Arild Huitfeldt, 11.9.1546-16.12.1609, rigens kansler, historiker. Født på Bergenhus, død på Herlufsholm, begravet sst. Arvid var familienavn i H.s mødrene slægt og således skrev han sig i sin ungdom; senere fremtræder navneformen Arild der blev den vanlige form fra 1580erne. På latin skrev han sig Arnoldus Witfeldt, blev dog undertiden kaldt Haraldus H. Han og hans brødre blev 1556 sat i huset hos professor Johannes Machabæus og efter dennes død hos professor Poul Madsenl. Hans Mikkelsen (1538–1601) varetog deres undervisning og fulgte med H. og Jacob Huitfeldt som præceptor da de som flere andre unge adelsmænd blev sendt til gymnasiet i Strasbourg der lededes af den ansete skolemand Johann Sturm. I dennes hus blev brødrene optaget, og afbrudt af et kortere ophold ved universitetet i Tübingen varede skolegangen i Strasbourg totre år, til de 1565 blev kaldt hjem til skifteforretningerne i anledning af morbroderen Herluf Trolles død. Hans Mikkelsen blev gjort til rektor for den nyoprettede skole på Herlufsholm, og på egen hånd rejste brødrene så efter Sturms råd til Frankrig for at afrunde deres uddannelse. De besøgte Bourges og immatrikuleredes sept. 1566 i Orléans, begge universiteter som navnlig frekventeredes på grund af retsstudiet (se også Paul Cypræus), men religionskrigen mellem reformerte og katolikker fik dem til atter at søge til Strasbourg hvor Sturm havde fået oprettet et akademi. Sept. 1568 forlod Jacob Huitfeldt byen, men om H. har rejst med ham til Schweiz eller har fulgt andre planer er uvist. Sidst i 1569 synes han vendt hjem og snart efter at have tiltrådt stillingen som sekretær i danske kancelli. Allerede 1573 avancerede han til øverste sekretær og blev dermed højt betroet kancelliembedsmand under kansleren Niels Kaas. Stillingen krævede meget af sin mand og førte ham ustandselig på rejser rundt i landet i kongens ærinde eller følge, derudover to gange til Mecklenburg. Bevarede breve vekslet mellem H. og bl.a. Niels Kaas og rentemesteren Christoffer Valkendorf viser ham som en både saglig og smidig arbejdskraft. 1580 tog han sin afsked, angivelig af helbredsgrunde, men påtog sig 1583 hvervet som forstander for Herlufsholm, og 1586 kom udnævnelsen til rigens kansler der gjorde ham til leder af landets retsforvaltning. S.å. blev han medlem af rigsrådet og deltog efter Frederik IIs død 1588, uden at være medlem af formynderstyrelsen, jævnligt i regeringsudøvelsen i Kbh. Han benyttedes ved rådets forhandlinger med den temperamentsfulde enkedronning, til hvem han i det hele havde et godt forhold, og blev nov. 1591 sendt som kongehusets repræsentant til Kursachsen.

Ved Christian IVs regeringstiltrædelse fik H. nær personlig tilknytning til regeringens inderkreds, da hans tidligere arbejdsfælle og ven Christoffer Valkendorf blev udnævnt til rigshofmester og Christian Friis, der var bror til hans svigerinde, til kansler, ligesom familiens anseelse bestyrkedes ved at søsteren Beate Huitfeldt 1597 blev dronningens hofmesterinde. H.s forhandlingsevner kom nu yderligere i brug. Kort efter en rettertingsrejse til Trondheim 1597 ledede han sammen med Christian Barnekow s.å. et gesandtskab til England og Nederlandene hvor han foruden at tilbyde dansk mægling i krigen med Spanien hævdede danske sø- og handelsinteresser. 1602 sendtes han til lignende forhandlinger med England i Bremen, og året før deltog han selvtredje i det dansksvenske grænsemøde i Flabäck. Alt imens fik han tid til at gøre forskellige litterære arbejder færdige til trykken, fremfor alt sin store Danmarks riges krønike, 1595–1603. H.s valgsprog lød "Nul bien sans peine", og arbejdsom har han været, dertil pligttro og sit land hengiven af både følelse og forstand. Engagementet træder frem i fortalerne til historieværket, hvori han gav myndige statsmandsråd til den unge fremfusende konge under henvisning til historiens lære. Således så han fra sidst i 1590erne med udtalt skepsis på Christian IVs planer om at føre en militant udenrigspolitik rettet mod Sverige og har udover sine fortaler tydeligt præget en rigsrådsbetænkning med sine synspunkter (1604). Også i religiøs henseende var han en fredens mand, ønskede influeret af filippismen kirkelig fordragelighed mellem de protestantiske retninger og nærede som denne en ikke ringe sympati for calvinismen, for hvilken han har givet prægnante udtryk. 56 år gammel kaldte han sig svag og skrøbelig, "udarbejdet til hove", men trods et alvorligt sygdomsanfald 1606 tvang helbredet ham ikke til at trække sig tilbage fra embedet som rigens kansler før hen på foråret 1609. Det resterende halve leveår tilbragte han som privatmand på Herlufsholm, i hvis kirke hans kiste blev hensat. Et værelse benævnt H.s kammer og et kombineret bord- og sengemøbel, konstrueret "saa mand kand hafve bøger og papir for sig ved sengen, kaidis A. H.s seng" bevarede længe hans minde på Herlufsholm.

H.s økonomiske kår hvilede væsentlig på arv fra morbrødrene Herluf og Børge Trolle samt de skiftende forleninger han aflønnedes med i statens tjeneste. Fra 1572 var han i besiddelse af Trallernes slægtsgård Lillø i Gårds herred som han dog efter flere retssager først overtog definitivt 1582, men nogle år efter Jacob Huitfeldts død skænkede han den til dennes børn for at holde den i Huitfeldtslægtens besiddelse. Fra 1585 skrev han sig til Oddersbjerg i Villands herred som han havde købt, men sjældent besøgte. Efter som sekretær at have haft nogle småforleninger fik han 1580 Gärds herred som afgiftsfrit len på livstid mod at eftergive kronen den skyldige pantesum, og hertil kom en række større len, 1583–86 Laholm, 1586–96 Tryggevælde, 1596–97 Vordingborg og fra 1597 det mere fredelige Dragsholm. I sin egenskab af rigens kansler havde han desuden Vor Frue provsti i Odense. Når han ikke opholdt sig i embedsforretninger i Kbh. eller var på rejse, boede han fra 1583 på Herlufsholm og sine lensgårde. Trangen til litterær beskæftigelse havde H. fælles med andre medlemmer af Trolleslægten (Arvid og Herluf Trolle). Den spores også hos søstrene Beate og Lisbet Huitfeldt der begge drev personalhistoriske studier, og viste sig senere hos søstersønnen Peder Galt. Impulser til et historisk studium var formodentlig modtaget allerede på udenlandsrejsen. Ved akademiet i Strasbourg fandtes fra 1565 et professorat i historie som var besat med Michael Beuther fra Karlstadt, og der kan meget vel være en sammenhæng med dennes beskæftigelse med Philippe de Commines' memoirer (han udgav en tysk oversættelse 1566) og H.s tilsagn ca. 10 år senere om at stå bi ved udgivelsen af en af Hans Mogensen foretaget oversættelse af memoirerne til dansk. Commines var for H. et mønster på hvordan en ulærd adelsmand med politisk erfaring kunne skabe et værdifuldt historieværk, fuldt af verdslig visdom og forstand. Før midten af 1570erne fandt han desuden sammen med den kun lidt ældre Anders Sørensen Vedel i fælles interesse for Danmarks historie og ikke mindst i ønsket om at den måtte få en tidssvarende fremstilling der førte Saxo ajour. H. opmuntrede Vedel til Saxooversættelsen (1575) og udgivelsen af Adam af Bremens nordiske kirkehistorie (1579), og de kom ind på at udveksle afskrifter af indsamlede kilder med hinanden. H.s arbejde i kancelliet og de mange kontakter det medførte gav ham enestående muligheder for at afskrive historisk kildemateriale, dokumenter og optegnelser i rigets centrale og lokale arkiver, breve og andet fra klostre og kirker og i adelsgårdenes gemmer; senere blev han som rigens kansler bl.a. præsenteret for gamle adkomst- og privilegiebreve som han på embeds vegne havde at tage stilling til.

1579 om ikke før havde H. nået det punkt hvor han ønskede at gøre mere ved sine samlinger, hvad der sikkert var medvirkende til at han det følgende år søgte afsked fra kancelliet. Om planerne fra begyndelsen tog sigte mod publiceringen af en fuldstændig eller blot delvis Danmarkshistorie er usikkert, selv efter at han omkring 1580 havde fået adgang til historikeren Hans Svanings righoldige samlinger. Dels vidste han at Vedel var i gang med et sådant arbejde, dels kunne han næppe påregne et Danmarkshistorisk arbejde offentliggjort under Frederik II uden gennemgribende censur. H. udtaler sig før 1595 kun om sin samlervirksomhed, og det må erindres at adskillige i 1500-tallet samlede eller sammenskrev historiske efterretninger med henblik på en begrænset cirkulation i afskrifter. Flere af disse, som fx Cornelius Hamsfort og Mogens Madsen, havde H. samarbejde med, men det der allerede på samlerstadiet adskiller ham fra dem er arbejdets dimensioner. "Jeg har samlet meget stof, nok til en hel Danmarkshistorie" skriver han ved årsskiftet 1587–88. De første håndgribelige resultater blev nogle kildeudgaver: 1590 Leges prouinciales, dvs. Anders Sunesens latinske parafrase over Skånske lov, 1594 Den norske Hirdskraa eller Gaards Reet og s.å., udgivet af Jens Mortensen efter et håndskrift tilhørende H., en oversættelse af de norske kongesagaer Norske Kongers Krønicke oc Bedrifft. De efterfulgtes 1599 af En Historisk Beskriffuelse om en Erchebiscop wdi Lund, som hede Her Jens Grand (Jens Grands fængselskrønike), og 1602, meddelt bogtrykkeren fra H.s bibliotek, Historia S. Canuti regis et matyris ... per Ælnothum Anglicum. I hvert fald i begyndelsen af 1590erne, da det blev klart at forventningerne til Vedel næppe kunne ventes indfriet, må H. være begyndt at stile videre, og da Vedel 1594 fik varsel fra regeringen om at aflevere sine historiske samlinger til Niels Krag, der samtidig var blevet udnævnt til kgl. historiograf, var alle tænkelige hensyn af vejen. Selv om også H. stillede noget materiale til rådighed for Krag, ville der under alle omstændigheder gå en rum tid før en Danmarkshistorie kunne foreligge fra dennes hånd -og for H. var det blevet magtpåliggende at "slig en samling efter min død ikke skulle bortspredes eller forkommes uden frugt". Begyndelsen blev gjort 1595 med Christian IIIs historie (titel her og i det følgende tillempet), beskedent uden H.s navn på titelbladet og i hans fortale karakteriseret som et foreløbigt skrift der kunne være til hjælp for andre (læs: Niels Krag) som ville give en mere fuldkommen fremstilling på latin. Holdningen fastholdes i de følgende bind, og tilsyneladende tilfældigt betegnes først de tre sidste på titelbladet som udgivet ved H. I hurtig rækkefølge kom de tykke kvartbind, 1596 Christian IIs historie, stærkt tendentiøst rettet mod denne konges regering, 1597 – "ilendes med mit foretagne arbejde" – Frederik Is historie og 1599 henholdsvis Christian Is og Kong Hanses historie. Dermed var H.s øjensynlig nærmeste anliggende, skildringen af de oldenborgske kongers historie frem til 1559 afsluttet. Et tilsagn om en Frederik IIs historie blev aldrig indfriet. De næste dele var led i en samlet plan om at dække tidsrummet efter Saxo, og i tre stofmættede bind vedrørende tiden 1182–1448 udkom så 1600–03 Chronologia I-III. Endelig afrundedes værket sidstnævnte år med et niende bind, fra hvis titel den senere betegnelse for hele værket er hentet, Danmarckis Rigis Krønnicke fran Kong Dan den første oc indtil Kong Knud den 6. som er redigerit til visse Aar oc Tid. Af mindre interesse er H.s sidste opus Den Geistlige Histori (bispekrøniken) som fulgte 1604.

Når H. overhovedet kunne yde en så overordentlig arbejdspræstation væsentlig som resultat af en bibeskæftigelse, skyldes det givetvis lang tids fortrolighed med kilderne, men også hans økonomiske uafhængighed havde betydning. Foruden bekostningen af trykningen tillod hans midler ham at holde universitetsuddannede medhjælpere som Arngrimur Jonsson, Johannes Pontanus og ovennævnte Jens Mortensen, ligesom han betjente sig af øvede skrivere, bl.a. rigens skriver og dennes skriverkarle. Dertil kommer at meget i krøniken er ren materialesamling, dokumentafskrifter og årbogsudtog der, da værket helt er disponeret som en årbog, uden større besvær kunne indrangeres under de pågældende år i fremstillingen. Da H. endvidere ofte, med eller uden kildeangivelse, lægger andre historikeres arbejder til grund for større partier af historien – Mogens Madsens "Series regum Daniæ" for de ældste tider, Hans Svanings arbejder for store dele af bl. a. Kong Hanses og Christian IIs historie, den svenske historieskriver Olaus Petri for skildringen af de dansksvenske forhold gennem tiderne, osv. – må Danmarks riges krønike i sin helhed, ikke fjernt fra H.s egen opfattelse, betragtes som en suveræn sammenføring og redaktion af et enormt materiale snarere end en historieskrivers gennemarbejdede, færdige værk. H. udnytter rask væk hvad der har stået til rådighed, trykt som utrykt, og går så tæt på sine forlæg at der et sted er løbet et "jeg" i pennen, hvor beretteren ikke er H., men hans kilde Svaning. Men ved hvad han vælger og vrager og ved sine pragmatiske fortolkninger af hændelsesforløbet sætter han sit eget præg. Når stoffet forekommer ufyldestgørende, søger han selv at rekonstruere forløb og sammenhænge, og skønt hans benyttelse af sene berettende kilder som regel er ganske uforbeholden, når andet materiale ikke forefindes, er det hans fortjeneste at han bevidst i så høj grad som muligt har lagt breve og aktstykker til grund for fremstillingen. Han har så at sige juristens trang til at fremlægge bevisligheder -"forhaabes jeg mig sandheden at have efterfulgt og mestendelen med dokumenter bevist", siger han forklarende om de mange dokumentaftryk, men undskylder vist også dermed at han jævnligt lader dem tale for sig selv. Han har et vågent blik for forfatningsmæssige brydninger og statsretlige forhold, læser akterne med embedsmandens sagkundskab og vurderer ud fra politikerens indsigt. Dog naturligvis således som manden i 1500-tallet forstod dem. H. er også aristokraten der nationalt og politisk engageret projicerer sin egen tids forhold ind i fortiden. Det sidste hænger nøje sammen med hans historiesyn: historien gentager sig, menneskene er ens til alle tider, de samme begivenheder udspiller sig igen og igen. Ud fra sådanne præmisser kan H., der er en varm tilhænger af Danmarks forfatning efter 1536 med dens balance mellem konge og rigsråd, identificere sig med konge og stormænd 3–400 år tilbage og med umiddelbar indlevelse beriget af bagklogskab dømme om deres handlinger. Krige og oprør fordømmes eller forsvares under hensyntagen til omstændighederne og rigets bedste, betimeligheden af oprustninger og forbundstraktater diskuteres, konger prøves på deres gerninger, regeringsforanstaltninger vejes for og imod. Bestandig fremhæver han i fortalerne til Christian IV historien som et spejl, hvori man kan se og lære af andres erfaringer, og såvel i fortalerne som spredt rundt om i den historiske fremstilling finder han anledning til at meddele statskloge kommentarer og gøre almennyttige refleksioner om menneskets natur og verdens gang, alt til læserens forståelse og belæring. For H. spiller nutid sammen med fortid, og hans frie fortolkning af dette spil der på det politiske plan kun var muligt fordi H. i en velbefæstet position som ældre og erfaren rigsråd henvendte sig til en ung og uprøvet konge, gør – ganske uafhængigt af spørgsmålet om H.s forhold til kilderne – værket enestående i nordeuropæisk historieskrivning. Der er mange lag i Danmarks riges krønike, kildemæssige som idé- og holdningsmæssige, ukritisk overtaget stof side om side med bearbejdet, varetagelse af aktualitetshensyn, standshensyn og slægtshensyn, mere eller mindre åbenlyse sidehug til andre historikere og genspejlinger af datidens historiskpolitiske litteratur. H. var udmærket belæst, og de litterære forbilleder skal ikke undervurderes. Som åben lærling af Commines og – i visse henseender – gedulgt elev af Machiavelli indfører han de to politiske pragmatikeres nøgterne betragtningsmåde i dansk litteratur. Hans sidste litterære foretagende bestod i opfyldelsen af et gammelt løfte, en tilrettelæggelse til trykken af Commines' memoirer i Hans Mogensens oversættelse. Den lille velskrevne fortale, hvori han anbefaler sine landsmænd læsning af Commines og Francesco Guicciardini i stedet for "en hob skarnsbøger", er dateret 1605, men arbejdet blev først udgivet 1913–19. H. skabte med sit værk epoke og formede for flere generationer bevidstheden om Danmarks fortid. I 1600-tallet blev krøniken læst af de bogligt dannede adels- og regeringsembedsmænd den i første række henvendte sig til, og blev snart vanskelig at opdrive. En noget ringere udgave i to bind udkom 1650–52 (folioudgaven). Under den ældre enevælde repræsenterede krøniken anskuelser der ikke tolereredes fremsat andetsteds, og da den som nationalhistorie blev afløst af Ludvig Holbergs Danmarkshistorie (1732–35), blev den overvejende et redskab for historikerne. Holberg har umiskendeligt lært af H.s betragtningsmåde og endnu Erik Arup vedkender sig sin gæld til H.s "absolutte stil". På dansk historieskrivning har H. øvet en heldig indflydelse ved at befordre kildestudium fremfor nationalromantiske hypoteser, men H.s suveræne stofbehandling har utvivlsomt også virket blokerende. I sit hastværk har han gang på gang misforstået eller fejlafskrevet sine kildeforlæg, og da han hyppigt lægger usikre efterretninger såvel som egne eller andres uholdbare rekonstruktioner frem som sikre kendsgerninger (H.s absolutte stil), krævede det adgang til arkiver, mangfoldige studier og overblik at nå bagom hans autoritet. En bredere kritik begyndte i 1700-tallet med Hans Grams undersøgelser, men det var Kr. Erslev der sidst i 1800-tallet bragte H.-kritikken i system ved metodisk at indsnævre kredsen af H.s "tabte kilder" og hævde, at kun når H. påviseligt har haft adgang til tabte dokumenter, kan han gælde som kilde; derudover er H. historieskriveren der ud fra et ringere kendskab til kilderne end nutidens fremlagde et meget frit behandlet stof. Senere er Erslevs standpunkt dog blevet modificeret af bl.a. Erik Arup, og studiet af H., navnlig arbejdet med at nå en mere omfattende forståelse af hans værk, er endnu kun på vej. Den nyeste forskning har samlet sig om undersøgelser af hans håndskriftmateriale og arbejdsmåde samt søgt at klarlægge nogle af de forestillinger og synspunkter der styrer eller kommer til udtryk i krøniken. 1961 dannedes ved Historisk institut ved Kbh.s universitet et H.-udvalg som har inspireret flere studier og foranstaltet den nedenfor anførte udgave af H.s bevarede manuskripter.

Familie

Forældre: rigsråd Christoffer H. (ca. 1501–59) og Øllegaard Trolle (1513–78). Ugift.

Ikonografi

Stik af A. Haelwegh, 1652, efter ældre, nu ukendt forlæg; de senere fremstillinger grunder sig på samme type. Stik af J. C. Sysang, 1746 og stik 1866. Litografi 1850, 1853 og 1854. Træsnit 1855 efter tegn. af C. Aagaard samt 1891 og 1893. Mal. (Herlufsholm), kopi (Berritsgård) og i tegn. af C. Bayer; litograferet 1867. Mal. (Moengård, Klebu ved Trondheim). Efter Sysangs stik mal. (Gavnø) og mal. af Hans Hansen (Fr.borg). Min. (sst.). Fremstillet på tegn. af Constantin Hansen, H. overrækker Chr. IV sin kronike, udst. 1862. Buste af O. Evens, 1890 (Fr.borg). Relief af C. Aarsleff, 1898 (Vidensk. selskab). Tegn. til relief af anden type (Kgl.bibl.). – Ligsten (Herlufsholm k.). Mindesmærke af J. Wiedewelt, 1779 (parken ved Jægerspris).

Bibliografi

Udg. Danm.s riges kronike I–IX. 1595–1603 og Bispekrøniken 1604 (fot. optr. 1976–78). Philippe de Commines: Memoirer, overs. Hans Mogensen, udg. Poul Norlund I–III, 1913–19. Svaning-Hvitfeldt. Svanings Danmarkskrønike 1241–82 sammenstillet med H. og kildemæssigt oplyst, udg. Kr. Erslev, 1928. H.-manuskripter. A. H.s manus, til Chr. IIs og Chr. 11 Is hist., udg. Grethe Ilsoe, 1976 (m. indledn. om bevarede H.-håndskrifter, håndskriftfacs. og tillæg om H.-udvalgets virksomhed). Kilder. Danske mag. 5.r.IV, 1898–1901 330–45; 7.r.VI, 1954–57 257–60; 8.r.IV, 1971–74 31–56 (brevveksl.). Kirkehist. saml. 4.r.VI, 1899–1901 60–71. Sst. 7.r.II, 1954–56 401–04. Fr. IIs enke dronning Sophies kopibøger 1588–1617, udg. Sv. Thomsen, 1937. Personhist. t. XXXIX, Sth. 1938 51–54. Herlufsholm frie skoles regnskab 1585–86, udg. Merete Dahlerup, 1975. Lit. H. F. Rørdam: Historieskriveren A. H., 1896 (m. aktstykker og breve). O. Walde i Nord. t. för bok- och biblioteksvåsen XIX, Uppsala 1932 38f. Sven Ulric Palme: Sverige och Danm. 1596–1611, Uppsala 1942. Astrid Friis i Ti! Kn. Fabricius, 1945 68–93. Jakob Benediktsson: Arngrimur Jonsson and his works, 1957 11–14 39–42.

Wstorieværket. C. Paludan-Müller i Hist. t. 3.r.VI, 1867–69 368–407. Kr. Erslev sst. 6.r.II, 1889–90 411–20 427–42 (optr. i forf.s Hist. afhandl. I, 1937 218–24 229–40) og sst. 7.r.I, 1897–99 504–08 513–18. Erik Arup sst. 8.r.I, 1907–08 383–94 (optr. i forf.s Udv. afhandl. I, 1977 195–206). Jan Kanstrup sst. 12.r.VI. 1972–73 93–121. E. Ladewig Petersen sst. 442–60. Ellen Jorgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931. Harald Berg i Samlingar och studier, utg. av Svenskt arkivsamf. 1, Sth. 1956 39–52. Åke Hermansson: Karl IX och ständerna, Sth. 1962 = Studia hist. Upsaliensia VII 306–15. Harald Ilsoe i Fund og forskn. XIV, 1967 23–58 og XVI, 1969 14–19. Allan Karker i Classica et mediævalia Francisco Blatt dedicata, 1973 = Classica et mediævalia. Dissertationes IX 614–16 (H.s syntaks). Aksel E. Christensen: Danm., Norden og Østersoen, 1976 79–91.

Brevstoffel. Kr. Erslev i Repertorium diplomaticum IV, 1906–12 128–38, jfr. 10–15 (-1450). Will. Christensen sst. 2.r.VIII, 1936 476–89 (1451–1513). Harald Ilsoe i Arkiv II, 1968–69 1–19 260(1513–23). A. Heise: Kr. II i Norge, 1877 (1532). Paul-Erik Hansen: Studier over forholdet mellem H.s og Krags Chr. 11 Is hist., 1943 67–78(1533–50).

Håndskriftoverlevering. S. Birket Smith: Om Kbh.s univ.bibl. før 1728, 1882 24f 127–32. Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908–12 47f 457 (Ælnothmanus.). Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920 (indledn.). Harald Ilsøe i Hist. t. 12.r.I, 1963–66 399–437. Samme: A. H.s håndskriftsaml., 1964 (dupl. til H.-udvalget). Anne K. G. Kristensen: Studien zur Adam von Bremen Überlieferung, 1975 = Skr. udg. af Det hist. inst. ved Kbh.s univ. V.

Papirer. Privatark. m. v. i Rigsark. Manus, i Kgl. bibl. og i Kungl. bibl., Sth. I Kgl. bibl. desuden Kr. Erslevs annoterede eks. af Danm.s riges krønike.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig