André Lütken, André Gregor Henrik Lütken, 2.10.1843-6.5.1916, forfatter. Født i Kbh. (Trin.), død i Skovshoved, urne på Bispebjerg. L. blev student 1863 fra Metropolitanskolen, cand. phil. 1864, drev efter at have opgivet et embedsstudium fri journalistisk virksomhed, lagde sig efter en række europæiske sprog, var translatør i fransk og oversatte novellistisk og populær faglig litteratur til dansk. Han opholdt sig i St. Petersborg 1881-91 hvorfra han korresponderede til Nationaltidende indtil 1889, derefter til Politiken. Febr.-aug. 1892 redigerede han i Kbh. dagbladet Danmark, et forsøg på at skabe et organ for den ikke-estrupske konservatisme. Senere var han fast korrespondent til Göteborgs Handels- och Sjöfarts-Tidning og andre udenlandske blade. Han har forfattet rejseskildringerne Fra Syden, 1870 og Fra Adria til Bosporus, 1892, desuden Fra Tsarens Rige. Oplevelser og Minder, 1894; som livlig fortæller og forstandig, om end ikke dybtgående iagttager gjorde han sin nytte i en tid da det stof han syslede med havde få dyrkere herhjemme. 1897-99 redigerede han Nord og Syd, et månedsskrift for historie, geografi og naturvidenskab. Bedst vil han mindes som udgiver af Opfindelsernes Bog I-VII, 1877-81 der blev et meget søgt oplysningsværk; det var en dygtig bearbejdelse af Buch der Erfindungen. Anden udgave (I-III, 1899-1901) var næppe helt tidssvarende; tredje udgave (I-IV, 1912-14) var næsten helt og holdent præget af medudgiveren Helge Holst. L. var i sine senere år stærkt svækket efter at være kommet til skade ved en granatsprængning.

Familie

Forældre: fuldmægtig, kancelliråd, senere overretsassessor, etatsråd Frederik Tekla L. (1808-79, gift 2. gang 1846 med Olivia Maria Schoubye, 1824-48) og Golla Andriette Mathilde Krogstad (1818-43). Gift 28.2.1883 med Olga Vasiljevna Zelenkov, født 1.2.1859 i St. Petersborg, død 6.2.1928 i Kbh.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Journalisten 15.11.1910. Berl. tid. 8.5.1916.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig