Antonio Sacco, Giovanni Antonio Sacco, ca. 1731-20.12.1796, balletmester. Født i Italien, død i Breslau, begravet sst. Tilhørte mulig skuespillerfamilien Sacchi. S. var Det kgl. teaters betydeligste balletforfatter før Vincenzo Galeotti og havde inden sin ansættelse i Kbh. 1763 vundet navn i St. Petersborg. Med teatrets beskedne dansepersonale suppleret med enkelte udenlandske dansere lykkedes det ham at fremføre et repertoire der betegnede et fremskridt i kompositionen og den dramatiske handling påvirket af Jean-Georges Noverres og Gasparo Angiolinis "ballet d'action". Han skabte smukke maleriske grupper og for at vise varme og lidenskab brugte han især jalousien som tema. Den ildfulde mand sprang under indstuderingen omkring mellem de dansende og formede stillingerne. Hans dannelse skaffede ham adgang til byens fornemme selskab, hvor man især beundrede hans tenor, som han også benyttede i sine mange balletter. Overskou hævdede senere at S. var den første i Danmark der "lagde i Balletten en dramatisk Handling". Hans kompositioner var anlagt på udstyret og derfor kostbare at opsætte. Udgifterne harmonerede ikke med teatrets økonomiske forhold i magistratsperioden og der opstod sammenstød mellem S. og direktionen; disse førte til at han 1761 lod sig knytte til hofteatret hvor Christian VIIs franske hoftrup da residerede, og hvor pengene var rigeligere. Han blev S. Struensee og Caroline Mathilde-periodens balletkompositør – han havde forud skrevet balletten Paridis Dom til dronningens indtog – men den iltre italiener kom også her i klammeri med sine overordnede, deriblandt Enevold Brandt, og efter hofrevolutionen 1772 fik han 4200 rdl. i kapitaliseret pension. Med denne betydelige pengesum drog han til udlandet, men prøvede senere på ny lykken i Kbh. da han 1786 vendte' tilbage med tre nye balletter, blandt hvilke Claus Schall skrev musik til den ene, Generalen til de 3 Stjærner. Men i mellemtiden var hans jævnaldrende kollega Galeotti blevet dansens herre og mester, og han skulle have sig frabedt i direktionens nærhed at have en dygtig landsmand som sin eventuelle stedfortræder eller efterfølger. Ved sæsonens slutning 1787 forlod S. skuffet Danmark; han døde som danselærer i Breslau.

Familie

gift 1.8.1771 i Hamburg med skuespiller Johanna Richard, født 16.11.1754 i Prag, død 21.12.1802 i Schonbrunn

Bibliografi

Th. Overskou: Den danske skueplads II–III, 1856–60. Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og T. Krogh, 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig