Anna - fyrstinde

Anna, 22 eller 25.11.1532-1.10.1585, kurfyrstinde af Sachsen. Født i Haderslev, død i Dresden, bisat i Freiberg domk. A. blev fra 1537 opdraget i Danmark, og hendes undervisning blev ledet af Tilemann van Hussen. Hendes ægteskab med hertug August af Sachsen der var designeret til at efterfølge sin sønneløse broder, Moritz som sachsisk kurfyrste, kom vel i stand på braunschweig-lüneburgsk initiativ, men fra dansk side håbede man gennem dette parti på en tilnærmelse til Karl V. Ægteskabet betød en intensivering af de dansk-sachsiske forbindelser. Adskillige danske adelige opholdt sig ved det sachsiske hof, og Anna selv førte en omfattende korrespondance ikke blot med sine slægtninge men også med adelsdamer som Birgitte Gøye, Elsebe Skram, Anna Hardenberg m.fl. Under syvårskrigen ydede kurfyrst August Frederik II betydelige lån, ligesom han mæglede mellem kongen og hans brødre Hans og Adolf. Endvidere var sachsisk pres ikke uden skyld i afskedigelsen af Niels Hemmingsen 1580. A. var aktiv i mange henseender og øvede betydelig politisk indflydelse. Hun forestod administrationen af de hertugelige kammergodser som blev drevet efter tidens for tyske territorialstater typiske oeconomia-doktriner. Hun havde også litterære interesser og gjaldt for at være en stor kender af Luthers skrifter. Sammen med sin ægtefælle ejede hun en fremragende bogsamling. Hendes omfattende korrespondance der findes i Staatsarchiv i Dresden er af væsentlig betydning for dansk historie under Frederik II; en del breve fra hendes hånd findes i Rigsarkivet. Af hendes 15 børn, hvoraf de fleste døde som små, efterfulgte sønnen Christian faderen som kurfyrste.

Familie

Forældre: Christian III (1503–59), hertug af Slesvig og Holsten, senere konge og Dorothea (1511–71). Gift 7.10.1548 i Torgau med hertug, fra 1553 kurfyrst August af Sachsen, født 31.7.1526 i Freiberg, død 11.2.1586 i Dresden (gift 2. gang 1586 med Agnes Hedevig af Anhalt, 1573–1616, gift 2. gang med hertug Hans (den yngre) af Slesvig-Holsten-Sønderborg, 1545–1622), s. af hertug Henrik (den fromme) af Sachsen (14731541) og Catharina af Mecklenburg (1487–1561). – Søster til Frederik II, Hans (den yngre) og Magnus (1540–83).

Ikonografi

Mal. af Lucas Cranach d.y., 1549 (Denver City Gallery, U.S. A.) og af H. Krell, 1591 (Hist. Mus., Dresden), træsnit efter dette af H. Burkner, 1865. Mal. af Cranach, 1564 (Dresden), gentaget på altertavle, familiebill. (slotskirken, Augustusburg), kopier (Eutin, Dresden, Fr.borg). Mal. af Z. Wehme (Dresden), gentaget som brystbill. (Rosenborg), kopi på dobbeltportr. med ægtefællen (Gripsholm). Medaljer 1560, 1575, 1579 af Tobias Wolff, jfr. sign. relief (Fr.borg), og 1585. Knælende statue på monument i Freiberg (domk.), gengivet i stik af E. Engelhardt efter tegn. af A. Müller. Sammesteds gravplade, i stik, 1594, og af C. A. Müller, 1854. Min. (Fr.borg, Windsor, Dresden). Flere gengivelser fra 1800-tallet, bl.a. stik af W. Hohneck og af Rosmaesler efter tegn. af Schnorr v. Carolsfeld.

Bibliografi

K. v. Weber: Anna, Churfürstin zu Sachsen, 1865. G. L. Wad: Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe II, 1893. J. L. Sponsel: Fursten-Bildnisse aus dem Hause

Wettin, 1906. R. Kötzschke og H. Kretschmer: Sächsische Geschichte II, 1935 16f. P. Colding: Studier i Danmarks politiske historie i slutningen af Christian IIIs og begyndelsen af Frederik IIs tid, 1939. H. Kellenbenz i Vierteljahrsschr. für Sozial- und Wirtschaftsgeschichte 44, 1957. F. Redlich: Die deutsche fürstliche Unternehmer eine typische Erscheinigung d. 16. Jh., Tradition III, 1958.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig