Anton Toldstrup

Anton Toldstrup, Anton Ingersøn Jensen Toldstrup, 30.6.1915-20.3.1991, direktør. Født i Assens. T. tog realeksamen 1931 for derpå at gå ind i toldetaten hvor han efter en række skiftende tjenestesteder i 1930erne blev toldassistent i Skive. Samtidig aftjente han 1936–37 sin værnepligt i livgarden og blev uddannet til løjtnant i reserven. 1939 blev han indkaldt til hærens beredskabsstyrke, tjenestegørende til 14.4.1940. T. hørte til den gruppe af unge officerer, der var forbitrede over kapitulationen den 9. april, og hjemvendt til arbejdet i Skive var han fra første færd opsat på om muligt at finde veje til at imødegå regeringens politik og rejse modstand mod denne politik og besættelsesmagten. Han genoptog et arbejde som spejderfører, stiftede og ledede Skive terrænsportsforening og var medstifter af og formand for den lokale afdeling af Dansk ungdomssamvirke, politisk tilknyttet dansk samling. Intet af dette kunne dog tilfredsstille hans aktivitetstrang eller nationale vilje, og han var konstant på udkig efter kontakt til det organiserede modstandsarbejde, især det britisk-danske samarbejde som han hørte om ad omveje. Den 29. august 1943 blev T. fængslet, men blev efter syv uger løsladt, og tilbage i Skive opnåede han nu den eftertragtede kontakt med organiseret modstandsarbejde, idet han blev opfordret til at organisere og lede en våbenmodtagelse nær Flyndersø. Denne fandt sted i januar 1944 og blev så effektivt gennemført, at Flemming Juncker der ledede modstandsarbejdet i Jylland blev opmærksom på T. Han opfordrede ham til at danne modstandsgrupper på Skiveegnen, og i marts 1944 gjorde han ham til sin nærmeste hjælper for i april at overlade T. alt modtagearbejde i Jylland da Juncker selv måtte tage til London.

Netop på dette tidspunkt begyndte modtagearbejdet at ekspandere voldsomt. Mens nedkastningerne indtil da havde været sjældne og organisationen løs steg tallet fra forsommeren 1944 så de anmeldte pladser i Jylland nåede op på ca. 280 hvoraf ca. 200 kom i funktion, mange adskillige gange. Dette krævede et uhyre kompliceret organisationsarbejde, udført fra T.s stadigt skiftende hovedkvarterer med opdeling af Jylland i mange distrikter, etablering af en særlig distributionstjeneste, oprettelse af en fast radiokontakt til London samt organisering af en tæt forbindelse til Sverige fra skiftende jyske havne, alt gennemført i forceret tempo med et minimum af midler og en diminutiv stab der konstant var eftersøgt og jagtet af den tyske sikkerhedstjeneste. Hertil kom at T. fra maj blev øverste chef for region 1 (Nordjylland) og som sådan måtte påtage sig ledelsen af sabotagearbejdet, oprettelsen af undergrundshærens kadrer samt iøvrigt al nordjysk modstandsarbejde i talrige forgreninger. Denne dobbeltstilling varede til februar 1945, hvor T. Efter en bitter strid med den militære leder i Jylland, Vagn Bennike, lod sig afløse pi: den krævende post. Arbejdsbyrden som T. p.ttog sig og fuldt ud evnede at bestride var da overmenneskelig stor, og fra nu af kunne han kom entrere sig om det vitale og konstant voksende modtagearbejde. På særligt belastede nætter kunne der være modtagelser på 20–30 pladser, hver med sine problemer og risici, og efter hver modtagelse rapporter, distribution, omlægning if koder, signaler og pladsnavne med dertil hørende dechiffrering og korrespondance, hvortil kom lange og risikable rejser for at holde sig å jour med arbejdet i distrikterne. Ved arbejdets begyndelse var det et handicap for T. at han måtte savne selvstændig radiokontakt, men dette blev afhjulpet, og radioforbindelsen Jylland-London blev kontinuerlig og perfekt, og T. kom i medfør if sit arbejde til at føle sig knyttet tættere til London end til hjemlige modstandsledelser. Under det hektiske arbejdspres mistede T. aldrig hverken overblik eller sans for detaljer. Utålmodig, snarrådig og utrættelig stillede han ubønhørlige krav til sig selv og andre og blev respekteret af alle medarbejdere. I europæisk forstand blev han en ener. Fordi modtagearbejde i Danmark blev et modstandsspeciale, og fordi han havde ansvar for landets største distrikt, blev han liuropas betydeligste modtageleder, anerkendt som sådan af de britiske myndigheder. Hans modstandsholdning var usammensat og absolut, og hans forhold til hær og politikere var kategorisk afvisende og stejlt fordømmende. Af disse grunde blev han en leder, ikke nogen forhandler, hvad der kunne skabe ham vanskeligheder, bl a. i forhold til frihedsrådet hvis forhandlinger med politikerne han misbilligede. Han forblev modstandsmanden også ud over den 5. mai 1945.

Efter krigen oprettede T. sin egen virksomhed i tekstilbranchen, afviklede denne 1968 og overtog en stilling som direktør i Nigeria (1968–70), derpå som direktør for et ingeniørfirma i Ålborg (1970–72) indtil han 1972 slog sig ned i Spanien. I efterkrigsårene udfoldede han en omfattende tale- og skribentvirksomhed og engagerede sig i politisk arbejde, bl.a. som folketingskandidat først for dansk samling, senere liberalt centrum. Specielt virkede han for den sydslesvigske sag hvor han tog initiativ til skabelsen af Sydslesvigsk Nyhedstjeneste, og for skabelsen af hjemmeværnet. Gennem en årrække arrangerede han ferieophold i Danmark for norske krigsinvalider. Sit modstandsarbejde skildrede han 1947 i bogen Uden Kampingen Sejr.