göttingen hvor han i høj grad nød godt af det blomstrende studieliv og navnlig var knyttet til filologen C. G. Heyne og teologen J. D. Michaelis. Herfra drog han til Wien for i det kejserlige bibliotek at undersøge bibelhåndskrifter. En frugt af hans studier her foreligger i hans 1785 udgivne kritiske beskrivelse af et nytestamentligt håndskrift. I Wien trådte H. i nær forbindelse med ærkebiskoppen Migazzi og den pavelige nuntius grev Garampi der banede vej for ham i indflydelsesrige kredse i Rom hvortil han rejste 1779. Hos forstanderen for Vatikanets bibliotek kardinal Albani og propagandakollegiets sekretær Borgia mødte H. megen velvilje, og 15 måneder fortsatte han sine kritiske studier af bibelhåndskrifter, samtidig med at han af indfødte østerlændinge lærte orientalske sprog og flittigt besøgte de romerske kunstsamlinger. I Rom udgav han 1780 efter et håndskrift i det barberinske bibliotek en arabisksamaritansk oversættelse af Genesis kapitel 49 og nød den ære at blive medlem af flere italienske lærde selskaber. Over Paris og Holland vendte han hjem og blev 1781 provst ved kommunitetet og Regensen samt fik titel af professor som vikar for Sjællands biskop. Han holdt en del forelæsninger af eksegetisk og hermeneutisk indhold og søgte desuden at bearbejde sine fra udlandet hjembragte samlinger, men kun enkelte dele heraf så lyset. Betydningsfuldt var det derimod at han 1787 udgav første del af sin rejsedagbog (s.å. kom anden del ved hans ven, professor A. Gamborg). Dette værk der på grund af sine frimodige udtalelser om kirkelige og teologiske spørgsmål vakte megen opsigt i datiden er et værdifuldt kildeskrift til forståelse af brydningen mellem gammelt og nyt i slutningen af 1700-tallet og tegner i al sin umiddelbarhed et smukt billede af den unge forfatter. Det viser os en mand der af anlæg og temperament i en sjælden grad var den fødte forsker og tillige besad et følsomt sind, åbent for alle foreteelser i natur og menneskeliv; samme indtryk af en beskeden, men i al sin stilfærdighed fast og selvstændig, frihedskær og ædel personlighed får man også af udtalelser af hans samtidige. For de studerende var hans bortgang et stort tab. På Regensen mindes han endnu ved den lind han 12.5.1785 plantede i Regensgården.