Anton Karlgren

Anton Karlgren, Lars Anton Natanael Karlgren, 9.6.1882-28.3.1973, slavisk filolog, journalist. Født i Jönköping, død på Ekerö i Mälaren. Allerede som gymnasiast havde K. været sprogligt interesseret; sommerferierne brugte han til dialektoptegnelser. Han blev student 1900 og 1903 filosofie kandidat ved Uppsala universitet i nordisk og romansk filologi samt historie. En afhandling Den Arnamagnæanska handskriften 315 F. a. blev trykt i universitetets årbog 1905. Det kunne være begyndelsen til en karriere i skolen eller ved universitetet. Men så åbnede helt andre horisonter sig for ham. En svensk-finsk familie i Rostov na Donu søgte en svensk lærer. K. fik stillingen og gav sig til at lære russisk. Familien blev så tilfreds med ham at den gav ham lejlighed til at studere ved universitetet i Kazan. Han rejste omkring i Rusland og kom i vinteren 1905–06 til Gammelsvenskby ved Dnepr hvor han indsamlede materiale til byens historie og foretog sproglige og folkloristiske studier. K. udgav senere en del af dette materiale, men nåede ikke at skrive den tænkte monografi, da han snart blev optaget af det der skete omkring ham. Det var den første russiske revolutions år, og den russiske bondes lod, hungerkatastroferne og den politiske uro gjorde et dybt indtryk på ham. Han begyndte at sende korrespondancer hjem hvor hans reportager vakte opmærksomhed, enkelte blev endog optaget i udenlandske blade, således i det berlinske Vorwärts. I efteråret 1906 genoptog han studierne i Uppsala med licentiatgraden for øje. Han studerede under den svenske slavistiks pioner, J. A. Lundeli. Graden tog han i 1908 med afhandlingen Sur la formation du gén. plur. en serbe (trykt 1911). Heri underkastede han de mange forklaringer der var blevet givet på det gådefulde genitiv-pluralis a i serbo-kroatisk en kritisk analyse, forkastede dem alle og gav sin egen, som imidlertid led samme skæbne som dem han så overlegent fejede af bordet.

Allerede dengang kæmpede journalisten med filologen i ham. Studieårene blev afbrudt af rejser til Rusland som Dagens Nyheters korrespondent. En række artikler blev samlet i hans første publicistiske værk Vinterdagar bland ryska bönder, 1907. Straks efter eksamen blev han fast medarbejder ved Dagens Nyheter, 1910–23 bladets anden redaktør og ansvarlige udgiver. K. var redaktør i de år da pressen skiftede ansigt både i indhold og udseende. I denne proces kom han til at spille en pioners rolle. Hans praktiske greb, enorme arbejdsevne og friske gåpåmod skrev et kapitel i svensk pressehistorie. I sætteriet gik han typograferne til hånde med at sætte forsiden op så den fik blikfang. Det var typisk for ham at hans mål ikke blot var at modernisere bladet, men også at forbedre medarbejdernes kår. K. var hvad man i dag ville kalde progressiv. Allerede da han i Uppsala som studentkårens formand skulle holde den traditionelle hyldesttale til kongen havde han gjort skandale ved at gøre op med den fædrelandske romantik. Endnu mere røre vakte den såkaldte djævlestrid. For at presse de gejstlige til at tage standpunkt til djævelens eksistens meldte K. en prædikant -med dennes billigelse – for "fornægtelse af den rene lutherske lære i det punkt, som berører djævelen" og afæskede Stockholms konsistorium dets dom. Indlæggene blev samlet i Djäfvulsstriden våren 1909. K. bekendte sig til en radikal livsanskuelse. Han opfattede journalistens gerning ikke blot som nyhedsformidler, men også som forkæmper for ideer. Han ville være med til at demokratisere og modernisere Sverige.

Midt i denne kamp glemte K. ikke sine slaviske interesser. Han skrev om russisk politik og foretog rejser til Rusland. Som redaktør fik han direkte adgang til adskillige af de aktører der spillede det gamle Ruslands tragedie til ende. Hans Ryssland utan vodka, 1916, Ryska intervjuer, 1916 og Rysslands omdaning I–II, 1918–20 har derfor stadig værdi. Med sin liberale indstilling måtte han hilse zardommets fald velkommen, men denne indstilling gjorde også at han meget snart måtte tage afstand fra de kræfter der nu tog magten: Indtryk fra Sovjets første år blev til bogen Bolsjevikernas Ryssland, 1925 der blev oversat til dansk, finsk og engelsk. Den kritiske holdning, K. her indtog forstærkedes med årene. K. fik endelig 1923 lejlighed til helt at koncentrere sig om sine slaviske studier da han overtog professoratet i slavisk filologi ved Kbh.s univ. Det betød dog ikke fuldstændig opgivelse af journalistikken. Han skrev gennem de næste 30 år mange artikler i nordiske blade, altid aktuelle, velinformerede og velformulerede. Heri fulgte han udviklingen, i særdeleshed Sovjetunionens fra 20erne til tøbruddets skiftende temperaturer. Sine årelange studier i russisk politik samlede han dels i Norstedts världshistoria XIII, 1934 og XIV, 1937, dels i det store værk Stalin. Bolsjevismens väg från leninism till stalinism. Det var faktisk en Sovjetunionens historie. Men bogen kom på et uheldigt tidspunkt (1942) da kun få var interesseret i at høre om det stalinske regimes virkelighed. Var bogen kommet før krigen eller 10 år efter ville denne guldgrube af informationer om hvad der skete under Stalin ikke være glemt så totalt som den blev. Mere held havde K. med Henlein, Hitler, tjeckerna och Chamberlain, 1938, der opnåede tre (udvidede) udgaver, blev oversat til fransk og udkom illegalt i Tjekkoslovakiet. Blandt de slaviske nationer havde K. efter sin skuffelse over Sovjets udvikling kastet sin kærlighed på tjekkerne. Mange sommerferier tilbragte han i deres land; da det blev truet trådte han uforfærdet i brechen for det. Formålet med denne flittige skribentvirksomhed var at kaste lys over den slaviske verden hvilket K. anså for sin væsentligste opgave. Også på anden måde søgte K. at nå dette mål. I mange år gennemtrawlede han som Folkbildnings-förbundets forelæser de svenske provinser. 1921–48 var K. Nobelinstitutionens slaviske sagkyndige. Typisk for ham var at han vragede den af polakkerne ivrigt lancerede nationalistiske forfatter Stefan Zeromski til fordel for "bøndernes" digter Wladyslaw Reymont. På hans forslag fik 1933 Ivan Bunin Nobelprisen i litteratur. K. var en fortræffelig universitetslærer. Når han redegjorde for lydhistoriske udviklinger eller morfologiske problemer sad hans tilhørere som tryllebundne. Det komplicerede blev i hans fremstilling klart og enkelt. Som filolog var han udgået af den unggrammatiske skole, og over for nyere strømninger som strukturalismen var han skeptisk. I hans tid var slavistikken næsten udelukkende en lingvistisk disciplin, og selv om K. beherskede sit stof mærkedes det dog at hans hovedinteresse var den politiske historie. Var han født et halvt sekel senere da den politiske historie trængte ind i den slavistiske forskning ville han nok have sat sig dybere spor i den internationale slavist-verden.

I sine sidste år koncentrerede K. sig mest om rent videnskabelige problemer. Hans værk om Dneprfossernes nordisk-slaviske Navne, 1947 vidnede om kritisk evne og stor skarpsindighed. Allerede dengang var han begyndt at interessere sig for et af den slaviske grammatiks intrikateste problemer, aspektsystemet. Desværre hindrede sygdom og hans uhæmmede trang til at trænge stadig dybere ind ham i at gøre arbejdet færdigt. K. følte sig vel i Danmark. De noget friere omgangsformer tiltalte ham, selv om han havde svært ved at praktisere dem. Han kunne virke tilknappet hvilket ikke blot skyldtes andre vaner, men også skyhed og beskedenhed. Men barrieren var ikke uigennemtrængelig, når den først var brudt røbede han en temperamentsfuld og varm personlighed. Trods sit mangfoldige virke ud mod offentligheden ønskede han ikke dens lys på sig. Han var en af dem, der både i sit gamle og nye fædreland satte præg på meningsdannelsen.

Familie

Forældre: läroverksadjunkt Johannes K. (1844–1905) og Henrika Gabriella (Ella) Hasselberg (1855–1935). Gift 1. gang 6.2.1911 i St. Petersborg med Anastasia (Nata) Nebesnjuk, født 8.4.1890 i St. Petersborg, d. af kontorchef i det russiske trafikministerium Nikolaj Ivanovič N. og Ludmila Ševljagina. Ægteskabet opløst 1920. Gift 2. gang 21.10.1921 i Stockholm med journalist Märta Elisabet Anna Emilia Silow, født 21.10.1891 i Stockholm, død 21.6.1981 på Ekerö, d. af major Carl Christian Adolf S. (1846–1913) og Maria Lovisa Nicolina Christiana Wästfelt (1850–1925).

Udnævnelser

R. 1932. DM. 1946.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Leif Kihlberg: Dagens nyheter och demokratins genombrott I–II. Sth. 1960.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig