Anna Hude

Anna Hude, Anna Sophie (von der) Hude, 26.7.1858-9.8.1934, historiker. Født i Ebeltoft, død i Kbh., urne på Frbg. kgd. H. blev opdraget i et provinsielt borgerskabsmiljø med en idylliserende, asketisk kristen livsforståelse. Ikke usædvanligt for døtre i de kredse fik hun uddannelse som privatlærer. 1876–77 gennemgik hun Femmers kursus og blev bagefter ansat ved Borgerskolen i Roskilde. Arbejdet tilfredsstillede imidlertid ikke den åndeligt livlige og meget læsende H. der derfor i 1878 tog til København for med bopæl i en onkels hus at forberede sig til studentereksamen. Her fik hun hjælp til at skabe afstand til sit lukkede miljø af en katastrofe. Familiens huslæge C. J. Leerbeck tiltvang sig intimt samkvem med H., uden det i starten rigtigt gik op for hende, hvad der foregik.

Da det siden skete igen søgte hun forgæves at begå selvmord. En tid efter blev hun glad for en ung mand, og de aftalte ægteskab. H. kunne ikke lade være at fortælle om oplevelserne med Leerbeck, men det var mere end hendes tilkommende kunne tage. Forholdet gik i stykker, og fortvivlet og forbitret besluttede H. herefter at gribe til selvtægt, vistnok inspireret af Georg Brandes' frigørelsespropaganda for kvinderne i "det moderne gennembrud". Hun affyrede 18.6.1880 to skud på gaden mod lægen der ganske vist kun blev overfladisk såret, men dagen efter begik selvmord i arresten. H. derimod lod sig ikke knække. Trods legemlig sarthed var der noget robust i hende. Under det etårige fængselsophold fik hun lov at fortsætte sin læsning og fik også i øvrigt mild behandling. Ude igen var det dog svært at falde til ro. Hun gemte sig fra nyfigenheden et års tid i Ribe, men blev ved at læse, især med støtte fra den radikale Herman Trier. Da hun atter turde vise sig var hun klar til at vise at hun trods mandens og samfundets ydmygelse af hende kunne nå noget. Som en af de få piger tog hun derfor ikke blot studentereksamen, fra Lyceum i 1882, men kastede sig derpå over historien på universitetet. I gang som hun var med at skabe sig et radikalt ståsted blev det professor Erslev der kom til at tage sig af hende. Og han blev snart indtaget i H. Hun arbejdede dygtigt og næsten mere målbevidst end nogen mand, desuden så sirligt at Erslev gjorde hende til medarbejder ved udgivelsen af Aktstykker til Rigsraadets og Stændermødernes Historie, 1883–90. Erslev gav hende også impulser til de hurtigt selvstændige studier som hun drev. Disse gav hende som den første kvinde universitetets guldmedalje for en afhandling om lensvæsenets oprindelse. Det skete året efter at hun 1887 havde taget skoleembedseksamen med historie som hovedfag. – Ved samme tid slog venskabet mellem H. og Erslev ud i kærlighed, og Erslev vaklede længe før han valgte at søge sit ægteskab reddet. Den beslutning tog hårdt også på H. der i 1889 var blevet ansat ved Rigsarkivet. Hun brød sammen og tog i 1890 sin afsked for at komme til sig selv ved et ophold i udlandet. Den over for kvinder fordomsfrie rigsarkivar A. D. Jørgensen genansatte hende dog året efter da en ny stilling blev ledig. Atter søgte H. sin lægedom i arbejdet. Og 1893 blev hun som den første danske kvinde dr.phil. på en værdifuld afhandling om Danehoffet og dets plads i Danmarks Statsforfatning. Den var dog også et udpræget produkt af den unge positivistisk prægede Erslevs undervisning. Karakteristisk nok var udgangspunktet en kildekritisk problematik, og undersøgelsens område var for skarpt og endnu skarpere afstukket end Erslevs egne afhandlinger fra den tid. – H. kunne imidlertid ikke glemme Erslev og blev ved at se ham under vanskelige vilkår for dem begge. Desuden deltog hun i hans udgivelse af Repertorium diplomaticum regni Danici, 1894–1912, og selv udgav hun nogle mindre arbejder. Endelig skrev hun i Folkenes Historie III, 1908 om Folkevandringstiden og de nye Riger, et afsnit der bar præg af at hun som Erslev og andre lidt ældre radikale historikere som J. A. Fridericia var gået i nyidealistisk retning.

H. fik tidligt kontakt med kvindebevægelsen hvori hun lidt ind i det nye århundrede gik ind i et aktivt arbejde i nært samarbejde med bl.a. Elisabeth Grundtvig og Ida Falbe-Hansen. 1904 blev hun medstifter af Politisk kvindeforening som to år senere omdannedes til Kvindevalgretsforeningen, og som af mange opfattedes som en konkurrent til Dansk kvindesamfund. Da Erslevs ægteskab forliste i 1907, oplevede H. efter tyve års afsavn nu tyve års lykkeligt og åndeligt bevægende ægteskab med denne. Hun havde langt større sans for de kosmiske kræfter i mennesket end den svorne ateist Erslev, og hun studerede ivrigt spiritismen og andre religiøse foreteelser idet hun trods svigtende helbred og en ondartet øjensygdom systematisk og kritisk søgte at opklare en række psykiske spørgsmål i forbindelse med disse. Hovedfrugten blev den store bog om The Evidence for Communication with the Dead fra 1913. Mens Erslev, nok under indflydelse af H., nærmede sig et agnostisk livssyn forlod H. til gengæld efterhånden spiritismen for at ende i en romantisk panteisme med en tro på en række inkarnationer af personligheden der efterhånden kunne forædle denne og give den mulighed for at optage stadig "mere af den Godhed, der er det største af alt". Den tro fandt hun bekræftet i sin opfattelse af "Udvikling og Fremskridt som Universets Lov og Tilværelsens Grundvold". Og nærmere udviklede hun disse tanker i to små bøger hvori hun beskrev sin egen udvikling, Vejen jeg gik- fra 1920, og Gennem Døden fra 1926. Med sine menneskelige egenskaber og sin evne til trods vanskelige forhold at overleve og gøre sig gældende i mands- og universitetssamfundet, desuden i kraft af sin pionergerning i kvindebevægelsen fik H. stor betydning som forbilledligt eksempel i kampen for kvindens frigørelse.