Arnarulunguaq, ca. 1895-2.10.1933, grønlandsk ekspeditionsdeltager. Født i Thule distrikt, Nordgrønland, død i Ûmánaq (Thule). A. blev af Knud Rasmussen udpeget som en af de polareskimoer der skulle deltage i 5. Thuleekspedition til Canada og Alaska. Hendes mand Iggiånguaq døde af lungebetændelse inden afrejsen fra Godthåb, men A. insisterede på at gennemføre turen og blev den første grønlandske kvinde der besøgte de eskimoiske stammefrænder langs Nordamerikas arktiske kyster. Da hovedekspeditionen 1923 vendte hjem fulgte A., sammen med thulefangeren Miteq, Knud Rasmussen på hundeslæde gennem det centrale arktis og var med sin hårdførhed, uforfærdethed og praktiske dygtighed af afgørende betydning for ekspeditionens lykkelige gennemførelse indtil den 1924 nåede frem til Beringstrædet. A. vendte via USA tilbage til Thule og levede der til sin død.

Familie

Forældre: Ûmâq og Aleqaserssuaq. Gift 1. gang før aug. 1921 med Iggiánguaq, død 6.9.1921 i Godthåb. Gift 2. gang med Karl Peary, død 9.4.1928 i Qânâq, Thule.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig