Andrew Mitchel, levede 1800, mekaniker. M. var født i Skotland og kom 1788 til Danmark da admiralitetet ønskede en dampmaskine til ankersmedjen på Holmen hvad ingen dansk håndværker på den tid kunne konstruere. M.s betingelser for at påtage sig arbejdet var ret stramme, bl.a. forlangte han eneret til at anlægge dampmaskiner i Danmark og Norge, en særlig belønning når maskinen var færdig, og årlig betaling for at have tilsyn med den. Maskinen kom i gang 1790, og belønningen fastsattes til 10.000 rdl., ligesom M. beholdt sin månedlige gage 130 rdl. for at føre tilsynet. 1791 opnåede M. sammen med englænderen Philip Frichard privilegium på oprettelse af en knapfabrik der blev anlagt på Christianshavn, og 1797 anlagde de sammen med hofjuveleren Fr. Fabritius et presse- og valseværk. M. viste sig imidlertid langt fra så dygtig som man troede. Dampmaskinen var så dårlig at den 1802 måtte kasseres, og man måtte affinde sig med M. ved at udbetale ham fire års gage. Formentlig er han derefter rejst tilbage til sit hjemland.

Bibliografi

A. Bauer i Teknisk foren.s t. XIV, 1890-91 222-29. C. Nyrop i Museum. 1892 II 42-54 184.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig