Anne Marie Petersen

Anne Marie Petersen, 1.9.1878-8.1.1951, missionær. Født i Rosilde på Fyn, død i Porto Novo, Indien. P.s forældre var tilknyttet Ryslinge valgmenighed hvorfor hun voksede op i et levende grundtvigsk miljø. Dette prægede hende for livet – hun betragtede således altid valgmenighedens præst, den betydelige Karl Povlsen, som sin "åndelige fader". Efter at have været på Frederiksborg højskole kom hun på Vejle forskoleseminarium (1900) for så i de følgende år at virke som lærer først ved Ourup friskole på Sjælland, dernæst ved Ore-Vejstrup forskoler på Fyn. P. var imidlertid først og fremmest gennem E. Løventhal der arbejdede som missionær i Vellore i Sydindien, blev interesseret i ydre mission. Hun blev antaget af Udvalget til Løventhais mission og udsendt til Indien 1909. I samråd med Løventhai besluttede hun sig dog til 1912 at gå i Det danske missionsselskabs tjeneste da dette bød på bedre arbejdsmuligheder. I de følgende år var hun engageret i skolearbejde. – P. kom snart til at se det som sin særlige opgave at skabe en kristen indisk pigeskole efter mønster af en dansk friskole og højskole. Selv om Det danske missionsselskab billigede denne plan udtrådte hun dog 1920. Årsagen var at bestyrelsen og mange af de danske Indiensmissionærer efter hendes opfattelse stod afvisende over for Indiens kamp for national selvstændighed – selv var hun på dette tidspunkt blevet en varm beundrer af Mahatma Gandhi og hans politik.

Med støtte fra Udvalget til Løventhais missions fortsættelse blev P. i stand til at virkeliggøre sine planer med oprettelsen 1924 af Seva Mandir (Tjenestens tempel) i Porto Novo, en tidligere portugisisk havneby ca. 200 km syd for Madras. Den energi hvormed hun forfægtede nødvendigheden af at skabe en indisk folkelig kristendom fik i de følgende år stadig flere grundtvigianere til at slutte op om hende og hendes arbejde. P. stod i personlig forbindelse med en række fremtrædende indiske nationalister med Gandhi i spidsen. Den ildhu hvormed hun plæderede for deres synspunkter vakte imidlertid kritik herhjemme – man følte at hun ikke i tilstrækkelig grad tjente den kristne mission. Resultatet blev at man officielt brød med hende i 1926. En lille kreds af venner der fortsat var overbevist om rigtigheden af det grundsyn der bar hendes arbejde organiserede sig da som Porto Novo Missionen. Dens formål var økonomisk at støtte hende, men lod hende i øvrigt have fuldstændig arbejdsfrihed. – Trods al modgang forblev P. dog trofast mod sit "himmelske syn" som hun kaldte sit skoleprogram. Resultatet blev en skole – fortrinsvis for fattige og for forældreløse piger – der forenede en kristen livsholdning med respekt for indisk kultur og indiske traditioner. Hendes skolearbejde vandt med årene så megen opmærksomhed og anerkendelse at skolen efter de indiske myndigheders tilskyndelse 1949 blev omdannet til et lærerseminarium. Efter hendes død gik skolen over på indiske hænder.

P. var et stærkt viljes- og følelsesmenneske der ikke var bange for at gå sine egne veje. Hun manglede både intellektuel skoling og praktisk håndelag, men hun udstrålede en personlig integritet. Noget større omfang fik hendes arbejde aldrig – alt for meget stod og faldt i virkeligheden med hendes person. – Også i Danmark fik hun betydning. Således skabte hun i grundtvigske kredse interesse for ydre mission, idet de hos hende så virkeliggørelsen af et missionssyn der byggede på Grundtvigs opfattelse af kristendom og folkelighed.

Familie

Forældre: møllebygger, senere uldspinder Otto P. (født 1856) og Mette Marie Jørgensen (født 1852). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Fyns tid. 17.7.1946. – Karl Fausing og Ella Westerdahl: Missionær A. M. P. og hendes virksomhed i Indien, 1921. Lis Krebs i Højskolebladet, 1951 25-27. R. Anker-Møller m.fl. i Porto novo XLIII, 1951.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig