Anne Riising

Anne Riising, Anne Sofie Riising, f. 19.2.1926, historiker. Anne Riising blev student 1943 fra Skt. Knuds gymnasium i Odense, og mag.art. i historie ved Århus universitet 1951. Hun knyttedes derefter til arkivvæsenet, blev arkivar ved landsarkivet for Fyn 1953 og landsarkivar sst. 1972-85. 1967-71 var hun lektor ved Odense univ. center. Som arkivchef har Anne Riising afgørende bidraget til at landsarkivet for Fyn trods beskedne ressourcer har kunnet opvise en omfattende forsknings- og publiceringsvirksomhed.

Anne Riising, der 1950 erhvervede Århus universitets guldmedalje på en afhandling om Pirennetesen (publ. i Classica et Mediaevalia XII, 1951), har udfoldet et bredt og værdifuldt videnskabeligt forfatterskab. Hun har udgivet Katalog over Karen Brahes Bibliothek, Håndskriftsamlingen, 1956, og Landsarkivet for Fyn og hjælpemidlerne til dets benyttelse, 1970. Dansk historie i 1700-tallets sidste halvdel har hun behandlet i en række artikler, og Anne Riising tog fat på et hidtil ret forsømt område med Dansk lokaladministration i 1700-tallet (Rapport, Nord. historikermøde 1974). Omfattende studier i middelalderlige kirkelige forhold har udmøntet sig i en række bidrag og den grundlæggende disputats Danmarks middelalderlige prædiken, 1969. Bogen Gudsfrygt og oplysning, Odense 1700-1789, 1981 er Anne Riisings bidrag til værket Odense bys historie; endvidere er hun medudgiver af Biskop Hans Mikkelses dagbøger 1626-41, 1991.

Anne Riising var redaktør af Historiske studier fra Fyn 1977-85, og hun fik i 1973 sæde i bestyrelsen for Historisk samfund for Fyns stift. Hun har været medlem af styringsgruppen for det af det humanistiske forskningsråd iværksatte projekt for udforskningen af dansk lokaladministrations historie. Hun modtog Tagea Brandts rejselegat 1975.

Familie

Anne Riising er født i Otterup.

Forældre: læge Jørgen William R. (1893-1975) og sygeplejerske Signe Bartholdy (1890-1965). Ugift.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig