Anna Bransager Nielsen, Anna Marie Bransager Nielsen, 17.8.1876-16.10.1969, husholdningsskoleleder. Født i Torped, Ringsted landsg, død i Roskilde, begravet sst. (Østre kgd.). B. blev husligt uddannet og tog særlige kurser i vask, strygning og borddækning, var på højskole og husholdningsskole. 1902–06 virkede hun som lærer på Sorø husholdningsskole, og 1910 oprettede hun sammen med sin mand Haraldsborg skole ved Roskilde. Den var oprindelig planlagt som en skole for unge landboere, både mænd og kvinder, men allerede 1911 blev den en egentlig husholdningsskole der hurtigt fik stor søgning. B. var en god pædagog, ikke blot i forholdet til sine elever som satte pris på hendes muntre lune og venlighed, men også over for skolens lærere der fik tildelt selvstændighed og dermed følgende ansvar. Som administrator viste B. stor dygtighed og blandt sine kolleger var hun højt værdsat, og blev 1921 valgt til formand for Foreningen af danske husholdningsskoler, en post hun bestred til 1928 og igen 1930–31. Sidstnævnte år da hendes mærkesag, loven om statstilskud til husholdningsskolerne, var gennemført trak hun sig tilbage. Da Roskildekredsen af Dansk kvindesamfund blev stiftet 1915 blev hun formand. Hun trak sig tilbage 1917, men blev igen formand 1919–22. Desuden har hun udfoldet en omfattende virksomhed som foredragsholder og skribent. Gennem to perioder var hun medlem af Roskilde byråd, 1938–46. Sin skole blev hun ved at lede indtil midten af 1950erne.

Familie

Forældre: gårdejer Hans Nielsen (1844–1900) og Marie Hansen (1849–1936). Gift 19.10.1907 i Sorø med højskolelærer, senere planteavlskonsulent, landbrugskandidat Hans Peter Nielsen, født 27.6.1872 i Alsted, Sorø amt, 16.6.1948 i Roskilde, s. af gårdejer Jens N. (1837–1904) og Karen Sophie Hansen (1852–1921). – Søster til N. P. Bransager.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Danske husholdningslærerinder, festskr. sept. 1936. Aagot Lading; Dansk kvindesamfunds arbejde gennem 25. år, 1939. Ulla Pedersen i Dansk husmoderleksikon I, 1948.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig